Spidshunde: Næsten alt, hvad der bevæger sig, kan vække
racens instinktive hyrdeinteresse
HØJDE: Hanner 45-51 cm. Tæver 40-46 cm.
VÆGT: 19-21 kg.
FARVER: Ensfarvet sort eller brun. Bjørnebrun foretrækkes.
HJEMLAND: Sverige.
INTERNATIONALT RACENAVN: Svensk lapphund.
MENTALITET: Først var den jagthund. Senere blev den
hyrdehund. Og i dag vinder den stadig stigende popularitet som familie- og
selskabshund. Den er generelt venlig, tillidsfuld og imødekommende over for
alle mennesker, tolerant i forhold til børn og andre hunde og vagtsom og
beskyttende uden at være skarp. Er ofte temmelig gøende.
BEHOV: Den oprindelige arbejdshund har stadig behov for
megen motion og beskæftigelse med opgaver, som stimulerer den mentalt. Den er
samtidig afhængig af nær social kontakt med familien.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Det tidligere arbejde med
at drive og vogte kæmpestore, vildtlevende flokke af rensdyr kræves ikke
længere. I stedet kan den selvstændige hund instinktivt kaste sin
hyrdeinteresse på biler, cyklister, kondiløbere og alt, hvad der i øvrigt
bevæger sig.
PELS OG PLEJE: Den grove og meget fyldige dækpels står lige
ud fra kroppen og krøller lidt ved roden. Underulden er blød, tæt og fint
krøllet. Det er en pels til kulde og sne, og hunden fælder en del af den på den
varmeste årstid. Pelsen bør gennembørstes grundigt en gang om ugen.
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Racen er
selvstændig, men som regel også samarbejdsvillig og positiv over for indlæring.
Begynd træningen tidligt og læg hovedvægten på øvelser, der skaber tillid og
kontakt. Træn tempofyldt i korte sekvenser på skiftende steder og med varierede
belønninger.
OPRINDELSE: Sandsynligvis havde samerne disse hunde med, da
de engang i urtiden kom til de skandinaviske tundraområder nord for
polarcirklen. Samerne var i årtusinder jægere og fiskere, og de blev først
senere rensdyrnomader. Hundene var med under hele denne udvikling, og træk fra
mange forskellige arbejdsfunktioner kan stadig ses hos racen. I begyndelsen af
1900-tallet var den truet af blanding med andre racer, ligesom moderne
hjælpemidler overtog meget af dens arbejde. Den blev dog reddet i tide.