Det milde, venlige væsen burde gøre mange af de drivende
jagthunde til behagelige familiehunde. Deres udprægede jagtlyst og trangen til
at følge et spor er imidlertid svær at kontrollere.
Det var her, det hele begyndte. Med jagten. Og med hunden
som menneskets uvurderlige hjælper. Det var den, der opsporede vildtet og
forfulgte det, så det blev muligt at fange eller dræbe det.
Allerede før ulven i tidernes morgen fandt det
formålstjenligt at slå følge med mennesket, beherskede den en overordentlig
effektiv jagtteknik. Den var rovdyr og flokdyr og skaffede sig føden gennem et
højtudviklet samarbejde med et antal andre enkeltindivider.
Mennesket har helt sikkert kendt til ulveflokkens jagtmetoder,
og da ulven valgte at udvide samarbejdet til også at omfatte den tobenede flok
og blive tamhund, har man ikke været sen til at drage fordel af dens finesser.
Den tidligste form for jagt har bestået i, at man lod
hundene løbe frit ud over området, hvor de instinktivt gav sig til at søge
efter bytte. Når et medlem af flokken fik fært af vildt, optog hele flokken
forfølgelsen under ledelse af førerhunden. Hundene skiftedes til at falde
tilbage i feltet for at samle kræfter til jagtens afslutning samme taktik som
ved nutidens cykelløb.
Hvis hundene var hurtige nok, kunne de løbe vildtet så træt,
at det segnede, og jægerne kunne komme til og dræbe det. Ellers opsatte man
fælder, som kunne fange det vildt, hundene drev foran sig.
Netop fordi hundene driver af sted med vildtet, kalder man
denne gruppe af hunde for drivende jagthunde. Man taler også om støvere nok med
baggrund i at de støver vildtet op.
HØJBENEDE STØVERE
Som for alle andre hundetyper er der tidligt skabt
forskellige typer af drivende jagthunde, takket været menneskets indgriben. Ved
simpel udvælgelse har man styret hundenes udvikling, så de hele tiden har
passet til lokalområdets vildtbestand og terræn, til de våben man havde til
rådighed og til den måde, man gik på jagt på.
De højbenede støvere arbejder ofte i flok og afsøger meget
store arealer på samme måde som fortidens drivende jagthunde. Fra slutningen af
1700tallet blev de som regel fulgt af jægere til hest. De nåede deres
højdepunkt i Frankrig lige før Revolutionen, og navnlig her finder man stadig
et væld af lokale varianter. Englænderne har deres foxhounds, og også i Norden
er de højbenede støvere populære jagthunde.
I Danmark har typen aldrig været almindelig, og i dag er den
stort set forsvundet. Jagtterrænerne her til lands er helt enkelt for små til
de højbenede støvere. Omstillingen til familiehunde er for de fleste racer lidt
problematisk på grund af en kolossal jagtiver og et stort behov for at bevæge
sig.
Enkelte racer falder dog uden for mønsteret. Det er først og
fremmest beagle, selvom den også som selskabshund kan udvise stor jagtlyst.
Andre er dalmatiner og rhodesian ridgeback.
LAVBENEDE STØVERE
De lavbenede støvere arbejder på en anden måde end de
højbenede. De afsøger terrænet enkeltvis eller et par stykker sammen efter
vildt, som er betydeligt hurtigere end de selv oftest råvildt, ræv eller hare.
De følger sporet med højlydt gøen og driver på den måde vildtet foran sig.
Jægeren kender sin hund på dens gøen og kan derved bringe sig i en position,
hvor han kan komme på skudhold. Især haren er tilbøjelig til at vende tilbage
til det sted, hvor jagten på den begyndte.
Jagt med lavbenede støvere er populær i det øvrige Norden og
i mange andre lande. I Danmark er den stort set kun udbredt i de vest- og
midtjyske plantager.
Flere af racerne i denne gruppe har fint kunnet tilpasse sig
et liv som familiehunde. Det gælder for eksempel bassetracerne fra Frankrig og
England "bas" betyder netop lav på fransk. De går i dag kun sjældent
på jagt og holdes primært som selskabshunde.
Mange gravhunde lever også udelukkende som familiehunde,
mens andre stadig er aktive jagthunde. Gravhunden kan arbejde på samme måde som
de øvrige lavbenede støvere, men under jorden er den specialisten. Modigt og
klogt driver gravhunden den meget større ræv eller grævling ud af graven med
stadige udfald fra skiftende retninger.
Andre specialister blandt de drivende jagthunde er de
såkaldte schweisshunde eller vildtsporhunde, som har til opgave at opspore
såret vildt, så der kan blive gjort en ende på dets lidelser. Hos disse hunde
har man gennem avlen dæmpet jagtlysten noget, men til gengæld fremmet evnen til
at følge et spor.
KARAKTERTRÆK
De fleste drivende jagthunde er venlige hunde, som trives
godt i en flok. Man bør dog aldrig glemme deres baggrund. Deres fremragende
næse fanger selv det svageste spor af vildt, og så glemmer de alt andet end
jagten. Ejeren kan kun håbe på, at hunden på et tidspunkt vender træt og
forhåbentlig uskadt tilbage.
De er også selvstændige hunde, som tilfældet ofte er inden
for racer, som selv skal klare deres opgaver uden hjælp og vejledning fra
mennesker. Især gravhunden er uanset størrelse og hårlag selvstændig i en grad,
som grænser til det stædige.
Mange af racerne i denne talstærke gruppe er både smukke, ædle
og elegante. Man bør dog ikke lade sig blænde af deres skønhed, så man glemmer
deres oprindelse. I øvrigt er adskillige højbenede støvere meget sjældne. De
fås ikke i Danmark, og selv i racens hjemland kan det være vanskeligt at få lov
til at købe en hvalp.