Chartreuxens mindre vægt i forhold til den lidt mere buttede
britisk korthår ses tydeligt på denne kat. Indsat: En ung chartreux
demonstrerer det søde udtryk, som racen er kendt for.
Chartreux forveksles ofte med blå britisk korthår, som den
da også ligner meget. Der er også ligheder i hårdførhed, en stor, bred krop og
ben, der kan virke lidt korte i forhold til kroppen. Ellers er chartreux
velproportioneret med store muskuløse skuldre, og er desuden en del lettere end
sit britiske modstykke - især i Amerika. Hovedet er stort og rundt, men ikke så
rundt som hos britisk korthår, selvom kinderne hos fuldvoksne hankatte er
fyldige. Næsen er kort med et lille knæk og snuden er smal i forhold til
hovedet, men ikke tilspidset. Chartreux findes i alle blå toner. Den skal efter
sigende være blevet opdrættet i middelalderen i klosteret La Grande Chartreuse
(som også fremstillede likøren af samme navn). En anden historie om dens
oprindelse fortæller, at karteusermunkene intet som helst har med kattene at
gøre, men at dens pels i struktur mindede om de fine uldklæde ved navn pile de
Chartreux.
KENDETEGN
Pels: tæt, blød og plysset
Øjne: store, runde, udtryksfulde; lyst gyldne til kobber
Andre træk: store, muskuløse skuldre; kort, stærk hals; sødt
smilende udtryk
Soignering: let; regelmæssig frisering
Temperament: rolig, kærlig, intelligent