l middelalderens overtro var katten djævelens sendebud og
hekse tog kattes skikkelse, når de begav sig til sabbat. Atelier de Baldung
Grien »Heksesabbat«. 16. årh. Musée de l’Œuvre Notre-Dame, Strassbourg.
Det gamle Egypten
Selvom den tamme kats oprindelse er omstridt, synes det
afgjort, at den først dukkede op som husdyr i Egypten. Den skal være blevet
indført af en farao fra det 12. dynasti, Senwosret I, bedre kendt under navnet
Sesostris, som skal have bragt den med fra Etiopien, hvor det lille kattedyr
levede i vild tilstand. Denne forklaring forekommer tvivlsom, da Sesostris
levede cirka to tusinde år før vor tidsregning, og man har fundet flere
kattefigurer på egyptiske monumenter fra en langt tidligere periode. Men
hvordan det nu end forholder sig, så kom katten hurtigt til at indtage en
vigtig position i det gamle Egypten, som guddommeliggjorde den. Statuer af
Bast, kattegudinden, prydede såvel faraonens palads som ypperstepræstens tempel
og den ringe fellahs bolig; her fik katten det lydmalende navn myeo.
Den tamme kat var et helligt dyr, som ingen havde lov til at
gøre fortræd. At dræbe den blev straffet med døden. En historisk anekdote fortæller
os, hvor vidt denne respekt kunne gå: i 525 f.Kr. belejrede den persiske konge
Kambyses II byen Pelusium. Da flere angreb var frugtesløse. benyttede han list
og gav sine soldater ordre til at bemægtige sig alle de katte, de kunne finde.
Så lod han hæren gå frem mod Pelusiums fæstningsmure, mens hver mand i forreste
række holdt en kat strakt frem for sig. Grebet af panik blot ved tanken om, at
de kunne såre deres hellige dyr foretrak byens forsvarere at overgive sig.
Østen
Det vides ikke, hvornår kattene først dukkede op i de
asiatiske boliger, men man mener, at det var i Indien, de først fik indpas,
uden tvivl på samme tid, som da egypterne ærede dem. Her blev de ligeledes
beskyttet. Loven bestemte, at »den, som har dræbt en kat, skal trække sig
tilbage dybt inde i skoven og hellige sig dyrene, indtil han er renset«.
I Kina lader det til, at man har givet katten indpas uden at
vise den nogen speciel kærlighed, fordi den gjorde nytte i templerne som rotte-
og musejæger. Det var også i denne egenskab, at den blev indført i Japan, men
først på et noget senere tidspunkt, idet legenden fortæller, at den første kat,
der ynglede tilhørte kejser Idi-J6; den nedkom i paladset i Kyoto i 999 e.Kr.
Meget hurtigt blev forgabelsen i katten så stærk, at man ikke mere tillod, at
den jagede rotter. Den blev forkælet i alle huse og æret i templerne. I det 18.
århundrede måtte en kejserlig forordning, der udstedtes på grund af rotternes
formering, minde om, at kattens vigtigste rolle var at udrydde skadedyrene, og
at det var nødvendigt at lade den udføre sit hverv.
I Lilleasien blev katten ikke regnet med blandt
yndlingsdyrene. Assyrerne, kaldæerne og hebræerne afviste den. Hvad araberne
angår, begyndte de først at sætte pris på den dag, da de opdagede, at
Muhamed-havde holdt af katte. Det påstås imidlertid, at før islam havde de en
guldkat blandt deres guder, men gengivelser er undertiden vildledende
(Chavin-gudekatten i Peru symboliserede sandsynligvis jaguaren), og arabernes
guldkat var måske en panter.
Det gamle Europa
Ifølge Herodot var grækerne de første europæere, der
udnyttede katte, importeret fra Egypten. De søgte næppe at gøre dem til
kæledyr, men nøjedes med at tolerere deres tilstedeværelse, fordi de beskyttede
kornkamrene og afgrøderne.
Romerne gjorde endnu mindre væsen af katten, da de ikke
mente, at man kunne have noget andet selskabsdyr end hunden. Man importerede
dog katte fra Egypten til Syditalien på grund af den nære beliggenhed, men uden
at forsøge på at sikre deres formering.
Under disse omstændigheder forbavser det ikke, at Gallien i
lang tid ikke kendte til katte. De dukkede langsomt op i den gallo-romanske
»skønne tid« for helt at forsvinde efter nogle årtier. Ifølge kronikørerne kom
de først tilbage til Frankrig - for definitivt at blive - med korsfarerne.
Disse medbragte de små kattedyr på skibsbroen, mens det i lastrummene vrimlede
med rotter - disse ubudne gæster, som skulle komme til at hjemsøge hele Europa.
Således gik det til, at korsfarerne på samme tid indførte ondet og hjælpemidlet.
Middelalderen
Kattens historie bliver mere eller mindre forbundet med
overtroen. Fordi den ikke lader sig tæmme så let som hunden, fordi den vil
bevare sin uafhængighed og fordi dens reaktioner er uforudsigelige, bliver den
»djævelens sendebud«, troldmænds og hekses ledsager. De mest usandsynlige
historier om den udbredes næsten alle vegne. Der påstås, at heksen antager
skikkelse af en sort kat, når hun begiver sig til sabbat, og at troldmanden gør
det samme for at trænge ind i staldene og gøre tyren impotent og køerne sterile.
Man er overbevist om, at en »kat, der dør i et hus, spreder ulykke der«, og at
»hundens tunge er helbredende, men kattens er giftig«.
I Metz blev kattene, der gjordes ansvarlige for Sankt
Vejtsdans-epidemien i 1344, brændt levende. Gennem over to århundreder lukkedes
hvert år tretten af dem inde i et jernbur oven på et bål. I Paris brændtes
katte sankthansdag under en ceremoni forestået af kongen selv.
Man kunne give mangfoldige eksempler på den onde skæbne, der
alt for længe hvilede over katten. I dag er kollektive forfølgelser ophørt, i
hvert fald officielt. Også magien lagde beslag på katten, som alt efter
omstændighederne enten blev lykkebringer eller ulykkesbebuder. I Rusland og
Polen begravede man en levende kat på marken for at opnå en god kornhøst. I
Finland var det en stor sort kat, som trak kærren, der førte den afdødes sjæl
ind i den anden verden. I Frankrig var der nogle bygmestre, der indemurede en
levende kat mellem stueetagens loft og førstesalens gulv. Den levede ikke ret
længe, men fortsatte ifølge overtroen efter sin død med at beskytte hele
boligen.
Katten som fetich kom til at spille en rolle under den
sidste krig. I Burma så befolkningen der var indoktrineret af en japansk femte
kolonne, ondt til de allierede tropper. En engelsk officer, som inden krigen
havde opholdt sig i Rangoon, kom i tanke om, at befolkningen ærede de hvide
katte, og han foreslog overkommandoen, at man gav alle afdelingerne ordre til
at samle og passe et så stort antal som muligt af disse dyr. The white cat blev
hele hærens emblem. Dens silhouet blev afbildet på flyvemaskiner, på tanks og
på transportbiler. Denne interesse for deres yndlingsdyr overbeviste
befolkningen om, at soldater, der nærede en sådan hengivenhed for de hvide
katte, måtte være velsignet af guderne.
Se "mytologien og katten, overtroen og katten.
Brugskunst. Dette kattehoved brugt som fugleskræmsel
forskrækker næppe spurv og stær - og dog?