Den proces; hvorved dyrene tilpasser sig ændrede eller skiftende forhold i omgivelserne for at sikre vedligeholdelsen af normale legemsfunktioner. F.eks. er det velkendt, at mennesker, som lever i stor højde, bliver vænnet til de lave iltmængder i atmosfæren gennem en forøgelse af mængden af hæmoglobin i blodet. Endvidere ændres den kemiske sammensætning af blodet hos visse krebsdyr som en reaktion på forandringer af saltindholdet i vandet, hvor de lever. Mange dyr kan akklimatisere sig, og denne evne viser sig ofte gennem den måde, hvorpå forandringer i omgivelsernes temperatur kan tolereres. Et dyr kan normalt tåle et bestemt temperaturområde, tolerancezonen, men inden for denne zone er der en snævrere zone, den foretrukne eller optimale zone, hvor dyret trives bedst, og hvor det ville leve, hvis det selv kunne vælge. Hvis dyret i en given periode udsættes for temperaturer uden for toleranceområdet, dør det, og den temperatur, som forårsager døden, kaldes den dødelige eller letale temperatur. Tolerancezoner, optimale og letale temperaturer er ikke bestemte karakteristika for et dyr eller en art; de varierer ikke blot fra dyr til dyr, men også hos det samme dyr. Mange vekselvarme dyr kan tilpasse, eller akklimatisere, sig til højere temperaturer om sommeren og lavere temperaturer om vinteren, end de ville være i stand til at tåle på andre tider af året. Denne akklimatisering er altså et sæsonbestemt fænomen og stimuleres ved, at dyret udsættes for et bestemt sæt temperaturforhold. F.eks. kan den optimale temperatur for bækørreder være 12°C om sommeren, men om vinteren, når fisken udsættes for lavere temperaturer i en periode på adskillige måneder, falder den optimale temperatur til 8°C. På samme måde vil et insekt, som i en periode på flere timer holdes under temperaturforhold, der ligger i den laveste ende af dens toleranceområde, blive akklimatiseret. De temperaturer, hvorved den vil lide varmedøden eller kuldedøden vil så blive lavere end for et insekt af samme art, som holdes under forhold svarende til den øverste ende af toleranceområdet. Disse tilpasninger er en tydelig fordel, hvor det drejer sig om at øge chancerne for at overleve på levesteder, hvor der forekommer store sæsonmæssige temperatursvingninger. Hos de vekselvarme dyr svinger legemstemperaturen med omgivelsernes temperatur, og hvis disse dyr ikke var i stand til at akklimatisere sig, ville stofskiftebalancen stige eller falde i takt med legemstemperaturen. Det ville medføre, at så livsvigtige aktiviteter som vækst, åndedræt og ekskretion ville blive alvorlig forstyrret. Hos et akklimatiseret dyr er der foregået en justering, så stofskiftet forbliver konstant, selvom legemstemperaturen kan have ændret sig.
Hos varmblodede dyr er akklimatiseringsprocessen imidlertid noget anderledes, idet legemstemperaturen sædvanligvis forbliver mere eller mindre konstant uden hensyn til svingninger i omgivelsernes temperatur, og alle tilpasninger er beregnet på at bevare denne tilstand. Mange pattedyr sveder eller gisper, når de har det varmt, og ryster, når de fryser, og disse funktioner er beregnet på at holde legemstemperaturen konstant inden for temmelig snævre grænser. Inden for en tidsperiode kan i det mindste nogle pattedyr imidlertid akklimatisere sig til at udholde kulde eller varme, og den energi, der normalt ville blive brugt til at svede, gispe eller ryste, spares derfor.
De mekanismer, som tillader dyr at akklimatisere sig, kendes ikke i ret mange tilfælde, og de kan i virkeligheden variere fra gruppe til gruppe. Hos vekselvarme dyr er der imidlertid meget der tyder på, at de ændringer af stofskiftet, som er nødvendige for udviklingen af varmeeller kuldetolerance, sker gennem tilpasninger i forskellige enzymsystemer.
.............................................................................................................