Spidshunde: Den største af de japanske spidshunde har stor
jagtlyst og er krævende at håndtere
HØJDE: Hanner 64-70 cm. Tæver 58-64 cm.
VÆGT: 34-50 kg.
FARVER: Rød, fawn eller brindlet med hvidlige schatteringer
eller ensfarvet hvid.
HJEMLAND: Japan.
INTERNATIONALT RACENAVN: Akita.
MENTALITET: En stor, kraftig og ofte lidt egensindig hund,
der kræver en erfaren og konsekvent ejer, som er i stand til at håndtere den
selvstændige og krævende race. Det er sjældent, at den udfordrer mennesker. Den
er pålidelig over for sin familie og sammen med familiens børn, men den er
tilbøjelig til at udfordre andre hunde.
BEHOV: En stærk hund, som behøver en hel del motion og
beskæftigelse. Opgaver, hvor den skal bruge sin næse, er på en gang mentalt
stimulerende og beroligende. Har brug for nær social kontakt.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Jagtinstinktet er
veludviklet, så man bør være varsom med at slippe den løs, medmindre man har
fuld kontrol over situationen. Den er selvstændig, selvbevidst og søger
konstant nye indtryk. Bortset fra jagtudflugterne holder den god kontakt.
PELS OG PLEJE: Den ca. 3 cm lange dækpels er glat, hård og
står lige ud fra kroppen. Underulden er tyk, blød og meget tæt. Pelsplejen
består i hyppige og grundige gennembørstninger, så pelsen bevarer sine isolerende
egenskaber, og fældningen holdes inden for rimelige grænser.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Hunden er
opmærksom, har en hurtig opfattelsesevne og er meget lærenem. Men den keder sig
nemt, så opdragelsen kræver variation, stor opfindsomhed og godt lederskab,
hvis interessen skal holdes fanget. Racen kræver en ejer med en hel del
hundeerfaring.
OPRINDELSE: De japanske hunde var oprindelig små eller
mellemstore. De største blev i provinsen Akita i det nordlige Japan brugt til
bjørnejagt og som trækhunde. Fra 1868 krydsede man blandt andet med mastiff for
at øge størrelsen og gøre racen egnet som kamphund. Da hundekampe blev forbudt
i 1908, blev racen reddet og i 1931 betegnet som "naturmonument".
Efter 2. Verdenskrig var der kun få individer tilbage, fordelt på flere typer.
Krydsning med oprindelige hunde fra Akita stabiliserede racen.