. Et udtryk, der beskriver et dyrs følelsesmæssige reaktion i en situation, som er farlig eller kan blive det. Det er en reaktion, der er tilpasset faresituationen, og som sædvanligvis resulterer i flugt eller ubevægelighed. Hvis begge disse reaktioner imidlertid er uanvendelige, kan dyret forsvare sig eller endog angribe sin fjende. Angsttilstanden kan ledsages af visse fysiologiske forandringer. Hos pattedyr udskilles hormonet adrenalin, der forøger blodtrykket, antallet af hjerteslag og blodforsyningen til musklerne, idet dyret således forberedes til handling. Flugt er måske den angstreaktion, som hyppigst ses, men mange dyr beskytter sig ved ubevægelighed.
Blandt naturvidenskabsmændene er der delte meninger om, i hvor vid udstrækning det er tilladeligt at tale om angst hos dyr. Vi genkender hos dem symptomer, der ligner vore egne, når vi oplever denne følelse, og for det tilfældige blik ser dyrene ofte angste ud. På den anden side findes der eksempler på adfærd, som tyder på det modsatte, som når en jaget hjort efter at være løbet fra hundene holder op med at løbe og begynder at æde, som om intet usædvanligt havde fundet sted. Endvidere findes der velkendte tilfælde af dyreadfærd, der ser ud som angstsymptomer og dog synes at tilhøre en anden kategori. Et eksempel herpå viser den nordamerikanske pungrotte eller opossum, Didelphys virginiana, der ligger fuldstændig stille i farens stund og fortsætter med at spille død, selv når den samles op. Det virkningsfulde i denne adfærd beror på den kendsgerning, at de fleste rovdyr kun angriber og bider bytte, som bevæger sig. Et parallelt eksempel hos hyænen stiller sagen i et andet lys, idet hyænen spiller død og fortsætter hermed så længe hundene, der forulemper den, bliver ved med at snuse til den, men i samme øjeblik hundene slapper af, fordi de har mistet interessen for et tilsyneladende kadaver, springer hyænen på benene og løber væk.
Mens de fleste dyr flygter, hvis et rovdyr kommer for nær, er det ikke sikkert deres unger gør det, da de måske ikke kan bevæge sig hurtigt nok. Niko Tinbergen beskriver, hvordan han ved en bestemt lejlighed sad i et skjul i en sølvmågekoloni. En af mågeforældrene opdagede en bevægelse, som Tinbergen gjorde, og udstødte et advarselsskrig. Dens unger løb straks hen til det nærmeste skjulested og forholdt sig helt ubevægelige. Det sted, de valgte, var imidlertid Tinbergens skjul, og mågeungerne blev siddende ved hans fødder i al den tid, den voksne måge vedblev at advare. Svartbagens, Larus marinus, unger gemmer sig i vegetationen med hovedet skjult. Man kan tage ungerne op, og de vil blive ved med at være ubevægelige, som om de stadig gemte sig på et sted med kraftig vegetation. Unger i reder anbragt blandt klipper flygter imidlertid. I overgangsområder med kun lidt dækning kan fuglene skjule sig, men hvis de tages op, sætter de sig til modværge og prøver på at flygte. Således varierer reaktionen, som er tilpasset de forhold, dyret lever under.
En del sociale dyr har et nødskrig, som de udstøder, når de er i fare. Det vides nu, at sårede eller skræmte hvaler har et nødskrig, som tiltrækker deres kammerater. Brown og Caldwells beskriver, hvorledes to hvaler af forskellige arter blev holdt i fangenskab sammen. Den ene var en hvalspækhugger, Pseudorca crassidens, og den anden en almindelig delfin, Delphinus delphis. Da den sidstnævnte blev syg, forsøgte man at fjerne den for behandling, men den udstødte et nødskrig, og straks skubbede hvalspækhuggeren den ud af armene på manden, der havde fanget den. Delfinen blev fanget endnu en gang og nu holdt man bedre fast, men hvalspækhuggeren greb fat i mandens ben og klemte det blidt med munden, indtil han slap delfinen. Vanskeligheden ved at definere angst hos dyr, hvis der findes en sådan, øges ved den måde, hvorpå dens ydre udtryk varierer efter omstændighederne. Vilde dyr frygter således nogle dyrearter og ikke andre. Almindeligvis ignorerer de tamfår og -kvæg, men frygter mennesket og rovdyr. Det er imidlertid ikke alle vilde dyr, der frygter mennesket, og Darwin lagde mærke til, at fugle på oceanøer hyppigt er så tamme, at de kan fanges med hånden eller slås ihjel med en stok. Han sluttede, at »fugles skyhed over for mennesket er et særligt instinkt, der er rettet imod ham og ikke er bestemt af nogen almindelig grad af forsigtighed, som skyldes andre farekilder; for det andet, at fuglene ikke bliver sky på kort tid, selv når de forfølges meget, men at skyheden i løbet af på hinanden følgende slægtled bliver arvelig«.
Når vilde dyr er meget unge, viser de sjældent frygt for mennesker. Mange udvikler denne frygt hurtigt efter, at de har fået øjne. Der kan undertiden foretages en interessant sammenligning imellem vilde dyr og deres tamme modpart. Den europæiske ilder, Mustela putorius, udvikler en frygt for mennesket hurtigt efter, at den får øjne, når den er omkring seks uger gammel, hvorimod den tamme fritte, M. furo, ikke viser tegn på angst for mennesker. Darwins antagelse, at frygt for mennesker er arvelig, støttes af den kendsgerning, at unge M. putorius x M. juro-starder også viser frygt for mennesker, selvom de er opdraget af en moder, der selv er fritte. Denne frygt kan bedst overvindes ved at håndopdrætte ungerne fra den alder, hvor de slår øjnene op. Skønt frygten for mennesker er arvelig, kan den derfor overvindes ved at skabe særlige, unormale omgivelser.
Ud over at frygte rovdyr kan dyr også vise angst for medlemmer af deres egen art. Hos sociale dyr, som f.eks. bavianer, Papio ursinus, flygter det skræmte individ ikke fra gruppen, men beroliger sin modstander ved hjælp af en særlig udviklet pacificeringsadfærd.
De fleste vilde dyr viser nogen »frygt« for ukendte genstande. F.eks. undgår den vilde, brune rotte, Rattus norwegicus, fælder og føde anbragt inden for dens levested. Denne neofobi, som det kaldes, har en overlevelsesværdi for et vildt dyr, som først undersøger en ukendt genstand, når den har været til stede i nogen tid uden at afsløre skadelige egenskaber. Husdyr har som regel mistet neofobi-reaktionen. Se også flugtadfærd.
.............................................................................................................