Denne adfærd viser sig f.eks., når et sultent eller tørstigt dyr søger føde eller vand. Det kan gøre dette på måder, der er forskellige fra gang til gang. Denne fase af dyrets aktiviteter afsluttes af en eller flere såkaldte sluthandlinger, der i sig selv fjerner den indre tilstand, som lå til grund for (motiverede) appetensadfærden. Et sultent dyr, som finder føde, æder således, indtil det er mæt, og den tilstand af sult, som motiverede dets søgen, er ophævet. Denne søgningsfase er vigtig i mange adfærdsmønstre, men det er lettest at give eksempler fra fødesøgningsadfærd. De færreste sultne dyr befinder sig på steder, hvor de simpelt hen står over for føde, der venter på at blive ædt. Det er nødvendigt at søge efter føden. søgningen er appentensadfærden, fortæringen er sluthandlingen. Nogle dyr søger ret tilfældigt: smælderlarver lever f.eks. af de saftige, unge rødder af planter, og de kan ødelægge mange hektarer afgrøder, hvis de findes· i jorden i større antal. Deres søgen er en kinese, og larverne reagerer på en stigning i mængden af sukker stof, der hidrører fra rødderne. En lignende tilfældig søgen udviser appetensadfærden hos mariehøns enes larver. Disse lever af bladlus, Aphis fabae. Men selv ikke på en afstand af 3-5 mm kan de sanse dem. De kravler hovedsagelig tilfældigt hen over en flad overflade, skønt kanterne og årerne på en plantes blade i nogen grad styrer deres bevægelser. Bladlusekolonierne forekommer ofte tæt ved bladårerne, så chancen for at møde dem forøges herved. Med mellemrum standser en larve og bevæger forenden af kroppen fra side til side med bagkroppen midlertidigt fastgjort til bladets overflade. På denne måde undersøges et område, som er større end det virkelige spor. Efter at have indtaget føde, bevæger den sig med mange små drejninger, der har den virkning at holde den inden for det område, hvor den har haft held til at finde føde, og hvor den sandsynligvis vil møde endnu en bladlus. Dette kaldes klinokinese.
Søgningsadfærd kan imidlertid være orienteret, som når en blodsugende mide bevæger sig hen imod en hvilken som helst genstand, hvis temperatur er højere end omgivelsernes. Da denne parasit lever af ensvarme dyr med forholdsvis hØj kropstemperatur, fører en sådan adfærd den til en mulig vært, hvor den vil være i stand til at finde føde.
De former for appetensadfærd, der er beskrevet indtil nu, har været eksempler på medfødt adfærd. Undertiden er adfærden erhvervet. En hund lærer, hvor dens madskål står og ser efter føde der på den tid af dagen, hvor den sædvanligvis fodres. En honningbi, der søger efter føde, ledes til blomster, der producerer rigelig nektar, af dansen hos de bier, der har været heldige at finde noget. Dens appetensadfærd bestemmes derfor af et andet dyrs aktivitet. Men når blomsterne først er fundet, genkendes de senere ved hjælp af iøjnefaldende genstande i nærheden, og vejen derhen findes ved hjælp af landemærker på jorden og lysmønstre fra himlen.
Imidlertid er appetensadfærd ikke begrænset til fødesøgning. Som et eksempel kan nævnes, at en salamander, der stiger op til overfladen for at fylde lungerne med luft, udviser appetensadfærd, som fører den til iltholdig luft. Et særligt træk ved appetensadfærd er, at den bringes til afslutning ved en bestemt sluthandling. Et sultent dyr, som indtager føde, bliver mæt, skønt ikke nødvendigvis efter kun et måltid. Når salamanderen har fyldt lungerne, ophører appetensadfærden. Undertiden forekommer det, at et adfærdsmønster er sammensat af bestanddele, som hver især består af en appentensadfærd og en sluthandling. Således kan en fugl, der bygger rede, begynde med at søge efter store kviste til bunden. Når den del af reden er færdig, bygges siderne af mindre materialer. Derefter følger indsamling af mudder, der formes til en skål. Til sidst fores skålen med græs og hår. Hver del af dette mønster slutter først, når den enkelte aktivitet, som f.eks. bygningen af siderne, er færdig. Konrad Lorenz mente, at meget af det, der tidligere var blevet kaldt instinktiv adfærd, består af to sekvenser, nemlig appetensadfærd og sluthandling, der begge består af faste handlingsmønstre. Appetensadfærden kan være forskellig. Et individ kan finde føden på forskellige måder ved på hinanden følgende lejligheder, idet dets bevægmønstre kombineres og orienteres forskelligt. Den kan også tit tilpasses, mest udpræget når dyret benytter indlæring i appetensadfærden. Dette giver det, der pr. definition er medfødt adfærd, et præg af foranderlighed. Men Lorenz ser de faste handlingsmønstre som den virkelig faste, medfødte kerne i instinktet.
En del af appetensadfærdens dybeste grundlag er, at den motiveres af en "drift. De forskellige drifter frembringer karakteristiske handlinger. Men når sluthandlingen udføres, afbrydes motivationen så at sige. Samtidig med, at dette giver appetensadfærden et udseende af at være formålsrettet, idet den fører til et biologisk nyttigt mål, tjener det også til at skelne den fra eksploration, (undersøgende adfærd), der i sig selv er et mål, der synes aktiveret gennem en eksplorationsdrift. Sluthandlingen er det at udføre en sådan eksploration i en vis periode.
appetensadfærd når statslige vandplaner forhandles
.............................................................................................................