Jagthunde - drivende og støvere. Dunkerens helt specielle
farve kaldes droplet og forekommer kun hos denne race
HØJDE: Hanner 50-55 cm. Tæver 47-53 cm.
VÆGT: 16-22 kg.
FARVER: Sort eller blåmarmoreret (droplet) med blege fawn
eller hvide aftegninger.
HJEMLAND: Norge.
INTERNATIONALT RACENAVN: Dunker.
MENTALITET: En aktiv, harmonisk og pålidelig jagthund.
Rolig, mild og venlig i familien, men med et voldsomt gåpåmod, når jagtlysten
vækkes. Overbærende med børn og tolerant over for fremmede. Den accepterer
andre hunde, men er ikke en hund, der normalt jager i flok, så den er ikke
specielt selskabelig i forhold til artsfæller.
BEHOV: Den behøver et godt socialt liv og nær kontakt med
sine mennesker samt rigelig fysisk krævende motion og mange opgaver, hvor den
får mulighed for at bruge sin fremragende lugtesans.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Skabt til jagt på harer,
som den ved hjælp af næsen opsporer og gøende driver foran sig. Den er robust,
udholdende, selvstændig og jagtivrig, men holder generelt god kontakt til sin
fører. Den tilpasser sig vanskeligt et liv kun som selskabshund.
PELS OG PLEJE: Den glatte pels er tæt, ret strid og ikke
helt kort med kun lidt underuld. Den beskytter ikke meget mod kulde og fugt,
men hunden tåler alligevel al slags vejr, så længe den er i bevægelse. En
daglig omgang med et fugtigt vaskeskind eller en gummibørste er nok til at
holde den i orden.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Den er som regel
positiv over for indlæring og samarbejdsvillig, når blot dens jagtlyst bliver
respekteret. Indkald skal trænes venligt, vedholdende og konsekvent fra
tidligste hvalpealder. Skift ofte både træningsmiljø og belønning.
OPRINDELSE: De norske støverracer går tilbage til en
blanding af svenske og kontinentale støvere. Dunkeren er udviklet i 1800-tallet
og har navn efter sin skaber, løjtnant Wilhelm Dunker. Dens usædvanlige
marmorerede farve (også kaldet droplet) viste sig i begyndelsen af 1900tallet
at true racens overlevelse, idet ensidig avl på farven resulterede i hvide
hvalpe, som var både blinde og døve. Racen blev slået sammen med hygenhund. I
1934 blev de igen delt, og den sorte farve blev tilladt i begge racer.