Fx ses hudsvampeinfektion tydeligt på denne kats snude og
højre forpote.
Huden kan blive udsat for forskellige læsioner, især sår,
der, afhængigt af deres karakter, behandles med almindeligt desinfektionsmidler
eller med sammensyning under lokalbedøvelse.
Alopeci er mere
eller mindre udbredt håraffald, der viser sig enten ved tilsynekomst af hårløse
pletter eller ved almindelig udtynding af pelsen. Det udvikler sig som regel
uden kløe, når årsagen er ernæringsmæssig eller hormonal, men det kan også
fremkaldes af eksem eller af hudsvampelidelser.
Man kalder en infektion for eksem, når der fremkommer kløe
og håraffald. Den kan have forskellige årsager og vise sig under forskellige
former (akut, kronisk, osv.). Væskende eksem er som regel akut; det giver sig
pludselig til kende med rødme og irritationspletter, som katten slikker
utrætteligt. Tørt eksem begrænser sig som oftest til hudkløe på en hud, der er
dækket med skæl.
Om årsagen til eksemer vides ikke ret meget. I øvrigt ville
det være rigtigere at tale om flere årsager, da denne sygdoms opdukken er
betinget af mange faktorer: dyrets almentilstand, mangel på motion, hormonale
forstyrrelser (specielt dem, der skyldes tidlig kastration) og alvorlige fejl
med hensyn til ernæringen. Kløen kan afhjælpes med antihistamin præparater
eller eventuelt kortisonpræparater, indgivet gennem munden eller påsmurt
lokalt. Disse behandlingsmidler har ikke særlig stor virkning, hvis lidelsen
skyldes en upåvist allergi.
Foruden eksemer kan man se forskellige sygelige
beskadigelser dukke op på huden, blandt hvilke kan nævnes sår, bylder og
insektstik. Vorter er sjældne, men undertiden ses cyster og svulster. Endelig,
som hos alle dyr, fremkalder forbrændinger beskadigelser, der går fra almindelig
irritationsrødme til dybtgående ødelæggelse af overhuden og læderhuden.
Ringorm
En af de hyppigste og mere frygtede hudsygdomme hos katte er
ringorm, der ikke, som man skulle tro efter navnet, er en ormelidelse, men en
hudsvampelidelse. Når denne lidelse har fået dette navn skyldes det, at de
svampeinficerede elementer på hud og i pels ofte får en nærmest ringformet
karakter med en vold i ringens ydre rand. Det er på dette sted at infektionen
er aktiv, medens den i ringens centrum er i ophelen. Lidelsen kan forårsages af
en hel række forskellige svampe (de såkaldte patogene svampe). En af de
hyppigste er Microsporum canis, der bl.a. er karakteriseret ved at den kan lyse
gylliggrønt flourescerende under Woods lys, en art ultraviolet lys med
bølgelængden 3300-3600 Å.
Man må dog ikke glemme, at der kan være tale om mange andre
svampe som årsag til ringorm, der ikke kan lyse, hvorfor denne undersøgelse kun
er brugbar, når man vil følge udvikling og behandling af en
Microsporum-infektion.
Lidelsen viser sig hos den inficerede kat i begyndelsen som
enkelte små pletter med begyndende håraffald. gerne 1 mm over selve huden,
således at katten får et karseklippet udseende. Senere kan der komme
skeldannelse i midten af strukturen, og man kan få indtryk af en voldformet
rand. Nogle af svampeinfektionerne følges af voldsom kløe og dette kan få
katten til at kradse sig og derved sprede infektionen til andre hudområder.
Efterhånden breder elementerne sig, samtidig med at ophelingen starter
centralt. Fortsætter lidelsen ubehandlet, vil den i langt de fleste tilfælde
hele op af sig selv i løbet af nogle måneder.
Rammer lidelsen derimod katte der enten går under dårlige
forhold i udhuse, bure eller mindre løbegårde. hvor de ikke kan få normal
motion, eller er katten syg af andre årsager, fx fejlernæringslidelser eller
kræftlidelser, kan svampeinfektionen tiltage og kan efterhånden udvikle sig til
en generel svampeinfektion. Lidelsen er smitsom ved direkte overførsel af
sporer fra kat til kat eller ved tilfældig overførsel af sporer fra
omgivelserne til en modtagelig kat.
Normalt smittes katte med helt sund og intakt hud ikke, men
findes der rifter eller sår, eksem eller mere generelle faktorer som ovenfor
nævnt, kan sporerne få fodfæste, og en ringorm kan udvikle sig.
Behandlingen er relativt simpel, og kan i de lettere
tilfælde gennemføres som en lokalbehandling af huden med et af de moderne
bredspektrede svampemidler som fx miconazolnitrat. I mere udtalte tilfælde skal
behandlingen suppleres med en såkaldt generel behandling med fx griseofulvin,
idet man her skal huske, at dette middel ikke uden videre bør gives til
drægtige katte. Under alle omstændigheder står man sig ved at rådføre sig med
dyrlægen, da mange af de såkaldte husråd er ganske uden virkning.