Kurver der viser den kraft der bruges til bevægelse ved forskellige hastigheder.
Et sæt simple bevægelser, der sammen udgør en helhed, på engelsk kaldet et »motor pattern«.
Et dyr kan have et forholdsvis begrænset antal bevægelsesmønstre, som det bruger i forskellige sammenhænge og forskellige rækkefølger, når det udfører bestemte adfærdsmønstre ved indtagelse af føde, parring, flugt fra fjender og andre mere eller mindre sammensatte aktiviteter. Man kan bruge disse bevægelsesmønstre ved analysen af dyrs adfærd. Det er således bekvemt at inddele en hests stedbevægelse (lokomotion) i gang, trav og galop. Men galop hen imod f.eks. føde eller en mage og galop bort fra en mulig fare har forskellig adfærdsmæssig betydning. Vi ser derfor, at bevægelsesmønsterets orientering er af stor betydning.
Lokomotoriske bevægelser (altså bevægelser som bringer hele dyret fra et sted til et andet) kan opdeles i en række sammentrækninger og afslapninger af musklerne, sådan som Weis gjorde for bevægelserne af salamanderens forben under et enkelt skridt. Et sådant bevægelsesmønster hos salamanderen, en fisks bevægelse af kroppen og andre lokomotoriske bevægelser kontrolleres af centralnervesystemet. Der er to muligheder for styringen af sådanne mønstre. Der kan være en indre rytme, som nervesystemet er ansvarligt for, eller sansepåvirkninger fra lemmerne eller andre dele af kroppen kan udøve kontrol gennem »feed-back« mekanismer. Man har udført nogle forsøg med frøer, hvor man fjernede hjernen og yderligere afbrød alle sansenerverne til rygmarven. Da hjernen var fjernet, var der hos disse dyr ingen tilførsel af sanseindtryk til rygmarven. Deres gangrytme forsvandt. Men hvis blot et par af sansenerverne var intakte, bevaredes rytmen. Det viste, at sansepåvirkninger er nødvendige for at udføre disse sammensatte bevægelsesmønstre. Mange af de bevægelsesmønstre, som er karakteristiske for særlige arter, synes at kunne udvikles, selvom dyret er isoleret under opvæksten. Dette er delvis resultatet af en modning i nervesystemet, efterhånden som individet vokser, og nerveforbindelser oprettes, og det må i det store og hele være genetisk bestemt, hvilke forbindelser der opretttes. Den komplicerede adfærd hos bævere, som består i, at de fælder træer og bygger dæmninger, udvikles normalt under isolation, ligesom tilfældet er med det omstændelige parringsspil hos springedderkophanner. Bevægelsesmønstre er ofte i bemærkelsesværdig grad upåvirket af indlæring. Dette demonstreres udmærket ved forsøg med rotter, hvor et lems modsat virkende muskler blev ombyttet. Hvis strækkemusklen efter denne operation trækker sig sammen, vil den trække lemmet tilbage, og bøjemusklens virkning vil også være omvendt. Til trods for den konflikt i lemmebevægelserne, som det resulterer i, er det umuligt at genoptræne dyret til at bruge de ombyttede muskler på en anden måde; de vedbliver at arbejde som før, selvom det nu har den modsatte virkning.
De grundlæggende bevægelsesmønstre, som bruges i adfærden, synes derfor at være den mest uforander lige del af handlingsmønstrene, som indgår i den artskarakteristiske adfærd. Men de kan ikke desto mindre indføjes i tillært adfærd således, at når en rotte lærer en labyrint at kende, indgår de faste bevægelsesmønstre stadig væk i dens løbeadfærd.
.............................................................................................................