Kattesyge (panleukopeni) er en af de farligste viruslidelser
hos katten. Den forårsages af et virus som ofte har navn efter sygdommens
engelske betegnelse:
Feline Infectious Enteritis, hvilket kan give anledning til
forvirring når vaccination og behandling kommer på tale.
Panleukopeni eller kattesyge er meget smitsom og som regel
dødelig, især blandt killinger, men heldigvis er der fundet sikre vacciner, som
giver beskyttelse. Katten vil sandsynligvis have været usædvanlig stille i de
par dage, inkubationstiden varer, men opkastninger, ofte langvarige og
alvorlige, er nok det første symptom, der bemærkes. Der kan opstå diarré, høj
temperatur og appetitløshed.
Katten forekommer stærkt lidende og selvom den
tilsyneladende er tørstig (sygdommen medfører drastisk vandtab) drikker den
sjældent, men sidder måske krøbet sammen over sin vandskål. Der kendes ingen
behandling mod sygdommen, men selvom vaccinen ikke kan gøre katten helt immun,
giver den tilstrækkelig modstandskraft til, at katten kan bekæmpe den og med
omhyggelig pleje overleve. Alle killinger bør vaccineres snarest muligt og
revaccinationer bør foretages med regelmæssige mellemrum på de foreskrevne
tidspunkter.
Dersom man har grund til at nære mistanke om, at ens kat har
pådraget sig kattesyge, bør man advare dyrlægen, inden man tager den med hen i
hans konsultation, da han måske ønsker at foretage specielle arrangementer
eller foretrækker at komme i hjemmet for at mindske risikoen for at sprede
smitten til andre katte. Hvis man har flere katte, må de holdes væk fra det
syge dyr. Imidlertid nytter det ikke at tro, at isolation kan beskytte ens kat
mod disse plager. Selvom dit kæledyr aldrig går ud og ikke har kontakt med
andre dyr, kan man selv bringe smitten ind på sko eller tøj - så løb ingen
risiko og sørg for, at den bliver behørigt vaccineret.
I enkelte tilfælde kan intensiv behandling med væske og
omhyggelig pleje eventuelt kombineret med antiserum klare et dyr gennem denne
ellers dødelige virusinfektion.
Se »katteinfluenza«, vaccination.