Terriere: Det er kun ørestillingen, der adskiller norfolk og
norwich terrier. På andre punkter er de identiske
HØJDE: 25-26 cm for begge køn.
VÆGT: 5-5,5 kg.
FARVER: Alle nuancer af rød, hvedefarvet, sort og tan eller
grizzle.
HJEMLAND: Storbritannien.
INTERNATIONALT RACENAVN: Norfolk Terrier.
MENTALITET: Dens blide og kontaktsøgende væsen gør den til
en god familiehund. Den er livlig, aktiv, opfindsom, charmerende og generelt
venlig over for alle uanset alder, kendte såvel som fremmede. Det er en lille
hund, men det er der aldrig nogen, der har fortalt den. Den er vagtsom og
frygtløs, men ikke stridbar. Noget gøende.
BEHOV: Den elsker motion og udendørs liv, og den er næsten
umulig at gå træt. Men den elsker også mad, så man skal passe på vægten i
perioder med mindre aktivitet. Trives som hjemmets midtpunkt.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Den oprindelige rottejæger
er en selvstændig hund. Den kan stadig tænde på for eksempel en kat, og så kan
den være svær at kalde til orden. Den er dog samtidig tæt knyttet til sine
mennesker og vil gerne gøre dem tilpas, så den holder som regel nær kontakt.
PELS OG PLEJE: Som for alle ruhårede terriere skal pelsen
trimmes nogle gange om året. Her står det dog ligefrem i racestandarden, at
overdreven trimning er uønsket, og man kan udmærket lære at gøre det selv. I
det daglige holdes pelsen med børste og kam, så fælder den kun lidt.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: En opmærksom,
lærenem og samarbejdsvillig hund, som helst selv vil kunne se et formål med
øvelserne. Prøv med godbidmetoden, for i denne lille hunds øjne er der intet så
fornuftigt som mad. Træn konsekvent, venligt, kvikt og varieret.
OPRINDELSE: Med undtagelse af ørestillingen er norfolk og
norwich terrier identiske. Baggrund, udseende og personlighed er den samme.
Helt fra 1800-tallet har der været terriere i det østlige England med både
stående og hængende ører, og de blev parret indbyrdes som norwich terrier.
Først i 1964 blev varianten med de hængende ører anerkendt som selvstændig race
under navnet norfolk terrier, og de to varianter bliver ikke længere blandet. I
dag er norfolken i praksis en anelse større end norwich.