Har børn fra starten lært at omgås hjemmets kat rigtigt, vil der være etableret et årelangt venskab.
Katte og spædbørn er måske ikke den bedste kombination. Man
bør altid passe på ikke at lade en kat være alene med et helt lille spædbarn.
Ganske vist kunne katten aldrig finde på at skade et spædbarn med vilje, da
katten med stor finfølelse opfatter selv det mest skrigende spædbarn på samme
måde som killinger og derfor også udviser samme instinktive adfærd over for spædbarnet
som over for helt små kattekillinger. På den anden side kan netop denne adfærd
medføre, at en kat vil ønske at ligge sammen med et spædbarn i enten seng eller
barnevogn, hvor der jo sædvanligvis også er både lunt og blødt, og den kan
herved komme til at hindre det helt lille barns frie vejrtrækning. Denne risiko
er sædvanligvis uhyre lille, men syge eller svage spædbørn kan ikke klare at
»vippe« katten af sig, og så kan ulykken jo ske.
Gælder det derimod større børn kan de faktisk lige fra to
års alderen have enorm stor glæde af samværet med en kat. Også for kattens
vedkommende kan et sådant forhold blive til glæde, men her kræves så en aktiv
holdning fra forældres ide for at sikre katten mod overgreb fra barnet. Man må
lige fra starten lære barnet at forstå, at katten er et levende væsen og ikke
en ting. Sæt aldrig katten hen til det lille barn, lige meget hvor bedende det
rækker ud efter den. At gøre dette ville være at grundlægge den indstilling, at
en kat er et stykke legetøj eller en genstand. Fjern også altid katten fra
barnet, når det bliver for hårdhændet, ligegyldig hvor ulykkelig den lille
bliver. De fleste små børn er nemlig meget interesserede i katte og vil gerne
være sammen med dem, så iagttages disse forholdsregler, vil de fleste børn
forbløffende hurtigt lære at optræde sådan, at katten vil være hos dem.
Barn og kat - gensidig interesseret.
Er der tale om børn fra fire-femårs alderen og opefter kan
man allerede inden man får katten i huset tale med dem om, hvorledes de bør
omgås den. Man bør dog aldrig tro, at man kan overlade pasningen af en kat til
barnet alene. Det vil kun give anledning til kvaler for alle parter. Det bør
altid være en voksen, som har ansvaret for pasningen, selvom det naturligvis er
fornuftigt at lade barnet hjælpe til.
Har man børn, og står for at skulle købe kat, bør man finde
en opdrætter, der selv har børn, og hvis killinger er frit opvokset i familiens
midte.
Ser man i et hjem husets kat ligge trygt og afslappet på
skødet af husets seksårige søn eller datter, kan man trygt regne med at barnet
har lært noget om omgangen med andre levende væsener, som det vil have glæde af
resten af livet.
Et spædbarns gråd kan opfattes af katten som en killings klynken og udløse kattens instinktive beskyttelses-adfærd over for barnet. Lad derfor aldrig et helt lille barn være alene med en kat.