Balineseren er faktisk en langhåret siameserkat. Den findes
med forskellige siam-maskefarver. Her ses en brunmasket balineser.
Den blev udviklet af amerikanske avlere, der opdagede, at
killinger med længere pelse end sædvanligt dukkede op i ægte siamkuld ved
bestemte parringer. Avlere af normale siamesere gjorde indvendinger mod, at de
blev kaldt langhårssiamesere, eftersom siameseren er ensbetydende med den
orientalske kats fuldkomne udseende, og de blev i begyndelsen anerkendt under
navnet balineser i 1963, da det havde vist sig at de kunne avles rent.
De blev indført i England i 1974 men er endnu ret ukendte på
fastlandet. I alle henseender, undtagen hvad angår pelsens længde, som skal
være fem cm eller mere, skal de følge siameser-typen.
Standard
Balineserkatten skal have et slankt udseende og være
elegant, men muskuløst bygget. Det lange hoved skal være af middelstørrelse,
spidset til i kileform fra næsen og udvides i lige linjer til de store spidse
ører, så der dannes en trekant og uden stop ved knurhårene.
Øjnene skal være middelstore, mandelformede og skrå ned mod
næsen.
Hals og ben er lange og slanke, bagbenene højere end
forbenene.
Poterne skal være små og ovale, halen lang og tynd og
tilspidset.
Pelsen skal være fin og silkeagtig og have en jævn tone over
det hele, som kontrasterer mod den tætte og klart afgrænsede maske og
aftegningerne, der skal være uden striber eller hvide hår.
Masken skal dække hele ansigtet, også knurhårspuderne, men
den bør ikke strække sig hen over det øverste af hovedet, selvom den forbindes
med ørerne ved streger.
Den brunmaskede balinesers krop skal have en varm lysebrun
til cremefarve der går over i en lysere nuance på bryst og mave. Aftegninger,
maske og næsespejl skal have en dyb mørkebrun farve, øjnene en dyb, stærk blå
farve.
Balineseren findes også med nogle af de andre siam-maskefarver,
nemlig blå, chokolade og lilla. Farvestandarden den samme som for de
tilsvarende siamesere.