Spidshunde: De større tyske spidshunde er vagtsomme, men
jagtlysten er generelt afdæmpet
HØJDE: Mittelspitz 30-38 cm. Grossspitz 42-50 cm.
VÆGT: Mittelspitz 10-12 kg. Grossspitz 17-19 kg.
FARVER: Sort, brun eller hvid. Mittelspitz desuden orange,
ulvegrå, creme, creme-zobel, orangezobel, black and tan eller broget.
HJEMLAND: Tyskland.
INTERNATIONALT RACENAVN: Deutscher Spitz (Mittelspitz) og
Deutscher Spitz (Grossspitz).
MENTALITET: To tyske spidshunderacer, som kun adskiller sig
fra hinanden i størrelse og farver. De er begge selvbevidste, hengivne og
loyale i forhold til familien og tålmodige med børn, men lidt mistroiske over
for fremmede og ikke særlig tolerante over for andre hunde. Som selskabshunde
kræver de en hel del hundeerfaring.
BEHOV: Kræver en tidlig og omhyggelig socialisering for at
vænne dem til fremmede hunde og mennesker og for at dæmpe lysten til at gø. De
sætter pris på en hel del motion og opholder sig gerne i det fri.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Deres skarpe opmærksomhed
og manglende interesse for jagt gør dem til pålidelige vogtere af alt, hvad der
er dem betroet. De er meget tæt knyttede til deres familie, retter sig gerne
efter anvisninger og er ikke tilbøjelige til at gå deres egne veje.
PELS OG PLEJE: Pelsen beskytter effektivt i al slags vejr.
Den er halvlang med let udstående dæk hår over en tæt underuld, som er
fyldigere om vinteren end om sommeren. Pelsen fælder en del og er tilbøjelig
til at filtre, og den skal derfor børstes grundigt igennem med jævne mellemrum.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: De mellemstore
tyske spidser kan ofte være lidt egenrådige, så de er ikke helt lette at
opdrage. Undgå hårde metoder, vær altid venlig, konsekvent, retfærdig og
opfindsom med belønninger. Træn i korte og varierede tempofyldte sekvenser.
OPRINDELSE: De tyske spidser er efterkommere af stenalderens
tørvehund, som også talrige andre racer er udgået fra. De var fra middelalderen
en fast del af livet på gårdene, hvor de holdt vagt, tog rotter og mus og
fungerede som hyrdehunde. Godsejerne tolererede hundene, fordi de var
uinteresseret i vildt og ikke lod sig oplære til jagthunde. Mittelspitz og
grosspitz passer stadig deres oprindelige arbejde, mens rollen som
selskabshunde næsten helt er overtaget af de to mindste varianter og af den
lidt større keeshond.