Attrapper har vist sig yderst værdifulde som værktøj til undersøgelse af dyrs adfærd. Lorenz og Tinbergen, grundlæggerne af den moderne etologi, anvendte begge i stor udstrækning attrapper til deres studier af dyrenes adfærd, og mange af begreberne, som de skabte, var baseret på dette arbejde. Attrapper er blevet anvendt for at studere kampadfærd, yngelpleje, parringsspil, prædation og flugtreaktioner. De er mest effektive hos de arter, der hovedsagelig får oplysninger om deres omgivelser gennem synsindtryk. Hos hvirveldyrene har attrapper derfor hovedsagelig været brugt til studier af fugle og fisk.
Tinbergens arbejde over aggressiv adfærd hos den trepiggede hundestejle, Gasterosteus aculeatus, giver et godt eksempel på anvendelse af attrapper. En hanhundestejle erhverver sig et territorium om foråret, og på samme tid antager dens bug en rød farve. Hundestejlen forsvarer sit territorium mod hanner af samme arter, men angriber sjældent hunner eller fisk af andre arter. Tinbergen viste en hanhundestejle en række attrapper i dens territorium og opdagede, at mens en attrap af en hundestejle, der var perfekt i alle detaljer, men manglede den røde farve på bugen, blev overset, så angreb den meget grove modeller, som var røde på bugen. Således har hannens røde farve en kraftig, udløsende virkning på hundestejlens aggression.
Oxford-ornitologen David Lack opdagede, at en rødkælk, Erithacus rubecula, viste større tendens til at angribe et bundt røde fjer, som var fastgjort til en ståltråd og anbragt i dens territorium, end til at angribe en rødkælkeattrap, som manglede det røde bryst.
Sådanne påvirkninger, som er særligt virkningsfulde, når det drejer sig om at fremkalde et adfærdsmønster, kaldes »nøglestimuli« eller »udløsere«, fordi deres tilstedeværelse er vigtigere end nogen anden kombination af egenskaber. Brugen af attrapper førte til denne opdagelse.
En sølvmågeunge, Larus argentatus, ansporer forældrene til at gylpe føde op ved at hakke mod den voksnes næb, når den er landet ved reden. Den voksne sølvmåge har et hvidt hoved og gult næb med en rød plet nær spidsen, og ungen hakker efter denne plet. Ved hjælp af papattrapper af et mågehoved, kunne Tinbergen fremkalde ungens hakkereaktion. Han talte det antal hak, som ungerne udførte mod forskellige attrapper, og undersøgte på denne måde betydningen af attrappernes farve og proportioner. Han opdagede, at en lang, tynd genstand med en rød plet nær ved spidsen var mest effektiv til at udløse ungens hakkereaktion.
Man har også brugt attrapper til at studere hvirvelløse dyr med god synsevne. Det er f.eks. blevet vist, at kroppens størrelse hos hunner af springedderkoppen, Salticus scenicus, er en vigtig nøglestimulus for udløsning af hannens parringsspil.
Lorenz og Tinbergen fremstillede en attrap, der lignede silhoutten af en gås. Når den blev ført hen over nogle kalkununger, Meleagris gallopavo, fremkaldte den ingen reaktion, men hvis den blev trukket i den modsatte retning, så den lignede en høg, udløstes kalkunungernes flugtadfærd. Bevægelsesretningen var den vigtigste egenskab i dette tilfælde. Attrapper har vist sig at være værdifulde ved studier af dyrenes adfærd, fordi de kan udformes således, at de fremstiller et element af en sammensat situation ad gangen. Dette tillader en vurdering af hvor stor en betydning hver af den naturlige situations forskellige egenskaber har for udløsningen af den adfærd, der undersøges.
.............................................................................................................