Et kattebid er smertefuldt og som regel meget dybtgående.
Hvis det kun er overfladisk, er det tilstrækkeligt at rense det omhyggeligt med
vand og sæbe samt en skurebørste. Husk at man ikke bør komme jodsprit direkte i
åbne sår. Er såret derimod dybt, vil der næsten altid komme en stærk
betændelsesreaktion med smerter, hævelse, rødme og varmefølelse i det bidte
område. Senere kan der udvikle sig materie i biddet med en nærmest byldeagtig
tilstand. Der foreligger også risiko for stivkrampe, om end den sædvanligvis er
lille.
Et bidsår af denne karakter kræver altid behandling og bør
medføre stivkrampebeskyttelse enten i form af en revaccination eller
gammaglobolin. Herudover skal såret så vidt muligt renses omhyggeligt og det
inficerede område holdes i ro fx i et armbind. Bliver betændelsen udtalt, kan
der blive tale om antibiotika eller kirurgisk behandling (byldesnit).
Har man kat, eller omgås man jævnligt katte, bør man under
alle omstændigheder sikre sig, at man er korrekt stivkrampevaccineret.
Katte bider meget sjældent, da det egentlig er en katte-utypisk
adfærd. I områder, hvor rabies kan forekomme, bør man derfor altid søge læge
eller skadestue med et bidsår fra en helt ukendt kat.