I overvejende grad reaktionen på de påvirkninger, et dyr modtager fra omgivelserne. Nogen adfærd synes imidlertid at være det spontane resultat af indre faktorer. Dette gælder især for * rytmisk adfærd, der fortsætter, selv når de rytmiske påvirkninger fra omgivelserne udebliver. Følsomhed over for påvirkninger er baseret på det, man engang kaldte protoplasmaets »irritabilitet«. Dette er stadig væk et nyttigt, alment begreb, idet man nu har vist, at dets fysiologiske grundlag ligger i forandringer i cellemembranernes elektriske egenskaber, som f.eks. de ændringer, der ledsager en nerveimpuls. Det er klart, at et dyrs sanseevner bestemmer, hvilke påvirkninger det kan reagere på. Nogle hulefisk er blinde. Selv om de almindeligvis er følsomme over for lys og mørke, kan de ikke skelne former. Bruskfisk kan reagere på lyde med lav tonehøjde, men de har ikke sanseorganer, der kan spore højere toner. På samme måde afhænger et dyrs reaktion af dets bevægelsesudstyr. Fisk kan f.eks. ikke gribe fat i en genstand, men det kan en blæksprutte. Manglende evne til at håndtere materialer nedsætter en fisks muligheder for at bygge en kompliceret rede, som visse fugle gør, men nogle fiskearter bygger alligevel simple reder. På den anden side er fuglenes forlemmer helt omdannet til flyveformål, men de opnår en betydelig håndteringsevne ved en kombineret brug af næbbet og baglemmerne.
Vi kan stille en række spørgsmål, når vi betragter et adfærdsmønster hos et dyr. For det første, hvad er dets formål? Dette sigter imod at udforske dets biologiske hensigtsmæssighed i dyrets liv. Det kan være en adfærd, der tillader dyret at finde føden og fortære den, eller at finde en mage og formere arten. Men der er også nogle adfærdsformer, som ikke har forbindelse med føde og formering, f.eks. kropsplejeadfærd. Disse reaktioner hjælper dyret til at overleve. Således vender en græshoppe siden til solens stråler om morgenen, og kroppen gennemvarmes derved, så dyret bliver klar til aktiv bevægelse. Efterhånden som solen stiger på himlen, og kropstemperaturen er blevet tilstrækkelig høj, drejer den sig med hovedet mod solen, hvorved det direkte udsatte areal reduceres, og varmevirkningen af solens stråler formindskes.
Et andet spørgsmål er, hvordan adfærden fremkommer. Her sigter man mod at afsløre adfærdens årsagsforhold. Til dette formål er det nødvendigt at analysere de påvirkninger, dyret modtager, meget indgående. Det er let at lade sig narre til at tro, at dyret reagerer på påvirkninger, som det i virkeligheden ignorerer.
Hesten »Kloge Hans« er et velkendt eksempel på et sådant bedrag. Denne hest syntes at være i stand til at udregne nemme stykker, der var skrevet op på en tavle. Den skrabede i jorden med det ene forben det antal gange, der gav det rigtige svar. Denne mystiske og helt uventede matematiske evne fik man forklaringen på, når alle tilskuerne var gået. Den fortsatte da med at skrabe i jorden uden ophør. Hesten havde lært, hvornår den skulle holde op med at skrabe, ved at holde øje med reaktionerne hos træneren og andre tilstedeværende. Et tredje spørgsmål er, hvordan adfærden opstod? For al adfærd har, i lighed med alle morfologiske karakterer, en udviklingshistorie. Den har udviklet sig og er blevet udvalgt gennem den naturlige udvælgelsesproces, som indvirker på alle egenskaber hos levende væsener. En sammenligning af adfærdsmønstre hos de nært beslægtede arter angiver den retning, hvori udviklingen er foregået. Det er f.eks. blevet påvist, at adfærden hos rider er opstået af adfærdsmønstre, der er fælles for mange måger, men som er blevet ændret gennem tilpasninger til artens meget specielle valg af redested på stejle kystklipper. Selvom besvarelsen af dette tredje spørgsmål kan vise adfærdens historie (den fylogenetiske udvikling) får vi ikke nødvendigvis at vide, hvordan den blev bestemt hos det specielle dyr, vi studerer. Til dette formål er det nødvendigt at stille et fjerde spørgsmål, hvordan er den individuelle, eller såkaldte ontogenetiske, udvikling af dette adfærdsmønster foregået? Det er nødvendigt for os at vide, på hvilket tidspunkt i dyrets liv det viste sig, og om der var nogen forudgående adfærd, som var en nødvendig forløber, eller om dyret havde underordnet sig en særlig erfaring. Disse oplysninger gør det muligt for os at bedømme, i hvilket omfang nedarvede faktorer er ansvarlige for adfærden, og i hvilken grad erfaringen har formet den. Adfærd strækker sig fra det, der i det store og hele bestemmes genetisk - som megen artskarakteristisk adfærd, til det, der i det store og hele erhverves, så som forskellige former for tillært adfærd - se arv og miljø.
Den artskarakteristiske adfærd er af stor betydning for arterne s udvikling. Mange eksperter mener, at en geografisk isolering af en del af en population er nødvendig for at adskille den i to arter. En af de forskelle, som kan opstå under denne isolering, er forandringer i de artskarakteristiske signaler, som det ene individ tiltrækker det andet med ved parringen. Hvis de isolerede dele af bestanden igen kommer i forbindelse med hinanden, kan den forplantningsmæssige isolering opretholdes gennem disse adfærdsmæssige forskelle. Resultatet er da artsdifferentiering.
I almindelighed hænger adfærdens sammensathed og tilpasningsevne sammen med opbygningen af nervesystemet. Højere typer af indlæring findes hos pattedyr med stærkt udviklet hjernebark. På den anden side mangler sociale insekter på ingen måde indlæring. Det er vanskeligt at inddele adfærdsmønster efter sammensathed, for selv den tilsyneladende simple orienteringsadfærd hos nogle hvirvelløse dyr, som f.eks. en fladorms bevægelse i retning af føden, kræver en koordinering af musklernes sammentrækning igennem hele kroppen. Det ville også være fejlagtigt at tro, at al adfærd hos højere dyr er sammensat; der er megen adfærd af den simpleste slags. For at tage et ydertilfælde har mennesket en knærefleks, som kun angår rygmarven og ikke kræver medvirken af den højt udviklede hjerne.
……………