Bughinden beklæder alle tarme og organer i bughulen, samt
indersiden af bugvæggen. Betændelse kan forårsages af mikroorganismer, som ved
et tilfælde trænger ind i bughulen enten via underlivsorganerne eller fra
tarmdefekter.
Mulige årsager er ofte operationer, sjældnere medfødte
misdannelser. Bughindebetændelse kan også opstå efter en perforering i
fordøjelseskanalen forårsaget af et fremmedlegeme eller af sprængning af en
inficeret livmoder. Når bughindebetændelsen er akut, viser det sig ved forhøjet
temperatur. Katten viser tegn på voldsomme smerter i underlivet, hvilket får
den til at gå helt sammenkrummet og hæmmer dens vejrtrækningsbevægelser.
Når betændelsen er kronisk, er den som regel mindre
smertefuld og temperaturen stiger kun ganske lidt samtidig med at bugen
udspiles og fyldes med serøs eller materiefyldt væske. Denne lidelse må
behandles af dyrlægen, der vil give katten antibiotika og dræne bughulen, enten
ved at anbringe et dræn eller ved at give vanddrivende midler. Hvis
bughindebetændelsen skyldes bakterier, inddrypper han direkte antibiotika som
tetracyklin i bughulen. Behandlingen med antibiotika må strække sig over
længere tid; samtidig må dyret tilføres væske, og man må overvåge de vigtigste
udsonderingsorganer, lever og nyrer.
I den seneste tid er man blevet opmærksom på en speciel,
ondartet form for bughindebetændelse. Det drejer sig om den såkaldte infektiøse
Virus peritonitis, som delvis er beslægtet med cancersygdomme* som fx
katteleukæmi, som også fremkaldes af et virus. Man har dog ikke med sikkerhed
fastslået om der er slægtskab imellem de to slags vira. Sygdommen udvikler sig
snigende over lang tid, måske op mod 4-6 måneder, og viser sig ved, at katten
får tiltagende bugomfang samtidig med, at den går og skranter. Efterhånden
bliver bughulen så stor, at det går ud over kattens evner til at ånde korrekt,
og der kan derfor støde tegn på åndedrætslidelse til.
Lidelsen er i princippet smitsom, men det ser ud til, at
smitten næsten kun overføres gennem meget direkte kontakt fx fra moderdyr til
endnu ufødte killinger og måske fra hankat til hunkat i forbindelse med
parringer. Der kendes endnu ikke nogen behandling af denne lidelse, men man kan
nu ved hjælp af forfinet laboratorieteknik - immunfluorescens - fastslå denne
diagnose med sikkerhed.
Se fordøjelsessystem, leukose.