Jagthunde stående. Kleiner münsterländer er især værdsat af
fritidsjægere på grund af størrelsen og alsidigheden
HØJDE: Hanner 50-58 cm. Tæver 48-56 cm.
VÆGT: 16-22 kg.
FARVER: Hvid med brune partier eller brunskimlet.
HJEMLAND: Tyskland.
INTERNATIONALT RACENAVN: Kleiner Münsterländer Vorstehhund.
MENTALITET: Den mindste af de tyske hønsehunde er en livlig
og energisk hund. Den er venlig og hengiven over for familien og falder godt
til hos mennesker med et aktivt udendørs liv, men den er og bliver en jagthund,
som ikke er tilfreds med en tilværelse som udelukkende selskabshund. Den kan
være en smule på vagt over for fremmede.
BEHOV: Den knytter sig meget tæt til hele familien, men har
også et stort behov for at løbe og bevæge sig frit og for at bruge sin næse.
Den sætter meget stor pris på at apportere og svømmer gerne.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Jagtlysten er meget stærk,
og der skal vedholdende træning til for at holde den frie hund under kontrol.
Den er hurtig og grundig, når den selvstændigt afsøger et terræn for fugle.
Generelt er den lydhør over for anvisninger og holder god kontakt.
PELS OG PLEJE: Den middellange pels er glat og silkeagtig,
kun en smule bølget og ligger tæt til kroppen. En grundig gennem børstning og
frisering en gang om ugen holder den fri for snavs, løse hår og filtre. En
velplejet pels fælder kun ubetydeligt. Pelsen yder ret god beskyttelse.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Navnlig som ung
er den meget villig til at samarbejde og glad for at lære, så opdragelsen
volder sjældent problemer. Træn i et kvikt tempo, gerne med hunden løs. Vær
venlig og konsekvent, men undgå hårdhed. Beløn hurtigt og varieret.
OPRINDELSE: Racen er en videreudvikling af de
middelalderlige fuglehunde, som tidligt var almindelige over hele Mellemeuropa.
Dens udseende har ikke ændret sig meget gennem flere hundrede år. Især var den
udbredt som allround jagt- og gårdhund omkring byen Münster nær ved grænsen til
Holland. Selv her var den dog næsten gået i glemmebogen, indtil den blev "genopdaget"
og godkendt som race i 1912. Det er en hund, som på grund af sin størrelse og
sin alsidighed især er værdsat af fritidsjægere.