Instinkter

Har en kat opdaget et bytte stivner den i fuldkommen ro for snart efter at udløse et præcist angreb.

Katten, der har været knyttet til mennesket i tusinder af år, har bevaret sine nedarvede instinkter som ensom jæger intakte.

Forskellige instinkter

Katten tiltrækkes instinktivt af luksus og skønhed. Den er specielt følsom over for bekvemmelighed og vælger, når den lægger sig, de blødeste materialer: silke, uld eller skind. Varme tiltrækker den. Den er i stand til i timevis at lade sig bage ved ilden (eller ved en radiator) og nyde en temperatur, som de fleste dyr ikke ville kunne tåle. Den opsøger duftende og aromatiske planter som baldrian og katteurt, eller blomster som levkøj, lathyrus, mimoser. Selvom den spiser urter, der er vældig sunde for den, er dens instinkt ikke ufejlbarligt, og det hænder, at den forgifte s ved at fortære planter i lejligheden, såsom filodendron og gummitræ, eller giftige svampe i haver og skove.

Man taler ofte om, at katte har en gådefuld »sjette sans«. Det er rigtigt, at man ikke ved, hvad det er for et instinkt, som gør det muligt for disse dyr at finde vej under omstændigheder, der undertiden forekommer uforklarlige, som den kat i U.S.A., der tilbagelagde 3.500 km for at komme hen til sine ejere, der var flyttet. Man forstår heller ikke, hvad det er, der får nogle katte til hver dag at begive sig til deres afdøde ejers grav, ligesom man heller ikke kan forklare, hvordan andre har forudfølelsen af dramaer, der udspilles: der fortælles om katte som pludselig, grebet af panik, rædselsslagne kryber sammen i deres ejers arme i det øjeblik, hvor der bliver begået en forbrydelse hos nogle naboer, eller når et familiemedlem er ved at dø flere kilometer derfra.

Hvad den syge kat angår, får dens instinkt den til at skjule sig i en krog, indtil den er blevet rask igen, ligesom den anspore s til diskret at fjerne sig, når den skal dø.

Det nedlagte bytte undersøges.

Alt hvad der rører sig er et muligt bytte.

Jagtinstinkt

Af alle instinkterne er det jagtinstinktet, der hurtigst giver sig til kende, da det aldrig ligger ret langt fra overfladen. Jagtinstinktet giver sig også til kende i hjemmet. Hvis en fugl sætter sig i vindueskarmen, ser katten, hvor velfodret den end er, straks et eventuelt bytte i den.

Som den fødte jæger drager katten i højeste grad nytte af sine evner og af terrænet. Når den lurer på et stykke vildt, vælger den altid den vinkel under hvilken dens fremtidige offer ikke kan få øje på den, stivner i fuldkommen ubevægelighed og udfolder uudtømmelige ressourcer af koncentration og tålmodighed. Så, med en kraftig og præcis udløsningsmekanisme, springer den. I bagholdsjagt er beregningen af springet visuel. Katten sørger for, at dens bagpoter berører jorden i en afstand fra byttet, som gør det muligt for den at gribe dette med tænder og kløer.

Det vides ikke, hvad det er for et instinkt, der ofte får katten til, inden den gør det af med sit offer, at lege med det i lang tid. Det drejer sig i hvert tilfælde ikke om grusomhed, da dyr ikke har begreb om godt og ondt. Og man forstår heller ikke, hvorfor mange tamme katte kommer hen og lægger det bytte, de har fanget, for deres ejers fødder som en offergave.

Det er tilrådeligt meget nøje at overvåge kattens adfærd mod alle de små husdyr, som kan tænkes at vække dens jagtinstinkt. Kanariefugle, hamstere og guldfisk er altid, selvom de er opdraget sammen med den, udsat for et slag af dens pote. Det er for eksempel nok, at et af disse dyr er såret og bløder, til hos katten at vække det rovdyr, som altid kun sover med det ene øje lukket.

Kønsdrift

Brunsten driver uimodståeligt kattene til at søge det modsatte køns selskab. Selv uden den normale opfordring fra en hunkat, kan hankattene, der er uforbederlig parringslystne, pludselig ophidse s og kaste sig over en hunkat selvom den ikke er i løbetid.

Hos hunkattene er kønsdriften temmelig ustyrlig, og selv drægtighed, moderskab og diegivning hindrer dem ikke altid i at give efter for deres elskovsinstinkter. Lige fra seks-syv måneders alderen har hunkatten løbetidsperioder, der varer fire til ti dage og som gentager sig tre, ja, undertiden flere gange om året. Så bliver den urolig, gnider sig op ad alt, prøver at komme ud og udstøder med høj røst sin klagende kalden til alle nabolaget s hanner.

Kønsdriften påvirker ikke alle kattes adfærd på samme måde. Nogle bliver ømme og kælne, mens andre hyler, kradser eller får ædesyge. Der findes hunkatte, hvis elskov er forholdsvis stilfærdig og andre, som er veritable nymfomaner.

Hannen, der er på jagt efter hunkatten, forsvinder undertiden hele dage fra sit hjem, hvortil den vender tilbage, ofte snavset til, dødtræt, med blodig snude og ører, da det ofte hænder, at den kommer i slagsmål af elskovssyge. Den forfølger hunkatten helt til dens territorium, som den tager i besiddelse ved at afmærke det med sin urin helt frem til selve hunkattens tilflugtssted.

Denne, der tydeligt søger parring, synes samtidig at frygte hannen. Den går til angreb på eventuelle rivaler og overfuser undertiden hankattene, der enten er alt for foretagsomme eller ikke gør nok ved sagen ... alt efter humøret. Alle disse omskiftelser ledsages af en støjende koncert, hvor hankattenes dybe stemmer blander sig med hunkattenes noget skarpere.

Legeinstinktet er et fremherskende kattetræk der hjælper killingen frem mod den fuldkomne jagtteknik.

Legeinstinkt

Lige fra deres livs første uger er kattenes legeinstinkt vågent, og de bevarer det til de når en fremskreden alder. Hvis en eller anden genstand - en æske, bold, prop, et garnnøgle - befinder sig inden for rækkevidde, langer killingerne ud efter den med poten, forfølger den, kaster den i vejret og griber den igen. Alle legene er faktisk en indvielse til livet. I legen og ved tilfredsstillelsen ved at bruge sit energioverskud lærer dyret at klatre og jage. Killingen, der leger med en bold fuldfører alle kattens specielle bevægelser, når den angriber byttet. Konrad Lorenz, der har analyseret killingernes leg, siger, at den lille kat

»lærer noget, mens den leger. Den lærer ikke alene, hvordan man fanger en mus, men opdager, hvad en mus er. I den første bevægelse med poten, der strækkes ud for at fange bolden, ligger et spørgsmål: er det den genstand, jeg skal opspore, jage, fange og til sidst fortære?«

Et mere omsorgsfuldt moderdyr end katten skal man lede længe efter.

Moderinstinkt

Foruden at hunkatten har stærke kønsdrifter har den også et stærkt udviklet moderinstinkt. Den vælger selv omhyggeligt det sted, hvor den skal nedkomme: en tilbagetrukken bekvem krog i bunden af et skab eller i en skuffe. Den bider selv navlestrengen over og befrier ungerne for fosterhinden, som den æder. Instinktet får også hunkatten til at fortære killingernes efterbyrd, som både er gavnlig for mælken og for dens sundhed. Den vægrer sig ved at fjerne sig fra sit afkom, og man må ofte lokke den til at gå et par ture om dagen. Når den går, gemmer den først sine killinger et sikkert sted.

Hunkatten våger med kærlig omhu over sine unger, og den lader sig hellere dræbe på stedet end den lader nogen gøre dem fortræd. Den vil for eksempel forsvare dem mod en hund med en usædvanlig styrke ved at kaste sig mod modstanderen med alle kløerne ude for at ramme dens sårbare steder, ansigtet og øjnene. Den viger aldrig tilbage, men lader sin krop være et værn mellem sine børn og den truende.

Dette moderinstinkt kan også komme til udtryk, når det gælder forældreløse af andre arter: hundehvalpe, kaninunger, egernunger, osv. Ja, man har endog set hunkatte adoptere rotteunger. Det stærke instinktive bånd, der knytter hunkatten til dens unger, løsnes efter afvænningen, men nogle dårligt rustede killinger vedbliver i lang tid at finde hjælp og beskyttelse hos deres mor.

Socialt instinkt

Kattens territorium deles i tre koncentriske områder. I midten tilflugtsstedet: kurv, pude eller sofahjørne. der er ukrænkeligt; her omkring et bevægelsesområde, hvor der er adgang forbudt for uvedkommende; endelig yderst et jagtterræn, som andre hankatte eventuelt kan færdes på uden at risikere at få revet skindet. Instinktmæssigt tilsmudser kattene ikke deres tilholdssted. Derfor bliver killingerne renlige meget tidligt og lærer hurtigt at benytte bakken med sand, hvor et andet instinkt får dem til at begrave deres afføring, som de ville gøre det ude i naturen.

Der findes ingen social rangorden hos kattene. Hver enkelt er et ensomt dyr, der hersker over sit eget domæne. Kattens forfædre har i øvrigt heller aldrig som hundens levet i kobbel er. Alligevel, når mange katte er samlet i et hjem eller i et katteri, vænner de sig til en fornuftig sameksistens.

Selvom katten er enegænger, har den altruistiske tilbøjeligheder. Man har set katte bringe mad til sultne artsfæller, og andre der med en fortvivlet mjaven har fortalt deres ejer om en fare, en af deres fæller er udsat for, ja, endog hvis det gælder et andet dyr i familien.

Se adfærd, orienteringssans, sprog, urter og katte.