Ørredbastard, krydsningsresultat mellem ørred. Salmo trutta, og kildeørred, Salvelinus fontinalis.
Krydsningen af individer, der tilhører to forskellige arter. Hesten og æslet f.eks. krydses med muldyret som resultat. Udtrykkene især hybridisering, bruges også i forbindelse med individer, der tilhører to forskellige naturlige populationer, som sekundært er kommet i kontakt med hinanden, som i populationer af samme art, der længe har levet isoleret, og som tit har forskellige "fremtoningspræg og afgjort har forskellige genpuljer, dvs. sæt af arveanlæg inden for populationen.
En mængde forskellige former for bastardering kommer ind under denne definition. Hyppigst frembringer krydsninger af to forskellige arter sterile individer, som ikke kan tilbagekrydses med forældrearterne. Fra tid til anden er bastarder efter sådanne parringer frugtbare og tilbagekrydser sig med en eller begge forældrearterne, et fænomen, der kaldes introgressiv bastardering. Mens dette sker ret hyppigt i planteriget, er introgressiv bastardering temmelig sjælden blandt dyr. Når det sker, dannes der bastardpopulationer, som udgør 1-5% af det samlede antal, og disse er et nyttigt middel til overførsel af gener fra en art til en anden. Se genetik.
Følgerne er ret forskellige, når der foregår en fuldstændig, lokal nedbrydning af den forplantningsmæssige isolation imellem to arter. Der dannes store bastardpopulationer, der viser forældrearternes totale variationsbredde. Der er ikke fundet eksempler på sådanne store hybridpopulationer hos pattedyrene, men de er velkendte blandt fugle, fisk og mange hvirvelløse dyr. Fænomenet er også mere almindeligt blandt planter end blandt dyr. Ejendommelighederne ved denne slags bastardering illustreres af tilfældet gråspurv og spansk spurv i Sydeuropa og Vestasien. De fleste steder lever de to arter side om side, uden at der sker nogen blanding. Nogle få steder foregår der imidlertid en mere eller mindre ubegrænset bastardering imellem dem. Den resulterende bastardpopulation omfatter dels individer, der har samme fremtoningspræg som forældrene, dels individer med alle kombinationer af forældrenes egenskaber, altså med tegn på fuldstændig vilkårlig parring.
Frembringelsen af en helt ny art kan ske som resultat af bastardering, men er i realiteten begrænset til planter. Det muliggøres ved fordoblingen af kromosomantallet, hvilket kan følge med bastardering og således isolerer bastardpopulationen, idet der ikke kan foregå krydsning med individer fra ophavspopulationerne. Det er denne sidste mulighed, dyrene som helhed mangler.
Spørgsmålet om hvor betydningsfuld bastardering har været for evolutionen betragtes bedst hos dyr og planter hver for sig. Bastardering er sandsynligvis en vigtig udviklingsproces hos planter, og det hævdes også, at mange dyrearter skylder introgressiv bastardering meget af deres genetiske variation. Men de fleste direkte vidnesbyrd, der findes om hyppigheden af førstegenerations-bastarder hos dyr, tyder på, at de er ret sjældne. Blandt hundredtusindvis af bananfluer, Drosophila, der er blevet undersøgt, og hvor bastarder genkendes tydeligt, kender man kun tre artspar, der har frembragt vilde bastarder, med højst nogle få snese individer indblandet alt i alt. Hos velkendte og intensivt studerede fuglegrupper, hvor arterne adskiller sig fra hinanden ved farvetegning, sang eller begge dele, tiltrækker bastarder sig hurtigt ornitologernes opmærksomhed, og dog er de få og sjældent forekommende.
Der har imidlertid været eksempler på store populationer af to andearter, der lever på en sø, og hvor bastardering er foregået, hvor de to populationer har overlappet hinanden. Andre dyregrupper udviser tilsvarende ringe grader af bastardisering. Hos de fleste dyrepopulationer , hvor der findes zoner med hybridisering inden for arten, bliver disse i virkeligheden sjældent bredere, hvilket viser, at der består udprægede genetiske forskelle imellem differentierede populationer selv inden for en art. Dette resulterer i. en uligevægt med hensyn til egenskaber hos hybriderne, som bliver uheldigere stillet end de andre i konkurrencen og derfor dør ud. Introgression i tilfælde af artsbastardering er sandsynligvis meget vanskeligere, og derfor er bastardering stort set af ringe evolutionær betydning hos dyr.
bastardering hos fisk.
Dette er den naturlige eller kunstige krydsning af medlemmer af forskellige arter eller slægter. Det er en almindelig regel, at hvor forældrene er bemærkelsesværdigt forskellige med hensyn til en særlig karakter, vil bastardafkommet blive mellemformer. Dette gælder farver, antal af elementer i legemsdele (finnestråler, gællegitre, ryghvirvler osv.) samt form og størrelse af kroppen eller enkelte knogler. I mange tilfælde resulterer bastardering i afkom, som ikke udvikler sig rigtigt. De fisk, der når at blive voksne, udviser ofte et skævt forhold imellem kønnene, idet hanner eller hunner er i overtal, undertiden med fuldstændig udelukkelse af det ene køn. Dette er en yderst nyttig egenskab hos hurtigynglende damfisk, idet man undgår overbefolkning og således nedsat vækst. Der foreligger kun få rapporter om frugtbarhed hos bastarder, men fuldstændig ufrugtbarhed er konstateret hos ørred, fjeldørred-bastarder, hos mange tandkarpebastarder og hos slægtskrydsninger mellem. smuttere (Percidae). Nedsat frugtbarhed er forekommet hos krydsninger mellem visse lakselignende fisk. Livskraft hos bastarder kan vise sig ved hurtigere vækst eller større tolerance over for miljøforhold. Bastardering er sjælden hos naturlige populationer, men kan finde sted, når fremmede arter indføres. I Erie-søen i Nordamerika har karpe og guldfisk dannet bastarder. Begge fisk er indførte arter, som ikke krydses, hvor deres naturlige områder overlapper hinanden i Asien. En undtagelse danner krydsningen mellem rødspætte og skrubbe, de såkaldte »leps«, der optræder i farvande, hvor disse arter gyder samtidigt. I Danmark er lepsen ret almindelig i det sydlige Bælthav.
Bastardering er blevet studeret hos et antal fiskegrupper. Hos smutterne har man undersøgt naturlige og kunstige bastarder mellem arter og mellem slægter. Blandt cichliderne er der påvist et antal bastarder mellem arter af Tilapia, sædvanligvis i damme og søer, hvor en fremmed art er blevet indført. Hos de karpelignende fisk er bastardering også ret almindelig.
I naturen er barriererne for bastardering talrige og sædvanligvis effektive. Bortset fra den geografiske adskillelse af forskellige arter forekommer der ofte en adskillelse af ynglegrunde eller yngletider. Hvis disse falder sammen, kan arterne holdes adskilt ved forskellige former for yngleadfærd, ynglefarver eller, hvor det drejer sig om ungefødende fisk, ved forskelle i kønsorganers bygning. Selvom parring skulle finde sted, passer spermatozohovedet måske ikke til størrelsen af æggets mikropyle. Af og til har en øjensynlig bastardering imidlertid været resultatet af, at spermaen har udløst æggets udvikling uden virkelig at forenes med hunnens kønscelle. Endelig kan krydsning mellem to arter medføre at fosterudviklingen forhindres på grund af uforenelighed af de to arters arveanlæg. Da udviklingen af nye arter har medført isolationsmekanismer, er det måske ikke overraskende, at bastardering sjældent forekommer i naturen, og endvidere er bastarderne som oftest ikke i stand til at formere sig.
.............................................................................................................