ORDEN: Digenea. KLASSE: Trernatoda. RÆKKE: Platyhelminthes.
Sygdom, der forårsages af blodikten Schistosoma, også kaldet Bilharzia, som er en parasitisk fladorm. Sygdommen kendes som bilharziose i Afrika og som schistosomiasis i resten af verden. Bilharzia afviger fra de andre fladorme ved at være særkønnet livet igennem og ved, at de voksne individer lever i blodsystemet hos den endelige vært, mennesket. Der findes mange henvisninger til bilharziose i ægyptiske lægers papyrusruller fra omkring år 1500 f.Kr., og man har fundet forkalkede bilharziaæg i mumier, der er mere end 3000 år gamle.
Det anslås, at parasitten i dag findes i næsten 150 millioner mennesker i de halvtropiske og tropiske egne af verden. Alene i Ægypten er over 9 millioner mennesker smittet, hvilket er omtrent 40% af befolkningen, og i landdistrikterne, hvor sygdommen er endemisk, kan alle være smittede.
Bilharzia har et primitivt nervesystem og intet blodkarsystem, men et højst indviklet og specialiseret forplantningskredsløb, hvori en snegl er mellemvært og mennesket er den endelige vært. I sneglen foregår en kønnet opformering uden befrugtning (parthenogenese) og ormene når det kønsmodne stadium i mennesket. Der findes tre arter af Bilharzia, som almindeligvis optræder som parasitter hos mennesker.· I Afrika findes de voksne Schistosoma haematobium i blærevæggens blodårer. Æggene kan trænge igennem blodkarrenes tynde vægge med endepiggen og udtømmes, sammen med blod, i urinen, og denne blødning er et karakteristisk symptom for denne varietet af sygdommen. Mellemværten for Bilharzia er skivesneglen Bulinus. De to andre arter af Bilharzia lever i tarmens små blodkar, og æggenes passage ind i tarmen kan forårsage diarré med blod og slim. Schistosoma mansoni er udbredt i Afrika, Sydamerika og Vestindien, og mellemværten er den skiveformede lungesnegl Biomphalaria i Afrika og Australorbis og Tropicorbis på den vestlige halvkugle, som alle lever i ferskvand.
Diagrammet herover viser livsløbet af de hinanden efterfølgende generationer af Bilharzia, Schistosoma mansoni, en parasitisk fladorm,
Den tredje varietet af sygdommen forårsages af Schistosoma japonicum og er meget almindelig i Japan, på Philippinerne, i Kina og Sydøstasien, hvor mellemværten er en amfibisk, lågbærende snegl, Oncomelania.
De tre Bilharziaarters livscyklus er meget ens. En larve med fimretråde eller miracidium udvikles i ægkapslen, sædvanligvis mens den er på vej igennem mennesket. Når ægget udtømmes sammen med afføring eller urin, skal det over i ferskvand for at udvikles yderligere. Når ægget når vandet, vrider larven sig omkring inden i ægkapslen og slipper efterhånden ud gennem de sprængte hinder. Larven tiltrækkes af lyset og svømmer til de øvre vandlag, hvor værtssneglen almindeligvis lever på vegetation.
Hvis en egnet snegleart er til stede, borer larven sig ind i den, hjulpet af udskillelse af enzymer, og forandrer sig til en sæklignende struktur, en modersporocyste, inden i sneglen. Herved påbegyndes den ukønnede fase af larvens formering, idet små grupper af celler snart danner dattersporocyster, som bryder ud af modercysten og bevæger sig omkring i sneglens krop. Mange af dem trænger ind i sneglens fordøjelseskirtel eller lever, hvor de selv producerer klaser af celler, som hver især bliver til en ikte med kløftet hale. Haleikterne eller cercarierne slipper ud af sporocysten, bryder gradvis ud af sneglens væv og svømmer i vandet. Ligesom miracidier har de et begrænset fødelager inden i sig og dør, hvis de ikke finder en egnet vært inden for et par timer. Hvis en egnet vært (et menneske) findes, sætter haleikterne sig fast på huden ved hjælp af en sugeskive og borer sig ind ved hjælp af enzymer, idet de efterlader halen udenfor.
De unge ikter trænger nu ind i værtens blodsystem og fortsætter til leveren, hvor de bliver kønsmodne. De vandrer derefter til blodkarrene i blæren eller tarmen, hvor parringen foregår. Hunnen er slankere end hannen og kommer til at ligge i en bugfold i hannens krop. Hunnen lægger talrige æg, som allesammen bliver til miracidier, som er enten hankøn eller hunkøn.
Hvert miracidium udvikler sig til en modersporocyste, der frembringer ca. 30 dattersporocyster, som hver producerer ca. 40 haleikter, således at hvert æg til sidst bliver til ca. 1200 haleikter. Det er sjældent, at bilharziose dræber værtsmennesket, men det nedsætter livskraften, idet den almindelige træthed har en mærkbar indvirkning på værtens arbejdsevne. De spildte arbejdsdage undergraver mange underudviklede landes økonomiske styrke, og ironisk nok har mange tekniske fremskridt såsom overrislingsanlæg hjulpet til med at udvide de smittede områder og øge antallet af mennesker, der kommer i kontakt med forurenet vand.
Forsøg på at få sygdommen under kontrol har været rettet imod forskellige dele af iktens livscyklus. Epidemiologiske undersøgelser foretages i forbindelse med medicinsk massebehandling af smittede mennesker i sygdommens vigtige centrer. Uddannelses- og oplysningsmetoder benyttes i forening med folkesundhedsplaner beregnet på fremskaffelse af sundt drikkevand og vaskemuligheder sammen med installation af effektivt sanitetsudstyr, men dette er kostbare langtidsforanstaltninger. Ødelæggelse af værtssneglen som mellemled ved hjælp af sneglegift, som f.eks. kobbersulfat og natriumpentaklorofenat, har vist sig effektiv i nogle områder. Dette er kostbart, eftersom det er næsten umuligt at opnå fuldstændig udryddelse af sneglene, og kontrol kræver strenge opsynsprogrammer. Forskningen går i retning af at finde mere effektive medikamenter, mere effektive sneglegifte, produktion af vacciner, der kan give immunitet, og studier af sneglemellemværternes økologi.
Hvem tror du denne BIL HARZIA er, som alle skriger om? Nogen der er druknet her?.
.............................................................................................................