Spidshunde: Den islandske fårehund har gennem de senere år
vundet stor udbredelse i Danmark
HØJDE: Hanner ca. 46 cm. Tæver ca. 42 cm.
VÆGT: 9-14 kg.
FARVER: Nuancer fra cremefarvet til rødbrun, chokoladebrun,
grå eiler sort, alle eventuelt med hvide aftegninger.
HJEMLAND: Island.
INTERNATIONALT RACENAVN: islenskur Fjárhundur.
MENTALITET: Den er venlig, nysgerrig, legelysten og dermed
velegnet som familiehund. Gæster modtages med begejstring og gøen. Den er
selskabelig og kan have svært ved at være alene hjemme mange timer hver dag.
Tilbøjelig til gøende at drive med alt, hvad der bevæger sig, hvis det ikke
dæmpes gennem en tidlig og målrettet indsats.
BEHOV: Et udpræget flokdyr, som behøver en tæt social
kontakt med familien. Desuden en hel del motion og beskæftigelse, som
stimulerer den mentalt. Det er ikke en hund for magelige mennesker.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Den knytter sig
fuldstændigt til sine mennesker og holder meget nær kontakt, da jagtlysten er
behersket. Den er tillidsfuld over for fremmede og andre hunde og kan godt gå
løs. Hyrdeinstinktet får den dog ofte til at løbe efter biler og cykler.
PELS OG PLEJE: Racen findes i to pelsvarianter, korthåret og
langhåret.
Begge har tæt og vandafvisende dækpels over tyk og blød
underuld, og den beskytter godt mod vejr og vind. Hunden fælder en del især i
overgangsperioderne, og pelsen skal børstes grundigt igennem en gang om ugen.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Racen er kvik,
livlig, arbejdsvillig, positiv over for indlæring og let at træne. Begynd
tidligt, vær konsekvent og venlig og giv interessante belønninger uden at
stresse. Agility er en god erstatning for de oprindelige hyrdehundeopgaver.
OPRINDELSE: De vikinger, der kom til Island omkring år 900,
havde antagelig jagthunde med, men da der ikke var vildt på øen, blev de
hurtigt omskolet til hyrdeog gårdhunde. Den energiske og nøjsomme hund
tilpassede sig gennem århundreder terrænet og nybyggernes hårde kamp for at overleve.
Den blev uundværlig, når gårdenes fritgående dyr skulle drives sammen. I
1900-tallet blev racen næsten udryddet af en hundesygeepidemi og derpå af en
beskyldning for at overføre sygdom til både mennesker og får.