Spidshunde: Ingen race er bygningsmæssigt i den grad
tilpasset forholdene som den norske lundehund
HØJDE: Hanner 35-38 cm. Tæver 32-35 cm.
VÆGT: 6-7 kg.
FARVER: Rødbrun til lysebrun med sorte hårspidser, sort
eller grå, alle med hvide aftegninger, eller hvid med mørke aftegninger.
HJEMLAND: Norge.
INTERNATIONALT RACENAVN: Norsk lundehund.
MENTALITET: Oprindelig en jagende spidshund, men i dag en
helt speciel, lidt spøjs familiehund, som dog næppe er en race for helt
uerfarne ejere. Den knytter sig tæt til hele familien og tager gerne del i alle
aktiviteter. Den har en forkærlighed for at grave, men den er ikke så gøen de
som andre racer med samme arbejdsbaggrund.
BEHOV: Den skal have et godt socialt liv, passende motion og
mange mentalt stimulerende opgaver. Kan være lidt reserveret over for fremmede,
hvis den ikke socialiseres fra tidligste hvalpealder
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: En livlig opfindsom og
umådelig smidig og adræt lille hund, som stadig har megen jagtlyst i behold.
Den bevæger sig gerne, er lynhurtig og kan næsten komme igennem et nøglehul.
PELS OG PLEJE: Den korte og stride dækpels over blød underuld
kræver meget lidt pleje. En grundig ugentlig gennembørstning er tilstrækkelig
til at holde den fri for løse hår. Fælder kun i overgangsperioderne. Hold til
gengæld øje med neglelængden, især på de ekstra tæer, hvor kløerne ikke slides
så meget.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Arbejdsglad og
lærevillig, men også en selvstændig problemløser, som er mere modtagelig for
venlig og konsekvent vejledning end for at modtage ordrer. I modsætning til
mange andre spidshunde er lundehunden meget glad for at apportere.
OPRINDELSE: På øerne Værøy og Røst ud for Nordnorges kyst
blev racen i århundreder brugt til at fange og dræbe søpapegøjer (lunder) i
deres reder og bringe dem ud til jægerne. Livet på de stejle klippevægge har
betinget tre unikke egenskaber. For at stå bedre fast har den seks tæer og syv
eller otte trædepuder på hver pote. For bedre at kunne krybe ind i hulerne kan
den strække forbenene 90 grader ud fra kroppen og bøje hovedet helt bagud langs
ryggen. For at undgå vand og snavs i ørerne kan den klappe det ydre øre sammen.
Lunder er i dag totalt fredede. Hundene blev reddet ved en stor avlsindsats.