Har man ret til, af »moralske« hensyn eller af egoisme at
lade en kat, der er alt for syg til at kunne plejes, lide? Eller til at lade et
gammelt dyr, som er blevet affældigt, sygne hen?
Svaret er et bestemt nej, da vort ansvar over for det dyr,
der lever hos os, forpligter; når vi har sikret det en så behagelig tilværelse
som muligt, har vi pligt til den dag, hvor det bliver nødvendigt, at forkorte
lidelsen og give det en hurtig, skånsom død".
Nu til dags foregår aflivningen af katten ved hjælp af
bedøvende midler, som kun forårsager en søvn, der efterhånden fører til døden.
Man »gasser« ikke mere kattene, ligesom man heller ikke »sprøjter« dem med
stryknin. Selvfølgelig er det for dens ejer, som mister en tro følgesvend, en
meget smertelig handling, men katten oplever jo kun en indsprøjtning, som den
har gjort det så ofte før fx ved vaccinationer eller operative indgreb. Hvad
angår aflivning ved fødslen af et kuld killinger, som man hverken kan beholde
selv eller få anbragt, mener vi at dette er mere barmhjertigt end at dømme
uskyldige dyr til et langt lidelsesfuldt omstrejfende liv.
I denne forbindelse kan det ikke understreges kraftigt nok,
at man aldrig må aflive en kat eller killing ved drukning, da selv helt nyfødte
killinger kan være ved bevidsthed forbløffende længe under vand. En sådan
aflivningsmetode kan altså kun opfattes som dyrplageri.
Se bedøvelse, dyrlæge, død, fødselskontrol.