Katte holder af mælk, men tåler dårligt koncentreret komælk
som ofte giver dem diarré.
Katten er af naturen kødspiser, det mest kødædende af
husdyrene. Dens tandsæt, de anatomiske og fysiologiske særegenheder ved dens
fordøjelsessystem (forholdsvis kort tarm, hurtig gennemgang), samt dens smag, får
den til at foretrække produkter af animalsk oprindelse: kød, indvolde, fisk. I
vild tilstand ernærer katten sig hovedsageligt af levende byttedyr, som i det
store og hele skaffer den en meget fuldkommen række fødemidler. Den spiser
faktisk ikke blot kødet, men også knogler, indmad, mave- og tarmindhold. Den
tamme kat, der næsten udelukkende fodres med kød, får derimod kun musklen.
Dette resulterer i mangelsygdomme, da alle kattens næringsbehov ikke dækkes af
de næringsstoffer kødet indeholder. Omvendt er det også en fejl at ernære en
kat på samme måde som et menneske og give den en mængde forskellige fødemidler
som dem, vi får. Størstedelen er den ude af stand til at fordøje, som for
eksempel grønsager.
Heldigvis har katten en meget fornuftig smag og lader sig
ikke proppe med ganske unødvendige fødeemner.
Når man vil fodre sin kat rigtigt, er det bedst at kende
dens behov så præcist som muligt og derefter tilfredsstille dem, idet man tager
hensyn til dens personlige smag og den særlige kost, der egner sig for denne
hovedsagelig kødædende art.
Behov
Uanset race viser vore katte en vis ensartethed i størrelse
og vægt, og deres levevis er nogenlunde den samme. Man kan derfor fastsætte
typiske behov for alle katte, der udfolder sig - og trives godt, lader det til
- inden for vor livsramme, og for hvem jagten kun er en leg.
Behovene ansættes efter kvantitet og kvalitet. At spise vil
sige at fortære de forbrændingsstoffer, der skaffer den nødvendige energi til
at få den maskine, som organismen er, til at fungere. Denne energi tilføres
hovedsagelig med kostens lipoider og kulhydrater (fedtstof, sukker og
stivelse), og man måler kalorierne. Behovet for kalorier varierer med den
omgivende temperatur og dyrets aktivitet. En kat vil bruge mere energi om vinteren
end om sommeren, og et dyr, der kan færdes udendørs har større behov end et dyr
i en lejlighed. For en voksen kat, der lever i en have, ansættes det daglige
energibehov til 70-90 kalorier pr. kg legemsvægt; for en indendørskat til 60-65
kalorier og for et kastreret dyr til 40-50 kalorier. For mange kalorier er
årsagen til fedme.
Proteiner, som er opbygget af aminosyrer, er uundværlige for
opbygningen og vedligeholdelsen af organismen. Kosten bør indeholde et vist
antal af disse syrer (cirka en halv snes) da de ikke kan produceres af dyret
selv. For kattens vedkommende er de vigtigste cystin og methionin, men disse
stoffer findes i en meget ringe mængde i kødet. For at en kat på 3 kg, der
udelukkende fodres med kød, ikke skal mangle methionin, skulle den have mindst
150 g kød om dagen (ifølge Ferrando). Men man kan tilføre disse to aminosyrer
ved at føje kornsorter til kosten; disse er fattige på en anden lige så
uundværlig aminosyre, lysin.
Da katten er kødspiser, udgør kødet - eller fisken - derfor
det væsentligste af dens kost, men der må tilføjes ekstra fødemidler, således
at der ikke kommer til at mangle visse vigtige aminosyrer. Foruden disse
hovedbestanddele har katten brug for mineraler og vitaminer. De nødvendige
mængder er ringe, men de må alligevel være tilstrækkelige. Forholdet mellem
disse forskellige bestanddele er meget vigtig for at stofskiftet kan fungere
rigtigt.
Overdrivelse er lige så farligt som mangel. En
utilstrækkelig mængde kalk eller overdrevent meget fosfor, eller mangel på
D-vitaminer kan forårsage rakitis (engelsk syge). Mangel på A-vitaminer
medfører en dårlig tilstand i dækcellevævene (tørre hår, der knækker), men
overdrevent meget af dette kan fremkalde alvorlige lidelser, der skyldes
uregelmæssig formering af knoglerne, som kan føre til lammelse og død. Disse
lidelser kan ses hos katte, der udelukkende fodres med lever, der er meget rig
på A-vitamin.
Fødemidler
Dåsemad og tørfoder. Nogle katte er vilde efter de
færdiglavede produkter, der sælges som dåsemad, mens andre kategorisk nægter at
spise dem, til fortvivlelse for deres ejer, for hvem disse fødemidler skulle
forenkle fodringen. Dåsemaden består af afpassede fødemidler, der enten kan
udgøre den daglige ration, være kosttilskud eller diætkost. De gør det for
eksempel muligt for et alt for fedt dyr at fortære grønsager, som det nægter at
spise på anden måde.
De fleste katte synes at være meget glade for tørfoder, som
først for nylig er kommet frem på markedet, men ikke desto mindre synes det
tilrådeligt, indtil videre, kun at bruge det som tilskud. Det lader faktisk
til, at urinvejssygdomme vil forekomme hyppigere hos katte, der fodres med
disse produkter, men måske drejer det sig om tilfældige sammentræf. I alle
tilfælde er det nødvendigt, når en kat spiser den slags foder, at sørge for
rigelig væsketilførsel i form af frisk vand.
Vand er altid godt, især på en varm dag.
Fisk. De nærende
egenskaber er nogenlunde de samme som kødets. Det er bedst at vælge en mager
fisk, der altid gives kogt og befriet for ben.
Grønsager. Disse
bruges kun til at fremme fordøjelsesprocessen og gøre portionen fyldigere.
Kartofler bør undgås. Der bør kun gives friske grønsager, som koges godt.
Indmad. Lever og
milt er rige på vitaminer, men giver undertiden diarré. I hvert fald må man
ikke overdrive brugen af disse levnedsmidler på grund af risikoen for overskud
af vitaminer - hvilket nemmest undgås ved kun at give indmad 1-2 gange om ugen.
De andre indvolde, især lunge, er ikke særlig nærende.
Kornprodukter.
Kornspiser giver et stort energitilskud. Derfor bruges de kun i små mængder og
bør ikke gives til dyr, der har anlæg for fedme. De eneste kornsorter, som
anvendes til kattens fodring er ris, havre i form af gryn samt hvede som
nudler. De bør koges godt og blandes med kød.
Kød. Det udgør
grundlaget for fodringen. Man kan give katten alle forskellige slags kød, og
det »røde- er righoldigere end det »hvide«. Det skal helst være magre stykker,
da fedt især tilfører kalorier, altså energi, og energi har altid tilbøjelighed
til at give overvægt hos dyr, der fører et stillesiddende liv. Kød er rigt på
vitaminer og fosfor. Til gengæld er det fattigt på kalk.
Kød udnyttes bedst, når det gives råt. Det skal være friskt,
ikke fordærvet. (Pas på hakket kød, der er vanskeligt at opbevare.)
Mælk. Det er ikke
blot en drik, men et næringsmiddel, rigt på vitaminer og på kalk. Katte holder
som regel meget af mælk, men tåler den ofte dårligt, da den kan give dem diarré.
I så fald er det bedst at udelade mælk i deres kost.
Vand. Dette er
også en nødvendig bestanddel af kosten. Der skal altid være adgang til frisk og
rent vand. Katten drikker som regel kun lidt. Tørsten bliver større, når den
bliver ældre eller når den har feber.
Måltider
Det tilrådes at fodre katten på et bestemt tidspunkt. For en
voksen kat må man regne med to måltider om dagen, et om morgenen og et om
aftenen. Her følger en typisk kostplan over den daglige ration, man kan give en
kat på 3 kg:
Oksekød fra 80-120 g
Blandet indmad eller fisk fra 100-150 g
Ris, havregryn, nudler fra 35-50 g
Grønsager fra 30-45 g
Frisk spæk 5 g
Ølgær 2 knivspidser
Havsalt 1 knivspids
Kattemad på dåse er let at gå til, men skal dog suppleres
med andet kosttilskud, herunder grønsager.
Man kan give kød fire gange om ugen, fisk to gange og indmad
en gang. Hvis katten har tendens til fedme, må man stryge kornprodukterne. Hvis
den er grådig kan man så øge mængden af grønsager. Denne kostplan skal
selvfølgelig tilpasses efter kattens smag.
Specielle kostplaner
Drægtighedsperiode.
Man øger rationen til en kat, der venter killinger. Da det er tilførsel af
protein, der skal forøges, må man gøre kød- og fiskemængden større på
bekostning af grønsagerne. Det er også nødvendigt hver dag at tilføje 5 g
mælkesur kalk (calciumlaktat) og eventuelt nogle dråber af en vitamin blanding
(A-D-vitamindråber).
Diegivning. En
hunkats behov under diegivningen er meget stort. Den må i denne periode fodres
efter skøn, idet den får en føde der er særlig rig på kød med meget lidt
kornprodukter og slet ingen grønsager. Dyret må til sin rådighed have en skål
mælk, tilsat pisket æggeblomme (en æggeblomme til en kvart liter mælk). Den må
også have tilført mælkesur kalk og vitaminer.
Killinger. I
almindelighed dier killingerne deres mor, indtil de er 5-6 uger gamle. Afvænningen
begynder fra fjerde eller femte uge, så snart killingerne forstår at labbe i
sig. Gradvist giver man dem så først en tallerken mælkeblanding, derpå lidt
vælling, hvortil man lidt efter lidt blander hakket kød. Killingerne er
afvænnet, når de er syv-otte uger. Derefter får de den samme kost som
forældrene, idet mængden øges i takt med udviklingen. I begyndelsen må man
tilfredsstille deres appetit uden begrænsning, idet man giver dem tre-fire
måltider om dagen. Der tilføjes fosforsur kalk og små mængder hytteost.
Kastrerede katte.
Hunkattens og især hankattens ernæringsmæssige behov nedsættes med cirka 20%
ved kastration. Når nedsættelsen af rationens energimængde foretages, udelukker
man kornprodukterne, formindsker kødmængden lidt, men da kattens appetit ofte
er lige så stor som før, bør man øge mængden af grønsager.