Moderløse killinger

Opflaskning af moderløse- eller overskudskillinger kræver speciel stor indsats.

Det forekommer undertiden at en unaturlig moder forlader afkommet eller går til angreb på det. Hun kan også afvise de svageste i kuldet, fordi de er defekte eller simpelt hen fordi hun ikke har mælk nok til at opfostre dem alle. Ulykkelige omstændigheder ved fødslen eller sygdom kan berøve ungerne deres mor eller svække hende for meget til, at hun kan opfostre dem. I alle disse tilfælde må killingerne have en plejemor, eller man må selv opflaske dem, hvis de skal overleve.

Den letteste metode og sikkert den metode, der falder heldigst ud, er at finde en anden hunkat, som lige har mistet en killing, eller som har overskud af mælk og kan klare en ekstra killing. Der er blevet forsøgt mange kneb for at få en plejemor til at acceptere en moderløs killing som en af hendes egne. Hvis en hoppe eller et moderfår har mistet et føl eller et lam, bindes det døde dyrs skind om den moderløse, og dette trick er faldet heldigt ud. Det lader sig næppe gøre med katte, men hvis man gnider killingen med lidt mælk, som forsigtigt klemmes ud af plejemoderen, vil den få en lugt, som får den til at virke som en af hendes egne.

Man kan også bruge urin, og dette er en metode, der også kan anvendes for at få et ældre dyr til at acceptere et nyt ungt medlem af husholdningen. Det hjælper, hvis plejemoderen ikke får lov til at amme et par timer, inden den moderløse præsenteres for hende. Mælkespændingen giver ubehag, og udsigten til lindring vil gøre ammen mindre kritisk over for den nye killing. Når den forældreløse først en gang har fået die, er det usandsynligt, at plejemoderen vil afvise den.

Dersom der ikke er nogen passende kat til rådighed, kan man måske overtale en tæve eller et andet dyr med mælk til at acceptere en moderløs killing, men svigter det, må man enten aflive killingen eller killingerne eller selv være plejemor. Dette er ikke et arbejde, man kan tage let på, Man skal overtage alle moderens pligter - ikke blot ernære dem, men også holde dem varme og rene.

Det første krav er et varmt sted uden træk. Der er mange meninger om, hvordan det ideelle temperaturmønster bør være, men som en generel regel for de første dage må temperaturen holdes på ca. 32 °C. De næste fire-fem dage på 29 °C og et par uger senere helt ned til

21 °C. Den bedste måde, hvorpå man kan holde dem varme er at indrette en varmekasse.

Den letteste måde er at anbringe en 40 watt-pære hængende ned i en trækasse. Hold pæren mindst femten cm fjernet fra killingerne, og nedsæt, efterhånden som de bliver ældre, temperaturen ved at hæve pæren i vejret. Lyset kan forstyrre killingerne, og en lampe under kassen kan give rigelig varme uden dette problem, men det er sværere at kontrollere temperaturen på den måde. Sørg for rigelig udluftning, så der ikke er brandfare. En mere kostbar, men effektiv løsning er brugen af en infrarød lampe, som ikke vil forstyrre dem.

I nødstilfælde kan en almindelig varmedunk redde en killings liv. Svøb den ind i et håndklæde for at sprede varmen lidt, og sørg for at den ikke bliver kold, da den så vil afkøle killingerne i stedet for at varme dem. Hvis man ikke har en varmedunk kan en plastic-flaske være en god nødhjælp. Endnu enklere er det at sætte temperaturen op i hele det rum, killingerne befinder sig i, men det vil de fleste familier finde uudholdelig varmt. Almindelig komælk egner sig ikke som fødemiddel til killinger.

Kattemælk har et langt højere proteinindhold, og selv mad, fremstillet til spædbørn og hundehvalpe, er ikke velegnet. Usukret inddampet mælk (ikke kondenseret mælk) er den enkleste løsning, men alle opdrættere har deres egne opskrifter. En som har vist sig at være vellykket, kan fremstilles af:

2 spiseskefulde kondenseret mælk,

2 spiseskefulde kogt vand,

¼ teskefuld kornsirup eller glukose,

¼ teskefuld koncentreret kødekstrakt.

Hvis man er heldig har den lokale dyreforretning måske et færdiglavet produkt, specielt fremstillet til killinger, eller dyrlægen er måske i stand til at sætte en i forbindelse med en sådan forhandler, så man kun behøver at ty til andre udveje i nødstilfælde. Hvis man overtager killingernes opfostring helt fra fødslen, uden at de i det hele taget har fået mad fra moderen, så bed dyrlægen om hjælp, for her løber man en stor risiko - den første føde fra moderen er fyldt med antistoffer, der giver immunitet mod de almindelige kattesygdomme.

Der findes endog flere teorier om killingers end om menneskebørns ernæring. Halvanden teskefuld mad hver fjerde time skulle være rigtigt til at begynde med, men hvis sammensætningen ikke er righoldig nok, behøver de måske mere. Øg gradvis mængden efterhånden som de vokser til. Vær tålmodig - nogle killinger sluger maden i løbet af et øjeblik (og når først de er kommet til dette stadium spildes en del af det, så de ikke får nok), mens andre tager deres tid. Vej hver killing hver dag, og hold regnskab med vægten. Dersom vægten ikke øges støt, er der noget galt. Hvis en killing skriger på mere mad, så lad den få den.

Hvis dyreforretningen har en flaske specielt beregnet for killinger, er det den bedste måde at made dem på. En dukkeflaske vil, hvis den har den rigtige sut, være en god erstatning. Man kan foretrække at bruge en pipette af den slags, man bruger til øjendråber - eller undertiden til at påfylde fyldepenne med. Vær forsigtig med ikke at trykke på gummisprøjten, så mælken tvinges ned i killingens mund, lad den selv suge den ud. Hvis man tvinger for meget mælk i killingen, kan man kvæle den, eller det kan forårsage lungebetændelse - en sygdom, som kræver mange kunstigt opflaskede killingers liv, når de kun er et par dage gamle. Som en meget midlertidig foranstaltning kan man give en killing et sammensnoet rent lommetørklæde, dyppet i mælk, at sutte på - men det må ikke indeholde rester af vaskepulver eller stivelse.

Forsøg ikke på at fodre killingen i kassen. Sæt Dem med et groft håndklæde på skødet - for ikke at blive snavset og for at give killingen noget at gribe fat i. Killingen støttes mod håndfladen, mens man forsigtigt holder dens hoved mellem tommel- og pegefinger og giver den flasken eller pipetten med den anden hånd. Mælken bør være omkring 38 °C. Hvis killingen ikke er interesseret, så forsøg med en dråbe mælk på dens næse eller klem en dråbe ud af sutten, mens den forsigtigt skubbes ind og ud af killingens mund. Hvis den gylper for meget ned og er ved at kvæles, løftes dens ryg hurtigt i vejret, så det, der kom i den gale hals, kommer op igen.

Man bør få en killing til at bøvse, akkurat som et spædbarn, men i stedet for at lægge den over skulderen gnider man dens mave for at få luften ud. Strygninger fra top til tå med et hjørne af håndklædet vil virke som moderens ru tunges" bearbejdning, og en blid massage under halen" med en klud, dyppet i lunkent vand vil stimulere den til at få afføring. Dens afføring må hverken være flydende eller for fast. Hvis den har tynd mave mindskes indholdet af sirup eller andre væsker i kostsammensætningen. Man bør også bade ejnene= hver dag med en vatpind, dyppet i en saltopløsning, borsyreopløsning eller mineralolie. Væn de moderløse killinger til at labbe væske i sig og til at spise fast føde på samme måde som de andre killinger.

En kattemor vil som regel oplære sit afkom til ikke at snavse lejet til og til at benytte en toiletbakke, så snart de selv er i stand til at komme hen til den. Hvis man selv opfostrer dem, må de anbringes på bakken og opmuntres til at lade vandet eller besørge ved, at man masserer dem. I praksis volder det færre problemer, end man forestiller sig. Naturligvis kan små killinger en gang imellem befinde sig for langt væk fra bakken til at nå derhen i tide og forrette deres ærinde, eller en spændende leg kan få dem til at glemme sig selv. Lidt overbærenhed kan være nødvendig.

Begynd i øvrigt på deres opdragelse så tidligt som muligt. Afskræk dem fra at lege med elektriske ledninger, tilskynd dem til at bruge et kradsetræ og måske, hvad der er det vigtigste, væn dem til at omgås mennesker og til at blive plejet og passet af dem. Lad dog ikke små børn lege med en meget lille killing, da der kan indtræffe uheld.

Hvis en enkelt killing får diarré, er der ingen grund til at blive grebet af panik. Den har sikkert kun spist noget, den ikke kunne tåle. Lad den ikke spise noget i 12 timer, så er det sandsynligvis i orden.

Hvis hele kuldet har tynd mave, må der være blevet foretaget en forandring i kosten, eller den er blevet serveret for kold fra køleskabet. Måske har madskålen ikke været ordentligt vasket, eller maden har stået fremme for længe. Prøv at finde ud af årsagen og prøv en sulte-behandling. Hvis diarréen fortsætter, så tag en prøve med til dyrlægen.