Vagt- og gårdhunde: Dværgschnauzeren er en frisk og sporty
selskabshund under de allerfleste forhold.
HØJDE: 30-35 cm for begge køn.
VÆGT: 6-7 kg.
FARVER: Peber/salt, sort, sort med sølvfarvede aftegninger
eller hvid.
HJEMLAND: Tyskland.
INTERNATIONALT RACENAVN: Zwergschnauzer.
MENTALITET: Den er vågen, nærværende og elsker selskab, så
den har det ikke godt med at være alene mere end fire til fem timer dagligt.
Den elsker at være med overalt, tilpasser sig uden problemer og er ikke rastløs
eller urolig. Den er meget social og stortrives i flok også med hunde af samme
køn. En nem og kvik selskabshund i en ikke alt for magelig familie.
BEHOV: En livlig og stærk lille hund, som dog ikke er
voldsomt motionskrævende. Et par gode ture om dagen på steder, hvor den kan for
lov at løbe løs og møde artsfæller, tilfredsstiller den voksne hunds behov.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Dens jagtinstinkt kommer
til udtryk over for rotter og mus, som den dræber effektivt. Den holder sig i
relativ nærhed af sine mennesker og strejfer ikke. Den er glad for at gø og kan
være temmelig højrøstet, hvis den ikke stoppes i det gennem en målrettet
opdragelse.
PELS OG PLEJE: Den tætte og stride pels skal trimmes to til
fire gange årligt, så fælder den ikke og tåles af mange allergikere. Det
kraftige skæg skal redes dagligt, mens kropspelsen kun behøver at blive børstet
igennem et par gange om ugen. Se ofte tænderne efter, da racen tidligt danner
tandsten.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Den er meget
lydhør, opmærksom og samarbejdsvillig, og den er derfor nem at opdrage. Sæt dog
grænser for den kvikke hund. Træn i korte sekvenser med masser af belønning.
Agilitytræning er populær hos racen på grund af tempoet og variationen.
OPRINDELSE: Den formindskede udgave af schnauzeren er skabt
på basis af særlig små individer. Racen genkendes på malerier helt tilbage fra
1700-tallet, hvor den oprindelige rottehund kom ind i varmen og blev
selskabshund for husets damer og legekammerat for børnene. I lang tid blev den
og dværg- og affenpinscher regnet for samme race, og den sidste udskilning
skete først i 1903. Dværgschnauzeren er en frisk og handy selskabshund også for
familier, der køber hund for første gang. Farvevarianterne regnes for
selvstændige racer.