Hvirveldyrene kan inddeles i to grupper: anamnioter og amnioter. Førstnævnte gruppe omfatter fiskene og padderne, den sidstnævnte omfatter krybdyrene, fuglene og pattedyrene. Det særpræg, der adskiller de to grupper, er typen af fosterudvikling. Det typiske anamniotfoster dannes inden i en simpel, geleagtig ægkapsel, og fugtige omgivelser er nødvendige for udviklingen. Derfor må selv de frøer og salamandre, som er mest tilpasset livet på landjorden, vende tilbage til vandet for at yngle eller i det mindste for at sikre sig fugtige omgivelser at lægge æg i. Det typiske anamniotæg har en ret ringe mængde æggeblomme som næringsforråd, og et næringsoptagende larvestadium er nødvendigt for at fuldføre udviklingen. Modsat kan amniotægget hos krybdyr, fugle og æglæggende pattedyr udvikles på land under de tørreste forhold, og larvestadiet er elimineret. Ægget dækkes med en kalkagtig eller læderagtig skal, som er så porøs, at luftudvekslingen, der er nødvendig for fosterets respiration, kan foregå, men som samtidig hindrer udtørring af ægget. Endvidere udvikler amniotfosteret tre fosterhinder: blommesækken, der omslutter det store næringsforråd, som er nødvendigt for langvarig vækst og eliminering af larvestadiet. Allantois, der er et åndedrætsog ekskretionsorgan. Amnion, som danner et beskyttende lag over fosteret. Hulrummet imellem fosteret og amnion er væskefyldt, således at fosteret har sit eget vandige miljø inden i ægget, og behovet for fugtige, ydre omgivelser er fjernet.
Amniotæg med skematisk viste dele: 1. allantoishulen, 2. blommesæk, 3. foster, 4. vædskefyldt amnionhule, 5. amnion, 6. skal.
De første amnioter var de primitive krybdyr, der udvikledes i kultiden. Det er sandsynligt, at amniotægget udvikledes på den tid som en tilpasning til sikrere udklækningsomgivelser, snarere end i forbindelse med en almindelig tendens til liv på landjorden. I den tidlige kultid var ferskvandet rigt på kødædende fisk og padder, hvorimod landjorden i det væsentlige var fri for rovdyr bortset fra det forholdsvis lille antal padder, der var delvis hjemmehørende på landjorden. Amnioten i vandet kunne derfor forlade dette for en tid for at lægge æg på land, og udklækningen kunne fortsætte forholdsvis sikkert. Af samme grund forlader mange frøer, som helt holder til i vandet, i dag dette for at bygge kunstfærdige reder på landjorden borte fra grådige ægog larverøvere. Da de er anamnioter, er en fugtig rede imidlertid nødvendig for udviklingen.
Krybdyrene, fuglene og de æglæggende kloakdyr blandt pattedyrene repræsenterer grundmønsteret for amniotudvikling, og da de er befriet for nødvendigheden af det vandige miljø for fosterudviklingen, har de bredt sig stærkt. Hos de højere pattedyr, hvor æggene tilbageholdes i moderens uterus, bliver hinderne uden om fosteret forandret på forskellig måde således, at de forenes med moderens væv til dannelse af en moderkage. Pungdyrene repræsenterer et mellemstadium mellem de æglæggende kloak dyr og de højere pattedyr, idet moderkagen mangler hos langt de fleste arter, og ungerne, der fødes på et tidligt stadium, må fortsætte deres udvikling inden i moderens pung.
.............................................................................................................