Terriere: Selvom yorkshire terrieren er meget lille, er den
alligevel en terrier med liv og sjæl
HØJDE: 22-24 cm for begge køn.
VÆGT: Højst 3,1 kg.
FARVER: Varm, lys tan og mørkt stålblå fra nakkeknude til
halerod.
HJEMLAND: Storbritannien.
INTERNATIONALT RACENAVN: Yorkshire Terrier med kælenavnet
yorkie.
MENTALITET: En af verdens allermindste hunderacer, men
alligevel en terrier med liv og sjæl. Livlig, opmærksom og fuld af sjove
påfund. En selskabelig, glad og morsom hund, som alene på grund af størrelsen
hverken kræver plads eller særlig erfaring. Til gengæld må man være indstillet
på en hel del pelspleje. Lidt gøende.
BEHOV: Selvom hunden er lille, sætter den stor pris på at
bevæge sig. Den leger gerne med bolde og legetøj og bør mindst have et par friske,
daglige spadsereture samt et godt socialt liv med familien.
AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS: Den er stadig en
fantastisk musefanger, og dens energi virker næsten uudtømmelig. Den er glad
for at løse opgaver og for skiftende aktiviteter. Den er selvstændig og
opfindsom, vil gerne gøre sine mennesker tilpas og holder som regel god kontakt
PELS OG PLEJE: Den fine pels er silkeagtig og glansfuld. Den
kræver en omfattende pleje med daglig børstning og frisering samt vask og
føntørring mindst en gang om måneden. Udstillingshunde har pels helt til jorden
og er endnu mere krævende. Andre yorkier får ofte de længste hår klippet
TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING: Mange små hunde
bliver forkælede fra det øjeblik, de kommer ind i huset, og de får aldrig
mulighed for at vise, hvor lærenemme og samarbejdsvillige de egentlig er.
Tempofyldt og varieret træning med venlig konsekvens vil kun gøre hunden
gladere.
OPRINDELSE: Racen blev skabt midt i 1800-tallet i
distrikterne i Yorkshire. Vævere og fabriksarbejdere skaffede sig en
ekstraindtægt ved at opdrætte små hunde, som kunne holde rotter og mus fra
dørene på værksteder og hos småfolk og være til fornøjelse for mere velbeslåede
damer. Farverne og den silkeagtige pels tyder på, at flere nu uddøde terrierracer
samt malteser har deltaget i blandingen. De tidligste hunde var hverken så små
eller så pelsrige som nutidens sofistikerede selskabshund.