Vagt- og gårdhunde: Den engelske bulldog er charmerende,
excentrisk og kræver en hel del af sin ejer
HØJDE: 35-40 cm.
VÆGT: Hanner 25 kg. Tæver 22,7kg.
FARVER: Ensfarvet rød i forskellige nuancer, fawn eller
brindlet med eller uden sort maske eller hvide aftegninger.
HJEMLAND: Storbritannien.
INTERNATIONALT RACENAVN: Bulldog.
MENTALITET: En venlig, hengiven og charmerende hund, som med
rødder i kamphundesporten også kan blive meget vred, hvis den provokeres. Den
kan skiftevis være overstrømmende glad, kærlig og egenrådig, grænsende til det
stædige. Velegnet som selskabshund hos mennesker med hang til det excentriske
og overbærenhed for snorken.
BEHOV: En daglig spadseretur i roligt tempo, gerne i
spændende omgivelser, opfylder den voksne hunds motionsbehov. Den kræver til
gengæld et godt socialt liv som familiens ubestridte midtpunkt.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Bulldogger er
individualister, og der er store variationer inden for racen. Hunden bør dog
generelt ikke udsættes for belastende aktivitet, da den kan rammes af
åndedrætsbesvær især på varme sommerdage. Bevæger sig sjældent langt væk fra
sin ejer.
PELS OG PLEJE: Den korte, fine og glat tilliggende pels
holdes nemt fri for løse hår med jævnlig børstning. De dybe hudfolder, især på
hovedet, og de voldsomme læbefolder skal altid holdes rene og tørre for at
undgå hudirritationer. Også øjnene med de løse rande kræver nogen pleje.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Det kræver en
hel del tålmodighed at opdrage en bulldog, men man når langt med belønning,
afveksling og træning i korte sekvenser. Den ellers godmodige hund kan optræde
aggressivt over for artsfæller, den mener udfordrer den.
OPRINDELSE: Kampe mellem hunde og andre dyr har været en
kendt folkeforlystelse helt tilbage i det gamle Rom og videre Middelalderen
igennem. Betegnelsen bulldog tyrehund blev brugt allerede i 1600tallet for en
krydsning mellem mastiff-lignende vagthunde og hidsige jagtterriere. De skulle
kunne bide sig fast i tyren uden at tabe vejret og være lavbenede nok til at
undgå de sparkende klove. Dyrekampe blev forbudt i England i 1835, og de
lynhurtige muskelbundter udviklede sig efterhånden til landets nationalrace.