Har en kat opdaget et bytte stivner den i fuldkommen ro for
snart efter at udløse et præcist angreb.
Katten, der har været knyttet til mennesket i tusinder af
år, har bevaret sine nedarvede instinkter som ensom jæger intakte.
Forskellige
instinkter
Katten tiltrækkes instinktivt af luksus og skønhed. Den er
specielt følsom over for bekvemmelighed og vælger, når den lægger sig, de
blødeste materialer: silke, uld eller skind. Varme tiltrækker den. Den er i
stand til i timevis at lade sig bage ved ilden (eller ved en radiator) og nyde
en temperatur, som de fleste dyr ikke ville kunne tåle. Den opsøger duftende og
aromatiske planter som baldrian og katteurt, eller blomster som levkøj,
lathyrus, mimoser. Selvom den spiser urter, der er vældig sunde for den, er
dens instinkt ikke ufejlbarligt, og det hænder, at den forgifte s ved at
fortære planter i lejligheden, såsom filodendron og gummitræ, eller giftige
svampe i haver og skove.
Man taler ofte om, at katte har en gådefuld »sjette sans«.
Det er rigtigt, at man ikke ved, hvad det er for et instinkt, som gør det
muligt for disse dyr at finde vej under omstændigheder, der undertiden
forekommer uforklarlige, som den kat i U.S.A., der tilbagelagde 3.500 km for at
komme hen til sine ejere, der var flyttet. Man forstår heller ikke, hvad det
er, der får nogle katte til hver dag at begive sig til deres afdøde ejers grav,
ligesom man heller ikke kan forklare, hvordan andre har forudfølelsen af
dramaer, der udspilles: der fortælles om katte som pludselig, grebet af panik,
rædselsslagne kryber sammen i deres ejers arme i det øjeblik, hvor der bliver
begået en forbrydelse hos nogle naboer, eller når et familiemedlem er ved at dø
flere kilometer derfra.
Hvad den syge kat angår, får dens instinkt den til at skjule
sig i en krog, indtil den er blevet rask igen, ligesom den anspore s til
diskret at fjerne sig, når den skal dø.
Det nedlagte bytte undersøges.
Alt hvad der rører sig er et muligt bytte.
Jagtinstinkt
Af alle instinkterne er det jagtinstinktet, der hurtigst
giver sig til kende, da det aldrig ligger ret langt fra overfladen.
Jagtinstinktet giver sig også til kende i hjemmet. Hvis en fugl sætter sig i
vindueskarmen, ser katten, hvor velfodret den end er, straks et eventuelt bytte
i den.
Som den fødte jæger drager katten i højeste grad nytte af
sine evner og af terrænet. Når den lurer på et stykke vildt, vælger den altid
den vinkel under hvilken dens fremtidige offer ikke kan få øje på den, stivner
i fuldkommen ubevægelighed og udfolder uudtømmelige ressourcer af koncentration
og tålmodighed. Så, med en kraftig og præcis udløsningsmekanisme, springer den.
I bagholdsjagt er beregningen af springet visuel. Katten sørger for, at dens
bagpoter berører jorden i en afstand fra byttet, som gør det muligt for den at
gribe dette med tænder og kløer.
Det vides ikke, hvad det er for et instinkt, der ofte får
katten til, inden den gør det af med sit offer, at lege med det i lang tid. Det
drejer sig i hvert tilfælde ikke om grusomhed, da dyr ikke har begreb om godt
og ondt. Og man forstår heller ikke, hvorfor mange tamme katte kommer hen og
lægger det bytte, de har fanget, for deres ejers fødder som en offergave.
Det er tilrådeligt meget nøje at overvåge kattens adfærd mod
alle de små husdyr, som kan tænkes at vække dens jagtinstinkt. Kanariefugle,
hamstere og guldfisk er altid, selvom de er opdraget sammen med den, udsat for
et slag af dens pote. Det er for eksempel nok, at et af disse dyr er såret og
bløder, til hos katten at vække det rovdyr, som altid kun sover med det ene øje
lukket.
Kønsdrift
Brunsten driver uimodståeligt kattene til at søge det
modsatte køns selskab. Selv uden den normale opfordring fra en hunkat, kan
hankattene, der er uforbederlig parringslystne, pludselig ophidse s og kaste
sig over en hunkat selvom den ikke er i løbetid.
Hos hunkattene er kønsdriften temmelig ustyrlig, og selv
drægtighed, moderskab og diegivning hindrer dem ikke altid i at give efter for
deres elskovsinstinkter. Lige fra seks-syv måneders alderen har hunkatten løbetidsperioder,
der varer fire til ti dage og som gentager sig tre, ja, undertiden flere gange
om året. Så bliver den urolig, gnider sig op ad alt, prøver at komme ud og
udstøder med høj røst sin klagende kalden til alle nabolaget s hanner.
Kønsdriften påvirker ikke alle kattes adfærd på samme måde.
Nogle bliver ømme og kælne, mens andre hyler, kradser eller får ædesyge. Der
findes hunkatte, hvis elskov er forholdsvis stilfærdig og andre, som er
veritable nymfomaner.
Hannen, der er på jagt efter hunkatten, forsvinder
undertiden hele dage fra sit hjem, hvortil den vender tilbage, ofte snavset
til, dødtræt, med blodig snude og ører, da det ofte hænder, at den kommer i
slagsmål af elskovssyge. Den forfølger hunkatten helt til dens territorium, som
den tager i besiddelse ved at afmærke det med sin urin helt frem til selve
hunkattens tilflugtssted.
Denne, der tydeligt søger parring, synes samtidig at frygte
hannen. Den går til angreb på eventuelle rivaler og overfuser undertiden
hankattene, der enten er alt for foretagsomme eller ikke gør nok ved sagen ...
alt efter humøret. Alle disse omskiftelser ledsages af en støjende koncert,
hvor hankattenes dybe stemmer blander sig med hunkattenes noget skarpere.
Legeinstinktet er et fremherskende kattetræk der hjælper
killingen frem mod den fuldkomne jagtteknik.
Legeinstinkt
Lige fra deres livs første uger er kattenes legeinstinkt
vågent, og de bevarer det til de når en fremskreden alder. Hvis en eller anden
genstand - en æske, bold, prop, et garnnøgle - befinder sig inden for
rækkevidde, langer killingerne ud efter den med poten, forfølger den, kaster
den i vejret og griber den igen. Alle legene er faktisk en indvielse til livet.
I legen og ved tilfredsstillelsen ved at bruge sit energioverskud lærer dyret
at klatre og jage. Killingen, der leger med en bold fuldfører alle kattens
specielle bevægelser, når den angriber byttet. Konrad Lorenz, der har
analyseret killingernes leg, siger, at den lille kat
»lærer noget, mens den leger. Den lærer ikke alene, hvordan
man fanger en mus, men opdager, hvad en mus er. I den første bevægelse med
poten, der strækkes ud for at fange bolden, ligger et spørgsmål: er det den
genstand, jeg skal opspore, jage, fange og til sidst fortære?«
Et mere omsorgsfuldt moderdyr end katten skal man lede længe
efter.
Moderinstinkt
Foruden at hunkatten har stærke kønsdrifter har den også et
stærkt udviklet moderinstinkt. Den vælger selv omhyggeligt det sted, hvor den
skal nedkomme: en tilbagetrukken bekvem krog i bunden af et skab eller i en
skuffe. Den bider selv navlestrengen over og befrier ungerne for fosterhinden,
som den æder. Instinktet får også hunkatten til at fortære killingernes
efterbyrd, som både er gavnlig for mælken og for dens sundhed. Den vægrer sig
ved at fjerne sig fra sit afkom, og man må ofte lokke den til at gå et par ture
om dagen. Når den går, gemmer den først sine killinger et sikkert sted.
Hunkatten våger med kærlig omhu over sine unger, og den
lader sig hellere dræbe på stedet end den lader nogen gøre dem fortræd. Den vil
for eksempel forsvare dem mod en hund med en usædvanlig styrke ved at kaste sig
mod modstanderen med alle kløerne ude for at ramme dens sårbare steder,
ansigtet og øjnene. Den viger aldrig tilbage, men lader sin krop være et værn
mellem sine børn og den truende.
Dette moderinstinkt kan også komme til udtryk, når det
gælder forældreløse af andre arter: hundehvalpe, kaninunger, egernunger, osv.
Ja, man har endog set hunkatte adoptere rotteunger. Det stærke instinktive
bånd, der knytter hunkatten til dens unger, løsnes efter afvænningen, men nogle
dårligt rustede killinger vedbliver i lang tid at finde hjælp og beskyttelse
hos deres mor.
Socialt instinkt
Kattens territorium deles i tre koncentriske områder. I
midten tilflugtsstedet: kurv, pude eller sofahjørne. der er ukrænkeligt; her
omkring et bevægelsesområde, hvor der er adgang forbudt for uvedkommende;
endelig yderst et jagtterræn, som andre hankatte eventuelt kan færdes på uden
at risikere at få revet skindet. Instinktmæssigt tilsmudser kattene ikke deres
tilholdssted. Derfor bliver killingerne renlige meget tidligt og lærer hurtigt
at benytte bakken med sand, hvor et andet instinkt får dem til at begrave deres
afføring, som de ville gøre det ude i naturen.
Der findes ingen social rangorden hos kattene. Hver enkelt
er et ensomt dyr, der hersker over sit eget domæne. Kattens forfædre har i
øvrigt heller aldrig som hundens levet i kobbel er. Alligevel, når mange katte
er samlet i et hjem eller i et katteri, vænner de sig til en fornuftig
sameksistens.
Selvom katten er enegænger, har den altruistiske
tilbøjeligheder. Man har set katte bringe mad til sultne artsfæller, og andre
der med en fortvivlet mjaven har fortalt deres ejer om en fare, en af deres
fæller er udsat for, ja, endog hvis det gælder et andet dyr i familien.
Se adfærd, orienteringssans, sprog, urter og katte.