Kinesisk Muntjak
Størrelse: Længde 70-130 cm.
Højde ca. 40-45 cm.
Vægt 11-28 kg.
Udbredelse/levested: Sydøstlige
Kina, Taiwan og England
Føde: Blade, skud, kviste samt nedfalden frugt
Levetid: I naturen ca. 11 år, i fangeskab ca. 18 år
Kønsmoden: Hun 24 uger
Han 36-59 uger
Drægtighed: 6-7 måneder
Antal unger: 1-2, normalt 1
Karakteristika
Den kinesiske muntjak eller Reeve's muntjak som den også kaldes er en lille
asiatisk hjorteart. Den er omkring 40-45 cm høj og vejer 11-28 kg. Pelsen er
valnødbrun, med mørkere farver omkring benene. Halen er sort og 10-15 cm og
spejlet er hvidt. Hannen er typisk lidt større og tungere end hunnen og har en
to små horn(12-15cm). Hannen har udover horn, 2 -5 cm lange hjørnetænder, som
sidder på premaxilla, som gør at de ikke så let brækker under kampe om
territorium og hunner. Både hannen og hunnen har sorte aftegninger i ansigtet,
som følger nogle kamme i kraniet. Både hanner og hunner har kirtler omkring
øjnene om producerer en sekret som bruges til bl.a. at afgrænse territoriet.
Klovene på muntjakken er ikke lige store om hos andre hjortearter, hvilket tydeligt
kan ses på dens fodspor. Som andre hjorte er muntjakken meget agtsom og sky.
Levesteder
Den kinesiske muntjak lever i subtropiske regnskove i Sydøst Kina og Taiwan
ofte i nærheden af vandløb. Den skjuler sig godt i den tætte underskov hvor den
også finder sin føde. Den laver små stier gennem skoven som letter passagen
gennem junglen betydeligt.
Muntjakken er også blevet introduceret til Woburn i England omkring år 1900. I
England har muntjakken ikke samme habitat preferencer som den har i Kina og
Taiwan. Den lever fint selvom der ikke er en tæt underskov at gemme sig i, og
er fundet i både løv og granskove, og selv på dyrket jord i forsteder. Dette
skyldes først og fremmest at der i England ikke er samme grad af naturlige
predatorer som i Kina og derfor ikke har samme behov for at kunne skjule sig.
Fødesøgning
Muntjakken finder sin føde dybt inde i junglens tætte underskov. Føden består
af skud, knopper, kviste, svampe og nedfalden frugt, men den er også set æde æg
og ådsler og betegnes derfor som omnivor. Muntjakken er også set jage små
pattedyr og fugle som har rede på jorden.
Adfærd og social levevis
Muntjakken er en solitært-levende, territoriel hjort, som typisk findes i den
tætte underskov i junglen. Som nævnt laver den små stier i den tætte jungle for
at lette bevægelsen gennem terrænet. Muntjakken er mest aktiv i de tidlige
morgentimer og i skumringen. Muntjakken er meget territoriel og vil kæmpe for
at forsvare sit territorium. Hjørnetænderne og hornene bruges til kampe mellem
rivaliserende hanner. Hornene bruges til at skubbe modstanderen ud af balance
og derefter hugges en af hjørnetænderne mod modstanderens ansigt, hals. Kampene
kan være meget voldsomme og blodige og kan føre til at en af hannerne dør. Man
har dog observeret at en dominerende han tolererer en submissiv han på sit
territorium hvis ikke denne er en potentiel trussel eller er i brunst. Dette
kan være en fordel for begge parter. Den submissive han undgår blodige kampe,
men får alligevel mulighed for "træne" og prøve kræfter med den dominante
han. Den dominante har også en fordel heraf, da der nu er to til at forsvare
territoriet samtidig med at han kan have hunnerne for sig selv.
Hunnernes territorier kan godt overlappe i modsætning til hannernes. Hannernes
overlapper kun hunnernes.
Man ved ikke så meget om muntjakkens levealder, men den
engelske lever normalt lidt længere end den kinesiske. Dette skyldes at der
ikke findes predatorer i england i samme grad som i Kina og Taiwan. I Kina og
Taiwan er de naturlige fjender; tiger, leopard, sjakaler krokodiller, slanger
mm, hvor det i England kun er ræven. Dette medfører at muntjakkens adfærd er
noget anderledes i Englang end den er i Kina, hvor den er meget mere sky og
forsigtig.
Muntjakken har en meget veludviklet kommunikation. Den bruger lyde og kemiske
signaler til at kommunikere med. Muntjakken kan gø når den er skræmt, typisk
når der er en predator i nærheden, eller en dominerende artsfælle, hvilket har
givet den øgnavnet, den gøende hjort. Oprindeligt troede man at gøen var
kommunikation mellem artsfæller, signal og fare eller lokalisering. Dette er
dog ikke bevist, derimod har man fundet ud af at gøen har en mere specifik
funktion end først antaget. Gøen bliver brugt ved to omstændigheder: predatorer
i området/nærheden og under sociale interaktioner f.eks. når en submissiv møder
en dominant han. Derudover mener man også at gøen forekommer som følge af en
indre angstreaktion, når den jagtes af en predator, udfordres af andet individ
mm. Gøen er også en god alarm for andre små pattedyr om at en predator, en
tiger eller leopard i er nærheden. Mennesket har også haft glæde af denne gøen
af samme årsag.
Den kemiske kommunikation er den primære kommunikations
metode forgår ved duftmarkeringer omkring territoriegrænsen. Muntjakken sender
signaler til andre om sin identitet, territorium og sexuelle stadie ved hjælp
af denne duftmarkering. Duftkirtlen sidder omkring øjnene og muntjakken gnider
hovedet op af forskellige objekter.
Reproduktion
Muntjakken får adgang til hunnerne ved at territorierne overlapper. Muntjakken
i Kina og Taiwan får kalve året rundt, hvorimod de i England ser ud til at have
en sæson-afhægig cyklus, hvor parringen typisk finder sted i oktober og ungerne
fødes i marts. Begge køn udvikler sig hurtig og bliver kønsmodne allerede efter
24 uger for hunnen og 36 uger for hannen. Det er ikke så sandsynligt at helt
unge hanner får adgang til hunnerne, men unge hanner har generelt større
reproduktiv succes end gamle hanner på grund af bedre/stærkere hjørnetænder.
Når hannen og hunnen mødes, laver hannen en summende lyd, som får hunnen til at
lægge sig fladt ned og virre med hovedet og spinde/pibe som en kat. Dette er
tegn på underkastelse, og kort efter sker parringen. Herefter er hannen ikke
længere involveret og hunnen må klare sig selv. Når brunst tiden er slut taber
hannen hornene. Hornene kommer tilbage på blot 103 dage, hvilket er smart for
en art som kan parre sig året rundt.
En muntjak-kalv er på størrelse med et stort marsvin når de fødes og har hvide
pletter i pelsen. Der er minimal forældre pleje. Diegivning sker normalt kun de
første 17 uger. Fordi ungerne vokser så hurtigt er det ikke en større omkostning
for moderen at opfostre hanner, som ellers normalt har et højere energikrav.
Efter 6 måneder er ungerne udvokset og de må forlade moderens territorium.
Status
Ikke truet, anses for at være almindelig i sydøst Kina, og derfor ikke på liste
over truede dyrearter. Jages for kødets skyld.
Sidste nyt
Er nu set flere gange i Jylland og anses for meget
uvelkommen.