Vagt- og gårdhunde: En stærk og arbejdskrævende hund, som
samtidig er både pålidelig og afbalanceret i familien
HØJDE: Hanner 61-69 cm. Tæver 56-63 cm.
VÆGT: 41-50 kg.
FARVER: Sort med rustrøde aftegninger.
HJEMLAND: Tyskland.
INTERNATIONALT RACENAVN: Rottweiler.
MENTALITET: Modsat hvad mange tror, er rottweileren
gennemgående en meget venlig hund. Den er for eksempel præcis lige så glad for
familiens børn som de fleste andre racer, og den er stabil og pålidelig over
for alle også fremmede. Er man indstillet på at bruge tid på at opfylde racens
elementære behov, er den en hengiven og spændende familiehund.
BEHOV: Racen er arbejdskrævende. Man skal afse tid til
rigelig daglig motion, tidlig socialisering, fornuftig opdragelse og mental
stimulering for at få et godt socialt liv sammen med hunden.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: En aktiv, selvsikker og
uforfærdet brugshund, som er arbejdsglad, smidig og udholdende. I almindelighed
glad for at efterkomme anvisninger fra sin ejer, som den holder tæt kontakt
med. Men samtidig en stærk hund, som det kræver nogen råstyrke at håndtere.
PELS OG PLEJE: Pelsen er middellang, hård, strid, tæt
tilliggende og med tyk underuld. Den beskytter effektivt mod nedbør, isolerer
godt mod kulde og nogenlunde mod varme. Pelsplejen er ubetydelig og indskrænker
sig til en ugentlig gennembørstning for at fjerne løse hår og støv.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Arbejdsglad og
let at opdrage. Dog kan navnlig hanhundene være selvhævdende med tilbøjelighed
til at svare igen, hvis de føler sig udfordret. Hunden bør livet igennem trænes
venligt med ubøjelig konsekvens, mange opgaver og nær kontakt.
OPRINDELSE: Romernes legioner medbragte store forsyninger
ofte i form af kvægflokke. Til at holde styr på dyrene og vogte materiellet
havde man solide hyrdehunde. Efter Romerrigets opløsning levede disse hunde
videre i Sydtyskland i århundreder, blandt andet omkring byen Rottweil, hvor de
især blev værdsat af slagtere, der skulle opkøbe kvæg og transportere det til
slagtning. Med jernbanernes indtog blev racen arbejdsløs og var i stærk
tilbagegang, indtil den omkring 1910 blev "opdaget" som tjenestehund.