Killingen

Dejlig er den, men ikke nogen dukke.

Nyfødte killinger

Når killingerne fødes, er deres øjne lukkede og de åbner sig først, når de er cirka ni dage gamle. De bruger lugtesansen, og i mindre grad følesansen til at finde moderens dievorter og er i stand til at sutte ti minutter efter fødslen hvis hun giver dem lov. De udvikler tit en forkærlighed for en bestemt dievorte, og dette gør, at mange kævlerier undgås ved fodringstid. Sunde killinger vokser hastigt i de første uger, og man bør kontrollere om de tager på i vægt, og undersøge moderen for at se, om hun skulle opbygge et overskud af mælk. Undertiden holder et kuld tilsyneladende sunde killinger pludselig op med at die, svækkes hurtigt og dør. Disse tilfælde kalder dyrlægerne »fading«, men de ved ikke, hvorfor det sker. Forsøg på at redde killinger krones sjældent med held. Moderen producerer fortsat mælk, hvilket giver et stærkt pres på mælke kirtlerne, og der kan udvikle sig alvorlige problemer.

Kontakt derfor dyrlægen.

Kønsbestemmelse af killinger er en vanskelig sag, men det kan lade sig gøre. Se nøje på tegningen og bemærk, at der er større afstand mellem genitalierne og endetarmsåbningen hos hannen end hos hunnen.

Det er ofte lettere at bestemme en killings køn, når den er meget ung, end når dens pels er vokset ud. Hannernes kønsorganer ligger længere fra endetarmsåbningen end hunnernes, men der er ikke særlig stor forskel. Hvis man har et blandet kuld, er det ikke så svært at bedømme, men er de alle ens kan der let ske fejltagelser.

Selv kun fem dage gamle killinger er i stand til at finde tilbage til fødekassen fra en kort afstand, men først når de er cirka tre uger gamle, og deres øjne så småt er begyndt at åbne sig i de forløbne to uger, begynder de at bruge synet som det vigtigste orienteringsmiddel, og begiver sig længere væk.

Omkring dette tidspunkt begynder de måske at få interesse for moderens mad og vil måske forsøge at labbe noget af den i sig. Nogle dage efter at man har bemærket dette, kan man prøve at give dem noget kondenseret mælk eller kraftig pulvermælk, og hvis de labber det i sig, kan man blande det med lidt vælling. Giv dem ikke for meget. En teskefuld om dagen er rigeligt til at begynde med; derpå kan man gradvis øge mængden, når de har taget det en uges tid. De får stadig deres ernæring fra moderen, og dette er kun begyndelsen til afvænningsprocessen.

Fortsæt med moderens vitamin- og kalktilskud gennem hele diegivningsperioden, da det vil hjælpe hende til at producere den mælk, killingerne har behov for. Killingerne vil efterhånden tage mere mad til sig og blive mindre afhængige af modermælken. Fra de er tre uger gamle, dier de når de har lyst og ikke så meget tilskyndet af moderen, og moderen vil begynde at vise dem lidt mindre omhu. Hvis de slet ikke viser tegn til at labbe i sig, kan man prøve at give dem en dråbe mælk på en ren finger eller duppe lidt på deres næse for at få dem til at slikke. Fra killingerne er fire uger gamle begynder de at få deres mælketænder, og når de er fire og en halv uge kan man begynde at give dem lidt skrabet eller hakket råt oksekød og en smule røræg.

Seks uger gamle bør de begynde at have fem-seks små måltider hver dag, hvoraf de to består af kød.

Små killinger har en lillebitte mave, så det er vigtigt at fodre dem lidt og ofte. Efterhånden som de vokser til, kan måltiderne blive større og mindre hyppige, men giv dem ikke mere end de kan spise op på en gang, ellers opmuntres de til at spise for meget. Otte uger gamle bør de være nede på fire måltider om dagen og snart efter på tre, men de vil ikke kunne klare sig med et enkelt måltid, før de er mindst et år gamle. Selv da vil mange foretrække at give dem to måltider, morgenmad og aftensmad. Der må altid være adgang til frisk vand. Killinger og mange voksne katte, især orientalske, kan kun vanskeligt fordøje komælk, men selvom de drikker mælk, har de alligevel behov for rigeligt med vand.

Nysgerrighed kendetegner enhver killing. At se og røre er grundlaget for dens erfaring.

Moderen forlades

Når killingerne er 10-12 uger gamle, er de blevet meget uafhængige, og moderen begynder at blive irriteret over dem og deres forstyrrende lege, netop når hun føler trang til en lille lur. Ikke des mindre skal man ikke tage alle killingerne fra moderen på en gang. Nogle kattemødre skilles fra deres familie uden ophævelser, men andre kan gå omkring og lede efter en savnet killing i panikslagen tilstand, indtil de accepterer, at den bare ikke længere er der. Måske er det lettere for katten, hvis hun ser de nye ejere sammen med killingen. Dette afhænger af kattens karakter, og kun erfaringen kan fortælle en, hvad man skal gøre i hvert enkelt tilfælde.

Efter en omhyggelig opfostring af et kuld vil man gerne forvisse sig om, at killingerne kommer i gode hjem, hvor der bliver sørget godt for dem. Hvis de eventuelle nye ejere virkelig ønsker en killing, vil de ikke have det mindste imod, at man stiller dem en masse spørgsmål for at fastslå, at de ikke tager deres ansvar for let. Hvis man nærer nogen tvivl, skal man opgive dem.

Nogle mennesker, som ikke har noget ønske om at tjene penge på deres killinger, holder ikke desto mindre på at få betaling for dem, blot for at være sikre på, at de nye ejere mener det alvorligt. Videregiv alle de oplysninger, De kan om, hvordan killingen er blevet opdrættet, samt en eventuel stamtavle-registrering, vaccinationsattester og dyrlægens navn. Forvis Dem om, at de nye ejere er klar over, at der skal foretages yderligere vaccinationer, og at de har de ting, der behøves, for at killingen får det bekvemt i sit nye hjem.

Killinger skal ligge lunt og godt for at føle sig trygge.

Den nye killing

Sørg for først at hente en ny killing, når der er rigelig tid til rådighed, så man kan hjælpe den til at falde til ro i sit nye hjem, og når der ikke er en masse mennesker eller støj til at skræmme den. En solid, godt tillukket kurv eller transportkasse vil være det bedste at transportere den hjem i.

Hvis du har andre kæledyr, så prøv at holde dem væk i begyndelsen, så killingen kan vænne sig til de fremmede omgivelser, inden den også skal stå ansigt til ansigt med fremmede dyr. Når de præsenteres for hinanden, så lad dem ikke være alene sammen, før De er helt sikker på, at de har accepteret hinanden. Dette er lige så meget for det dyrs skyld, man har i forvejen, for den nyankomne kan blive grebet af panik og lange ud med kløerne", Giv det første kæledyr megen opmærksomhed, så det ikke bliver jaloux.

Lad killingen udforske sit nye hjem og blive fortrolig med det. Lad den ikke bare løbe vildt omkring, men prøv med et værelse ad gangen og hold omhyggeligt øje med den, så den ikke kommer til skade. Tal blidt til den, kæl ofte med den og lad den virkelig føle sig velkommen. Vis den toiletbakken (måske trænger den meget til den) og giv den en underkop med lunken mælk ved ankomsten, men forsøg ikke at fodre den, før den er faldet til ro. Når den begynder at vaske sig grundigt, ved man, at den føler, at de nye omgivelser ikke er så slemme endda - og så er tiden inde til at give den noget mad for yderligere at berolige den. En ældre kat vil sandsynligvis være længere om at vænne sig til et nyt hjem.

Fodring

Prøv i begyndelsen at give killingen den føde, som den er vant til i forvejen. Derefter, når den har slået sig til ro, kan man gradvis indføre ændringer i dens kost, hvis man ønsker det. En 10 uger gammel killing bør være helt afvænnet og spise fire varierede måltider om dagen. Den skal have kød - en kost udelukkende med fisk kan give hudsygdomme - og de fleste killinger nyder et lille morgenmåltid med et kornprodukt blandet i deres mad eller noget risbudding med lidt kondenseret mælk. En underkop med komælk kan også accepteres, men vær forsigtig, da den kan give diarré; nogle katte, især de orientalske, får aldrig smag for den.

Der må altid være frisk vand til rådighed. Fabriksfremstillet dåsemad og tørfoder kan også indføres, når katten bliver ældre, og mange mennesker foretrækker ikke at give killinger det. Lad ikke engang voksne katte nøjes med tørfoder som eneste kost, hvor løfterige beskrivelserne på etiketterne end kan forekomme. Hvis en kat ikke drikker ret meget, så undgå tørfoderet. ellers kan der eventuelt komme problemer med vandladningen (sten).

Indtil tre måneders alderen er killingens mave ikke større end en valnød, så måltiderne skal være små og hyppige.

Et morgenmåltid med mælk og et kornprodukt, frokost med udskåret råt kød, røræg og mælk som mellemmåltid og kød om aftenen, lejlighedsvis varieret med kogt hvid fisk uden ben i stedet for kød vil være en god kost i denne alder. Giv altid katten mad samme sted - et sted, hvor man ikke falder over dens skåle, vælter en kasserolle eller stænker vand - og brug en madskål, der ikke vælter for let, hvis katten lægger poten på kanten.

Katte holder tit af at tage maden ud af skålen på gulvet, så derfor er det klogt at anbringe en avis som dug eller stille madskålene på en bakke, der er let at gøre ren. Husk, at der altid skal stå en skål frisk vand.

Når killingen er fire måneder begynder den at miste mælketænderne - måske lægger man ikke engang mærke til, at det sker - og i seks måneders alderen skulle den have sit voksne tandsæt og være nede på kun to måltider om dagen. Efterhånden kan man lade den nøjes med et hovedmåltid, men man kan også bibeholde både morgen- og aften-måltiderne.

Her hjælper ingen kære mor. Er man først blevet 10-12 uger gammel, må man klare sig selv i det nye hjem.

Kostvaner i øvrigt

Vær trygt eftergivende med hensyn til kattens særheder og luner, forudsat at der stadig sørges for en velafbalanceret kost med kulhydrater, protein, mineraler og vitaminer, men hvis man ikke ønsker at blive tyranniseret til at servere røget laks og piskefløde, er man dog nødt til at være streng. Det skader ikke en voksen kat at springe et måltid over. Hvis den ikke vil spise, hvad man giver den, så lad ikke maden stå og blive dårlig. Fjern den, men giv ikke noget andet. Når katten bliver rigtig sulten, kommer den snart og spiser, hvad den får. Hold dog øje med om katten virkelig har mistet appetitten, for det er som regel tegn på, at der er noget galt.

Nogle katte holder af at gnave af et stort ben, men kogning gør benene skøre, så server aldrig kogt fisk eller kød med ben, og fjern altid de små ben, som kan sætte sig fast i kattens mund eller hals. I naturen æder kattene deres byttes maveindhold og får på den måde nogen vegetabilsk føde. Huskatte bør derfor en gang imellem have grønsager, kogte, fordi de ikke er lette at fordøje for dem- og hvis de ikke har adgang til græs udendørs, bær man dyrke noget indendørs, som de kan nippe til fra tid til anden. Katten æder græsset som fyldstof og undertiden er det et brækmiddel, der får den til at kaste de hårboller op, der samler sig af de hår, katten sluger, når den soignerer sin pels. Den holder især af hundegræs (Daetylis glomerata) og en potte med dette kan måske få katten fra at nippe til de andre planter i huset, som kan gøre den syg.