Birmakatten har et middel-temperament, når man undtager
hunkattens overvældende hyppige og støjende kønsaktivitet
Denne interessante race blev anerkendt i Frankrig i 1925.
Imidlertid må det konstateres, at oprindeligt blev birmakatten ikke forædlet
gennem franske katte. Man må tilbage til 1920 for at finde oprindelsen til de
første eksemplarer. Æren for at have indført racen i Frankrig tilkommer den
amerikanske milliardær Vanderbilt.
Under et krydstogt i det fjerne østen lykkedes det ham for
en meget høj pris at skaffe sig et par hellige katte, som man sagde var stjålet
i Lao-Tsung-templet af en upålidelig tjener. Kun hunkatten, Sita, overlevede
den lange hjemrejse. Heldigvis skulle den være moder, og den nedkom med et kuld
i Nice.
Det er fra dette kuld at samtlige birmakatte helt op til
1940 stammer.
Så satte krigen brat en stopper for opdrætternes
bestræbelser, og i 1945 stod man praktisk taget atter ved udgangspunktet.
Heldigvis var der stadig et par tilbage af glimrende afstamning. Ikke desto mindre
skulle der gå tyve år før opdrætternes anstrengelser resulterede i, at man atter
kunne beundre Birmas hellige katte på udstillingerne.
Standard
Krop: Middel af bygning og lidt langstrakt. Hankatte noget
kraftigere end hunkatte.
Ben kraftige, korte og velformede.
Hoved: Bred pande med kraftige, runde kinder. Hvælvet
hovedskal. Kort, rund næseryg, som hverken må være lige (som hos siameseren)
eller have stop (som hos perseren). Et svagt knæk, som understreges af pelsen,
er tilladt ved næseroden. Kraftig hage.
Ører så små som muligt og ikke for højt ansat.
Lange, kraftige knurhår. Persertype uønsket.
Øjne: Dybt blå. Runde til let ovale.
Pels: Alt efter hvor på kroppen, der er tale om, lang til
halvlang pels: på ryggen og siderne lang og af silkeagtig kvalitet. I ansigtet
kort pels, som tiltager i længden fra kinderne og videre bagud. Kraftig krave.
Farve: Birmakattens pelsfarve svarer til siameserens på
ansigt, ører, ben og hale. Aftegningerne er enten brune eller blå. Den øvrige
pels er lyst æggeskalsfarvet. Ryggen er gyldenbeige, også hos den blåmaskede
variant. På bugen er pelsen helt hvid.
Hvide pletter i de brune (eller blå) områder er
diskvalificerende, og sådanne dyr må ikke anvendes i avlen.
Handsker: Birmakattens særkende er de fire hvide poter. Alle
fire poter skal være rent hvide og give indtryk af handsker. De helt hvide
handsker kan ende ved tæernes basis, men kan også nå op til overgangen mellem
poter og ben.
Det hvide parti på bagbenene skal ende i en spids på
bagbenenes undersider. Mangler disse »sporer« kan der ikke gives certifikat. På
bagpoterne tolereres noget længere handsker end på forpoterne.
Regelmæssighed og symmetri er vigtig.
Hale: Elegant og af middel længde med kraftig pels. I hvilestilling
hænger halen nedad, men under bevægelse bæres den ofte som en egernhale. Der må
hverken være knæk eller knuder på halen.
Denne standard beskriver - som det også er tilfældet for
andre racer - de fuldkomne egenskaber. Fejlfri katte er undtagelser; men
fejlene ses lettere hos birmakatten, for uregelmæssigheder i handskerne er
iøjnefaldende. Derfor bør man fortrinsvis anvende katte med størst mulig
regelmæssighed i handskerne til avl uden dog at glemme de øvrige egenskaber.
Birmakattens skønhed ligger i det harmoniske helhedsindtryk, og herefter bør
den også bedømmes.
Points
Krop 20
Hoved og øjne 20
Farve 15
Tegninger
på forben 5
på bagben 5
Sporer på bagben 5
Hale 15
Pels og kondition 15
ialt 100
Legenden om birmakatten, hvori fiktion og virkelighed
blandes på den måde, man hører i østens fortællinger, er da også meget smuk.
Længe før Buddhas ankomst til Jorden rejste der sig i Birma templer, indviet
til guden Song-Hio og gudinden Tsung-Kiang-Kse. Præsterne - kitthas'erne -
tilbragte deres liv i meditation. I det øjeblik, de opnåede den evige ekstase,
overførtes deres ånd til en af de hellige katte, som levede på tempIets område.
Præsterne og kattene, som blev drevet bort af den brahmanske
indflydelse, søgte tilflugt i det nordlige Indokina i Lao-Tsung-templet. Det
var her, at en ærværdig præst, en vis blandt de vise, Mun-Ha, gjorde sig
bemærket og helligede sig gudinden med safirøjnene. Man sagde, at hans gyldne
skæg var blevet flettet af guden Song-Hio selv. Oldingen havde en kat, der hed
Sinh. Denne tjente ham som orakel og blev agtet på lige fod med sin herre.
Så en aften, da thai'erne, der kom fra Siam, belejrede
templet, døde den gamle mand. Man så da transfiguration-miraklet foregå for
alles øjne: katten sprang op på sin herres hoved: dens krop, som hidtil havde været
hvid, antog den samme gyldne farve, som den hellige mands skæg; dens øjne blev
safirblå som gudindens og dens brune poter fik sokker, hvide som håret, den
hagede sig fast i; Kattens blik opflammede præsterne, der jog deres fjender på
flugt. Syv dage senere døde så Sinh; og man så hundrede hellige katte komme ud
fra templet, og disse havde ved et nyt mirakel undergået den samme forvandling
som Sinh ...
»Ve den, som volder en af disse kattes død, siger legenden.
Han skal lide de grusomste kvaler, indtil den sjæl i nød, som han har bragt
forstyrrelse i, finder ro.«
Birmakattene er meget tiltrækkende. Den mærkelige skønhed i
deres gang, deres majestætiske holdning, deres pels, deres fascinereride øjne
gør dem til venner, som er noget anderledes end andre katte. De er ikke så
flegmatiske som persere, ikke så livlige som siamesere men er hengivne
ledsagere, der bliver fraværende og fjerne, så snart deres herre fjerner sig.
Som et mere prosaisk træk må nævnes hunkattenes overvældende, hyppige og
støjende kønsaktivitet.
Blåmasket birma
Brunmasket birma
Brunmasket birma-killing.