- Kattefamilien

Europæisk vildkat, Felis sylvestris

Palæontologer beskriver et væsellignende kødædende dyr, som de kalder Miacis. Det levede for ca. 50 millioner år siden, havde en lang krop og korte ben og var sandsynligvis stamfader til hunden og bjørnen, såvel som forfader til katten.

Ti millioner år senere havde en gren af dets efterkommere udviklet sig til den første kattelignende kødæder (det varede andre 10 millioner år før den første hund dukkede op), og efterhånden fremkom hele den række dyr, vi kender som kattefamilien. Den »kat«, der levede for 40 millioner år siden var et dyr fra den Gamle Verden, og den må have været umådelig veltilpasset til sine omgivelser, for den forblev forholdsvis uforandret i en tid, da andre pattedyr udvikledes hastigt. Den kendes af os som Dinictis, var nogenlunde på størrelse med lossen og lignede meget nutidens katte; dens hjørnetænder var dog langt større og dens hjerne meget mindre.

Dinictis' efterkommere synes at have delt sig i to retninger. Hos nogle blev hjørnetænderne endnu større. Denne gruppe omfatter arten Machairodus eller sabelkattene, og det er muligt, at Dinictis faktisk skulle sættes i klasse med dem, og at der var en tidlig fælles stamfader for denne og de andre senere katte. Den anden gruppe havde mindre hjørnetænder og omfattede Felidae, den familie hvortil alle nutidens katte hører.

En af forhistoriens store katte, sabelkatten (Smilodon californicus), hvis skelet er fundet ved Rancho La Brea, Sydcalifornien.

Ved Rancho La Brea i Sydcalifornien, tæt ved Los Angeles, findes nogle asfaltgrave, hvor man har fundet mange eksemplarer af forhistoriske store katte. I pleistocæn-tiden fandtes her vandpøle, der lå oven på huller med tjære, som sivede frem nede fra jorden. Små dyr, der kom for at drikke, sad ofte fast i tjæren, der, når den tørrede, blev som et kæmpelag klæbrigt fluepapir. Gamle eller sårede kødædere eller unge og uerfarne, der troede, at de havde fundet et let bytte i de mindre dyr, blev fanget i den, hang selv fast og deres knogler bevaredes i asfalten.

Den nordamerikanske art, Smilodon californicus, en af de højest udviklede sabelkatte, er den, der er fundet flest af. Ved Rancho La Brea er der også blevet fundet rester af Felis atrox eller den »amerikanske løve«, dog ikke tilnærmelsesvis så mange, måske fordi den var mere intelligent. Den var en nær slægtning til den europæiske hule-løve, der overlevede til det 5. århundrede f.Kr., hvor nogle eksemplarer siges at have angrebet Xerxes' bagtrop, da hans hær trængte ind i Makedonien. Den yngste tidsbestemte californiske Smilodon levede for ca. 13.000 år siden, mens sabelkatten forsvandt langt tidligere fra Europa.

Sabelkattene var veludrustede til at jage dyr som mammutter og mastodonter, der hovedsagelig stolede på deres størrelse og tykhudethed som beskyttelse, men som havde svært ved at forsvare sig mod sabelkattens stødtænder. Da disse kæmpe-landpattedyr uddøde forsvandt denne højt specialiserede store kat også. Det er fra de mindre specialiserede efterkommere af Dinictis, Felidae, at de 36 kattearter, vi kender i dag, har udviklet sig.

Nulevende katteslægter

Medlemmerne af kattefamilien har tilpasset sig og spredt sig, så de har et vidtomspændende udbredelsesområde, men de er alle kødædende og er smidige og dygtige jægere. Nogle er enegængere; andre, især løverne, lever ofte i store grupper. De varierer betydeligt i størrelse - fra den massive tiger til 'den fladhovedede kat på godt 2 kilo. Før i tiden var kattefamilien delt i forskellige slægter, men nyere undersøgelser af uddøde arter tyder på, at forskellene mellem dem ikke har særlig stor betydning, og mange eksperter grupperer dem nu i samme slægt med kun en undtagelse, geparden, som placeres i sin egen slægt, Acinonyx, fordi den adskiller sig fra de andre katte på flere måder, blandt andre ved, at dens kløer ikke kan trækkes tilbage.

De store katte (der engang betragtedes som en særskilte slægt, Panthera) kan brøle, mens de mindre har højere tonearter; de må trække vejret mellem hver spinden, mens de små katte kan spinde næsten' uafbrudt; desuden er deres hoveder større i forhold til kroppen.

Den europæiske vildkat (Felis sylvestris) findes faktisk fra Storbritannien gennem Europa til Vestasien. Den var engang ganske almindelig i skovklædte områder (undtagen i Irland), men er nu trængt tilbage til øde egne. Den er vanskelig at skelne fra en forvildet tamkat, men i realiteten er dens kranium og tænder større, og halespidsen er stump snarere end tilspidset. Den jager om natten efter fugle og gnavere, men æder også biller og græshopper, og på Skotlands vestkyst har den lært at fiske.

(Billede øverst)

Fiskekatten (Felis viverina) er cirka 80 cm lang plus yderligere 25 cm hale. Den holder til i tykninger i nærheden af vandløb og har lidt svømmehud mellem tæerne. Man har ikke med sikkerhed iagttaget, at den jager i vand, men der siges, at den æder fisk og snegle. Den findes i Indien og Indokina samt på lava og Sumatra. Navnet er en direkte oversættelse fra det bengalske »Mach-bagral«.

Geparden (Acinonyx jubatus) adskiller sig fra kattefamiliens andre medlemmer ved, at dens kløer ikke kan trækkes tilbage efter cirka 10 ugers alderen, Tilfælles med de mindre katte har den stemmemekanismen, der sætter den i stand til at spinde uafbrudt, men den ligger ned med poterne udstrakt foran sig ligesom de store kattedyr, mens de mindre katte som regel trækker deres ind under sig. Den jager også om dagen og forfølger sit bytte i stedet for at snige sig ind på det, for den er formentlig det hurtigste firbenede dyr i verden. Det hævdes, at geparden kan komme op på en fart af 70 km i timen på kun 2 sekunder, og over korte afstande kan den komme op på hastigheder på over 90 km i timen.

Tidligere var geparderne udbredt tværs over Nordafrika, gennem Iran og Afghanistan til Indien ned gennem Afrika. I disse områder fandtes åbne landstrækninger, hvor de kunne udnytte deres hurtighed, og hvor der var græs nok til at brødføde deres byttedyr, samt tilstrækkeligt med buskads til at give dem lidt dækning, når de jagede. Nu lever de kun nogle få steder i Asien; mange steder i Afrika, især mod nord, er de også blevet ret sjældne. Den voksne gepard er cirka 1½ m lang plus 75 cm hale. Hovedet er lille med knap så kraftige kæber som de store kattedyrs; den har en let, smidig legemsbygning og stærke lemmer.

Ungerne, der fødes i kuld på to til fire, har en lang lådden røgfarvet pels med en sølvmanke, der løber hen langs ryggen. Fra ti ugers alderen begynder pelsen, som er rødliggul med kraftige sorte pletter, at udvikles. Både i ældre og i nyere tid er geparderne blevet oplært til jagt ligesom jagthunde.

Jaguaren (Felis onca) er det eneste nulevende store kattedyr i den Nye Verden. Den er udbredt fra Sydcalifornien, Arizona og den Mexicanske Havbugt mod syd så langt som til Argentinas pampas og Rio Negro, og dens territorium synes snarere at begrænses af det til rådighed stående bytte end af klima eller terræn, for den findes både i Andesbjergene og i mangrovesumpene. Den jager som regel alene, men optræder dog i flokke i yngletiden, hvor man har set grupper på otte eller flere. Den klatrer godt og er en udholdende svømmer. Foruden hjorte, guldharer, tapirer, moskussvin, flodsvin og trælevende dyr som aber, fanger den også fisk, skildpadder og små alligatorer og krokodiller.

Jaguarundien (Felis jaguaroundi) ligner slet ikke en jaguar. Den er det mest væsellignende af kattedyrene. Den kan blive op til 85 cm lang plus 45 cm hale og er udbredt i de samme områder som ozelotten og den langhalede kat. Trods de korte ben klatrer og løber den ubesværet og ernærer sig for en stor del af fugle.

Den langhalede kat (Felis wiedi) ligner meget ozelotten og er nært beslægtet med den, men den er betydelig mindre: cirka 60 cm lang plus en hale på 30 cm eller mere. Udbredelsen af den er noget lignende ozelottens, men der findes færre i de Forenede Stater og flere i Central- og Sydamerikas skove.

Både den langhalede kat og ozelotten er blevet opdrættet som kæledyr, og deres skønhed har gjort dem stærkt efterspurgt, men man bør huske, at de kan blive uberegnelige, ja, endog farlige, efterhånden som de vokser til.

Leoparden (Felis pardus) er det tredjestørste af de store kattedyr og måler gennemsnitlig 2½ m fra snude til halespids. Bortset fra den tamme kat er leoparden udbredt over et større geografisk område end noget andet medlem af kattefamilien, og den lever i det meste af Afrika syd for Sahara, tværs over Asien fra Arabien og Kaukasus til Kina og Korea samt i Indonesien. Den jager som regel alene, men kan jage i grupper på op til seks. På steder, hvor de jages af mennesker, færdes de næsten udelukkende om natten, men andre steder kan de ses tidligt om morgenen og sent om aftenen. De er gode til at klatre, og deres plettede pels yder en udmærket camouflage mellem løv. Hos den sorte eller mørkere farvede varietet kan pletterne dog skelnes i visse belysninger. Under jagten lægger de sig ofte på en gren og venter på at overfalde byttet nedenunder; de bærer så det dræbte dyr - der kan være lige så stort som de selv - op i træet og anbringer det i en gaffelgren for at sikre det mod »tyve«. Er der rigeligt med byttedyr, som for eksempel under gnuernes vandringer, opbygger de et velforsynet spisekammer. Der er som regel tre unger i kuldet, men overlevelsesprocenten er lav, og leoparderne er i tilbagegang.

Lossen (Felis lynx) er det eneste kattedyr, som hører hjemme både i den Gamle og den Nye Verden. Den er mellemstor, cirka 1-1½ m lang plus en hale på 12-20 cm, dens pelsfarve varierer fra sandgråt til gyldenbrunt med hvid bugside. Om sommeren er dens pels tynd og har sorte pletter, men om vinteren bliver den tæt og blødere, og pletterne forsvinder som regel. Den nordamerikanske los er som regel større med længere pels, der somme tider er næsten hvid. Ørerne har lange sorte duske, og på kinderne har den en krave af langt hår som stritter, når den hvæser i vrede. Engang levede den overalt i den nordlige halvkugles tempererede bælte, men menneskets fremtrængen har nu tvunget den tilbage til afsides egne. Den er dygtig til at springe og klatre; den jager normalt om dagen, men i menneskers nærhed kun om natten.

Løven (Felis leo) er den kraftigste af kattedyrene. Dens lange krop hviler på korte ben og har meget kraftige muskler. Til forskel fra andre kattedyr har de fleste hanløver en overdådig manke, der dækker hoved og skuldre og fortsætter som en frynse under bugen. Den kan være lys sølvskinnende eller have alle schatteringer fra rødbrunt til sort, og den er ikke fuldt udvokset, før løven er fem år gammel. Hunløverne. som ikke har nogen manke, er også mindre og lettere bygget, men alligevel er det dem, der hyppigst nedlægger byttet, når der jages.

Løver er selskabelige dyr og lever i en familieflok, der består af en ældre hanløve. flere hunner, halvvoksne hanner og unger, hvoraf der i reglen er ca. 8 men tallet kan komme op på 30, hvor der er åbent terræn med rigeligt bytte. Deres jagt er ofte omhyggeligt planlagt, idet en gruppe jager en hjord planteædende dyr ind i et baghold, som består af resten af flokken, der har lagt sig op mod vinden.

Løveungerne fødes med pletter, som forsvinder når de bliver ældre, men de kan bevares til den voksne alder, især hos løvinden. De begynder at blive vænnet fra ved to års-alderen. Mange unger dør i disse første år, fordi de er de sidste i flokken, der får mad. Der levede engang løver over store dele af Europa, Afrika og Vestasien, men de er nu begrænset til Centralafrika, til Kruger National Park i Sydafrika og Girskovens dyrereservat i det nordvestlige Indien, som er det eneste sted man kender, hvor den asiatiske løve har overlevet.

Den nubiske kat (Felis lybica) er en lille smule større end tamkatten og lever i savanneområder i Afrika og i det sydvestlige Asien. Den foretrækker spredt bevoksning og er overvejende et natdyr. Farven er stærkt varierende, og pelsen har næsten samme aftegninger som den tamme tabbys. Skønt den er natlig jæger, der som regel holder sig skjult om dagen, kan denne art tæmmes og kan krydses med tamkatten.

Ozelotten (Felis pardalis) forekommer undertiden i det sydlige USA og er almindelig i Central- og Sydamerika så langt sydpå som til Paraguay. Kroppen er 1,30 m lang plus 40 cm hale, og den klatrer glimrende. Når den ikke forstyrres af mennesket, færdes den om dagen, men dens smukke pels har været så stærkt efterspurgt, at den nu hovedsagelig er et natdyr. Den jager, undertiden parvis, i skovbunden eller i træerne og tager fugle eller små pattedyr samt krybdyr. Man mener, at den har to ynglesæsoner om året.

Bengalsk kat, Felis bengalensis.

Puma, (Felis concolor), også kendt som kuguaren og »Mountain Lion«, er udbredt over Syd- og Nordamerika fra British Columbia til Tierra del Fuego. Den kan findes i ørkener, på sletter, i bjerge og skove (om end den ikke er almindelig i de ækvatoriale skove), og der er mindst 15 forskellige racer, af hvilke den største lever i de køligere klimaer og de mindre i troperne. En stor han kan måle 1½ m plus yderligere 1 m hale, og det gør den til det største medlem af den »lille« kattedyrsgruppe. De større pumaer tager store byttedyr, især hjorte, men man har kun sjældent hørt om angreb på mennesker, da de er meget sky og har trukket sig tilbage i takt med civilisationens fremtrængen. Pelsfarven kan variere fra lysebrun til sort, og killingerne fødes med en sortringet hale og tydelige pletter, der forsvinder efterhånden, som de vokser til. Ungerne bliver som regel hos deres mor, indtil de er to år gamle, og selvom søskende somme tider bliver sammen lidt længere, lever den voksne Puma alene.

Saharakatten (Felis margarita) er et andet kattedyr med store ører, der sidder langt fra hinanden. Den er omtrent på størrelse med tamkatten og lever i ørkenagtige områder i Nordafrika og Mellemøsten. Den ses sjældent, men dens spor er lette at genkende, fordi trædepuderne næsten er dækket af pels.

Servalen (Felis serval) lever på åbne savanner over et udstrakt område i Afrika syd for Sahara. Den ligner noget lossen og ørkenlossen, men dens kæmpestore ører, som giver den en hørelse, der er skarpere end andre kattes, sidder tæt sammen og har ingen øreduske, og dens rødbrune pels har aftegninger med sorte pletter. Den bliver op til 1 m lang plus ca. 30 cm hale.

Sneleoparden (Felis uncial, er nært beslægtet med leoparden. Den lever nær snegrænsen og har en tyk pels til at beskytte sig mod kulden. Den lever i de tyndt befolkede bjergegne i Asien fra Hindukush hen over Tibet ind i de kinesiske provinser Tsinghai og Szechwan og Altai-bjergene. Den jager om natten eller sent om aftenen og dens byttedyr er vilde geder, får og hjorte, persisk gazelle og små pattedyr, der lever på det klippefyldte græsland mellem trægrænsen og snegrænsen. Kuld på to til fire unger fødes om foråret og bliver hos deres mor, til de er cirka et år gamle.

Tigeren (Felis tigris) er udbredt fra Centralasien og det nordøstlige Kina gennem Malaya og Indien til dele af Persien og så langt sydpå som til Bali.

Den sibiriske tiger, der er langhåret og den største af alle tigre kan måle over 4 m fra snude til halespids, men gennemsnitlig måler tigeren, som løven, sandsynligvis lidt under 3 m i alt. Den lever i reglen et ensomt liv - selvom der også fortælles om tigre, der jager parvis - og færdes hovedsagelig om natten. Kuldene består sædvanligvis af to til fire unger, men der kan være flere, og de følger med deres mor på jagt, allerede når de er cirka fem uger gamle. Efterhånden som de bliver ældre, udvides deres jagtområde, og ungerne kommer til at spille en større og større rolle i drabet, indtil familien splittes, når de er to-tre år gamle.

Aftegningerne varierer betydeligt fra dyr til dyr og en usædvanlig »hvid tiger- er undertiden set. Det er ikke en albino, men en »ekstrem fort yndet farve« , idet grundfarven er creme med lysegrå aftegninger eller brune striber'; poterne og næsespejlet er lyserødt og øjnene isblå.

Træleoparden (Felis nebulosa) er den største af alle de asiatiske spindende kattedyr. Den er en glimrende klatrer og findes i den virkelig tætte jungle, hvor den holder sig skjult mellem grenene om dagen og jager om natten. Den er udbredt fra Nepal gennem Kina og Taiwan og mod syd til lava, og den kan være så lille som 60 cm til godt l m i kropslængde plus 1 m hale. Det formodes, at dens bytte er små pattedyr, men man ser den sjældent og kender ikke ret meget til dens jagt- og ynglevaner.

Ørkenlossen (Felis caracal) eller karakalen har øreduske og en kort hale ligesom lossen. Den lever i det sydlige Sovjetruslands ørkenstrækninger, det nordlige Indien, Mellemøsten og i en stor del af Afrika. Den har hjemme i bjergrige eller tyndt bevoksede landområder og holder sig væk fra skove. Den er ved at blive sjælden i størstedelen af sit udbredelsesområde, især i Asien. Killingerne er først rødbrune, men så vokser der sølvagtige hår frem, der gør dem mere grå end moderen. Den er det kraftigste af de mindre afrikanske kattedyr, og den kan springe højt op i luften, ja, endog fange fugle i flugten.