Gravhunde

Jagthunde - drivende og støvere.

HØJDE: 15-25 cm.

VÆGT: Højst 9 kg.

FARVER: Korthåret og langhåret er ensfarvet rød, eventuelt rødgul eller gul, med eller uden sorte hårspidser, sort eller brun med rustbrune eller gule aftegninger, merlefarvet eller tigret. Ruhåret er desuden lyst til mørkt vildtfarvet.

HJEMLAND: Tyskland.

INTERNATIONALT RACENAVN: Dachshund.

MENTALITET: En gravhund er uanset størrelse og hårlag aktiv og energisk, når den er ude, mens den er rolig og afbalanceret inde. Den er kvik, veloplagt og deltager gerne i familiens liv. Den er selvstændig, modig og robust - en stor hund i en lille krop. Den accepterer fremmede uden at være indladende. Noget gøende, dog ikke umotiveret eller vedholdende. En oprindelig jagthund, som i dag også er en værdsat selskabshund med jagtlysten i behold.

BEHOV: Den har et stort behov for at bruge sin næse, og det må respekteres og tilfredsstilles gennem mange opgaver, hvor den skal søge efter noget. Den behøver desuden en tidlig socialisering med andre dyr, et godt socialt liv med megen menneskelig kontakt samt regelmæssig motion for at undgå overvægt.

AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Gravhunden er skabt til at arbejde selvstændigt under jorden uden hjælp fra sin fører og også som drivende jagthund meget langt væk fra sin fører. Til forskel fra flere andre drivende hunde arbejder den fortrinsvis alene. Jagtlysten er stadig udpræget selv efter mange generationer som selskabshund. Hvis man vil kunne gå med sin hund løs og være sikker på, at den kommer, når der bliver kaldt, kræver det en tidlig og grundig indlæring. Ubetinget lydighed er i det hele taget ikke det, gravhunde er bedst til.

PELS OG PLEJE: Alle tre størrelser forekommer i tre pelsvarianter: Korthåret, som kun kræver ubetydelig pleje. Ruhåret, som kræver jævnlig gennembørstning og trimning et par gange om året ofte kan man lære at gøre det selv. Langhåret, som behøver en ugentlig gennembørstning og frisering navnlig under bugen. Der kan parres frit på tværs af størrelsesvarianterne, mens der er krydsningsforbud mellem hårlagsvarianterne.

TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: En gravhund er let at motivere, men interessen kan være svær at fastholde. Indlæringen skal være kortvarig, men flere gange daglig og absolut venlig. Beløn samarbejde. Begynd gerne træning af nye færdigheder indendørs eller i en "kedelig" have. Der skal ikke mange spændende dufte til for at tænde jagtlysten. Gravhunde kan have stor fornøjelse af at følge spor.

OPRINDELSE: Racerne er formentlig opstået i Middelalderen, ved at den tyske lavbenede støver er blevet ramt af kondrodystrofi, en arveligt betinget dværgvækst i de lange rørknogler. Dette handicap viste sig imidlertid hurtigt at være en styrke. Ud over deres oprindelige opgave som drivende jagthunde blev de velegnede til også at arbejde under jorden, hvor de gennem udfald fra skiftende steder, men uden angreb provokerer ræven til at forlade graven.

Gravhundene bruges stadig til gravjagt, drivjagt og som schweisshunde, som opsporer skadet vildt. De tre størrelser er skabt gennem selektiv avl på mindre eksemplarer. De klassificeres på basis af brystomfanget, målt efter hunden er fyldt 15 måneder. Standardstørrelsen måler over 35 cm, dværgen 30-35 cm og miniaturen op til 30 cm Hvalpe registreres efter moderens størrelse og kan flyttes som voksne.

Den ruhårede gravhund i standardstørrelse er en af de mest populære hunderacer herhjemme, lige værdsat på praktisk jagt og som selskabshund.

Den korthårede gravhund har de senere år tabt lidt terræn til den ruhårede variant. Også den ses oftest i standardstørrelsen.

De tre størrelser af langhåret gravhund overgår i antal tilsammen de to andre hårlagsvarianter.

DISKUSPROLAPS:

Mange gravhunde får diskusprolaps. Ryglidelsen er næsten udelukkende arveligt betinget og skyldes ikke miljøpåvirkning. Man skal således ikke pakke sin gravhund ind i vat, og man behøver ikke at bo i etplanshus for at have gravhund, men de korte ben kan have svært ved at klare mange trapper. Dansk Gravhundeklub har indført et forebyggelsesprogram, så man kan vælge en hvalp efter forældre, der efter en røntgenundersøgelse af ryggen har fået en såkaldt K-status (den skal være så lav som muligt).