Spidshunde: Hvis en hund med så overdådig pels skal befinde
sig godt, kræver det flittig brug af børsten.
HØJDE: 18-22 cm for begge køn.
VÆGT: 2-3 kg.
FARVER: Sort, brun, hvid, orange, ulvegrå, creme,
creme-zobel, orangezobel, black and tan eller broget.
HJEMLAND: Tyskland.
INTERNATIONALT RACENAVN: Deutscher Spitz
(Zwergspitz/Pomeranian).
MENTALITET: En hund, som trods sin lidenhed har meget af
spidshundenes selvsikkerhed og vagtsomhed i behold inklusive tilbøjeligheden
til at gø af alt og alle. Det er en af de mindste hunderacer, men den opfatter
bestemt ikke sig selv som lille. Den kræver uforfærdet respekt fra alle, som
den møder, mennesker såvel som hunde.
BEHOV: En selskabelig, livlig og frisk hund, der sætter stor
pris på et par daglige spadsereture. Den bør fra hvalp lære at omgås andre
hunde, så den ikke provokerer dem, der er større end den selv.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Den oprindelige rottehund
er blevet avlet stadig mindre og holdes nu udelukkende som selskabshund. Den
befinder sig bedst i nær kontakt med familien, men er ikke tilfreds med at
blive båret rundt på armen. Den er aktiv og meget glad for at lege.
PELS OG PLEJE: Den overdådige pels, som leder tankerne hen
på en pompon, kræver omhyggelig pasning, hvis den ikke skal filtre sammen i
totter, som generer hunden. Væn den til at blive børstet og friseret fra den
tidligste hvalpealder, og afsæt 10-15 minutter daglig til pelspleje.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Hunden er glad,
opmærksom og lærenem, og den kan blive overraskende lydig, hvis ejeren blot er
tålmodig, venlig og konsekvent. Den har gode evner for at følge et spor, og
opgaven stimulerer den mentalt på en meget positiv måde.
OPRINDELSE: Den mindste spidshunderace kommer fra Pommern i
Tyskland og er et resultat af avl på særlig små eksemplarer af tysk spids. Den
er beskrevet omkring år 1700 og var oprindelig større, end vi kender den i dag,
og med mindre pelspragt. Den samlede aldrig den store interesse i sit hjemland,
og først da den fik fodfæste i Storbritannien, tog udviklingen fart. Den
hundeglade dronning Victoria anskaffede flere af de små hunde, og så var
populariteten sikret, og racen bredte sig ud over hele verden.