Et kort over den australske region, der viser de vigtigste vegetationszoner.
. En af de seks store zoogeografiske regioner, omfattende Australien og Øerne på dets kontinentalsokkel, New Guinea og Tasmanien. Selve Australien er centreret om den sydlige vendekreds, og meget af dets indre er ørken. De vestlige passatvinde sørger for et fugtigere klima på den østlige side af kontinentet og på Tasmanien. Disse områder er derfor dækket af græsland eller, langs det østlige højland, der næsten er de eneste bjerge i Australien, en del stedsegrøn eucalyptusskov. Græslandet strækker sig også igennem den nordlige del af kontinentet. Tropisk regnskov dækker New Guinea og det allernordligste Australien. Australien har været afskåret fra andre landmasser i længere tid end noget andet kontinent, og i det mindste siden kridttiden. Landhvirveldyr, der er udviklet siden den tid, har almindeligvis ikke koloniseret Australien. Skønt de tidlige pungdyr kom til området, lykkedes dette ikke for de tidligere placentale pattedyr. Dette er noget overraskende, eftersom de to grupper antagelig udvikledes omtrent på samme tid. Det kan være, at ruten til Australien, selv i kridttiden, gik langs en kæde af Øer ligesom i dag. Hvis det er tilfældet, er det muligt, at pungdyrene udvikledes en smule tidligere end de placentale pattedyr og havde held til at nå frem, før afstandene imellem Øerne blev så mange og så store, at det for de placentale pattedyr, der dukkede frem en smule senere, blev umuligt at følge efter. En anden mulighed er, at ruten måske var yderst vanskelig for begge grupper, og at pungdyrenes passage blot var et heldigt tilfælde, som de placentaie pattedyr ikke kom ud for. Hvordan det end er gået til, kom pungdyrene til et kontinent helt uden placentale pattedyr og blev i stand til at udstråle til en mængde enestående former. Disse australske pungdyr har gennemgået en udvikling parallelt med mange andre pattedyr typers udvikling. Katte, ulve, bjørne, mus, egern, springmus, muldvarpe, myreslugere, kaniner og grævlinge er alle sammen repræsenteret ved pungdyr, der ligner dem både med hensyn til levemåde og udseende, men som alligevel slet ikke er beslægtede med dem. Endvidere udfylder kænguruerne og wallabyerne de placentale hovdyrs plads, skønt de er helt forskellige fra dem i udseende.
Nogle få af de usædvanlige dyr, der bebor de forskellige regioner.
Kun to typer af placentale pattedyr nåede til Australien ved egen hjælp: flagermusene og rotterne. Flagermusene havde kun ringe besvær med rejsen langs De ostindiske Øers kæde. Rotten er et af de dygtigste pattedyr til at krydse havets barrierer, og et antal typer er nået frem til New Guinea, men kun omkring halvdelen af disse klarede den yderligere overfart til Australien. Andre placentale pattedyr er blevet indført af mennesket: vildhunden eller dingoen blev sandsynligvis indført for omkring 6500 år siden, hvorimod katte og kaniner blev indført i det 19. århundrede. Kaninerne blev efterhånden en alvorlig plage i Australien, indtil man fik dem under kontrol ved hjælp af myxomatose.
Den lange isolation af den australske region er også grunden til, at man der, som det eneste sted finder de meget primitive pattedyr, der kaldes kloakdyr, som omfatter næbdyret (Ornithorhynchus) og myrepindsvinene (Tachyglossus og Zaglossus). Endnu en overlevende art er lungefisken Ceratodus, den sidste art af en type, der engang levede over hele verden, men som nu kun findes ved Queensland.
Kun tolv af de 58 fuglefamilier, der er udbredt i den australske region, er mere eller mindre specielle for regionen, men ikke desto mindre dækker de 40% af alle de australske fuglearter. De vigtigste af disse er emuerne (kun i Australien), kasuarer (hovedsagelig på New Guinea), honningædere, blomsterpikkere, paradisfugle (hovedsagelig på New Guinea) og løvhyttefugle. Australien har også mange papegøjer, duer og australske alfesmutter.
Den eneste anden vigtige gruppe af hvirveldyr, der findes i Australien, er de finnefodede øgler. Resten af dets dyreliv består af vidtspændende typer af padder og krybdyr, især dem, der foretrækker varmt eller tropisk klima, og som alle sammen har bredt sig til den australske region fra den orientalske region. Der er foregået en indviklet udveksling af dyrearter på de mellemliggende øer, et interessant område, der i zoogeografien betegnes som Wallacea (se Wallace's linie). Ang. illustrationer se ovenfor.
.............................................................................................................