Spidshunde: De to størrelsesvarianter af den hårløse hund
fra Mexico regnes for selvstændige racer
HØJDE: To størrelser: Standard 35-38 cm. Miniature højst 35 cm.
VÆGT: 6-14 kg.
FARVER: Fra sort over sortgrå, skifergrå og mørkegrå til
rødlig, leverfarvet, bronzefarvet og gylden, ensfarvede eller brogede.
HJEMLAND: Mexico.
INTERNATIONALT RACENAVN: Xoloitzquintle Perro Pelon
Mexicano.
MENTALITET: En stilfærdig og rolig hund, som er glad,
opmærksom og vågen. Den er vagtsom og kan være lidt mistroisk over for
fremmede, nærmest ligeglad med andre hunde. I familien er den meget selskabelig
og kærlig, men den eksotiske skabning er alligevel ikke en hund for hvem som
helst. Dertil kræver den for megen omhu og pleje.
BEHOV: Hunden har et stort behov for social nærhed og nye
oplevelser. Den har ingen pels, og den tynde og sarte hud kræver ekstrem pleje.
Den må aldrig tørre ud, og den bliver let solskoldet.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Racen er både livlig og
udholdende. Den elsker lange gåture, og så længe den er i bevægelse, kan den
godt klare både vind, regn og nogle få minusgrader. Den er imidlertid skabt til
varme, og i vores klima opholder den sig helst indendørs.
PELS OG PLEJE: Pelsen er kun nogle få børsteagtige hår på
skallen, poterne og halespidsen. Huden er ellers nøgen, glat og meget følsom
ved berøring. Den føles varm, da hunden har en kropstemperatur et par grader
over det normale. En ud af tre hvalpe fødes med en fint dunet pels. De indgår i
videre avl for at holde racen sund og med nogenlunde tandsæt.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Den er samarbejdsvillig,
opmærksom og ikke svær at opdrage, da den sætter stor pris på menneskelig
kontakt. Vær konsekvent, men også meget blid, varieret og opfindsom med
belønningerne.
OPRINDELSE: Der forekommer hårløse hunde både i Sydamerika,
Afrika og Kina, men deres oprindelse er et mysterium. Både azteker, tolteker og
mayaer værdsatte disse hunde, og de indgik i forskellige ritualer. I Mexico
blev de anset for at være den jordiske repræsentant for guden Xolotl, og de
havde til opgave at ledsage de afdøde til deres evige hvilested. Racen har navn
efter guden med tilføjelse af itzcuintle, som betyder hund. Indianerstammer tog
vare på den efter de magtfulde rigers undergang.