Persere

Perseren regnes stadig til luksusklassen og blandt katteverdenens aristokrater. Der findes i dag tyve anerkendte variationer af persere.

Selvom perseren i nogle år har været nogenlunde »demokratiseret«, er den dog stadig en luksuskat. På udstillinger og i konkurrencer optræder den altid som stjerne. Man kan foretrække siameseren, abyssinieren eller chartreux'en for perseren; ikke desto mindre betages man af dens skønhed, og ingen tænker for alvor på at bestride dens plads blandt de smukkeste katte.

Dens beundrere - og de er talrige - fremhæver først og fremmest pelsen, som er langhåret og uendelig blød at røre ved, de yndefulde bevægelser og især det dybeste, mest lysende blik, man kan tænke sig.

Undertiden kritiserer man en lidt for bred, en lidt for fladtrykt næse, som, siger dens kritikere, giver den et bokseragtigt udseende. Det er tværtimod en charme mere, svarer dens »absolutte tilhængere«, for denne meget korte næse skaber harmoni i det brede og velproportionerede ansigt.

Når perseren er en luksuskat, er det ikke udelukkende på grund af dens skønhed og dens pris, men på grund af den konstante pleje, der må ydes den. Den taber sine hår og strør dem overalt omkring sig, hvilket ikke i sig selv var så alvorligt, dersom den ikke, når den soignerer sig, risikerer at sluge så mange hår, at de danner en hårbolle, hvilket forvolder forstyrrelser i tarme og luftveje. Den må soigneres hver dag, især mellem slutningen af oktober og slutningen af marts måned, det tidsrum hvor dens pels er kraftigst, og under dens langvarige fældninger.

Den skal have en varieret kost, der omfatter lidt mælk såvel som grønsager, kød og fisk, og man skal overvåge dens appetit, uden at presse den til at spise for meget.

Hvor kommer denne fornemme kat fra? Ikke fra Persien, hævdes det i dag. Imidlertid skal ifølge overleveringen en italiensk adelsmand, Pietro della Valle, omkring 1525 have bragt flere angorakatte, langhårede katte, der endnu var ukendte i Europa, med hjem fra en rejse til Teheran. Nogle år senere skal en parlamentsrådsmedlem fra Aix, Nicolas Fabri de Peirese, i Italien have erhvervet et par efterkommere af della Valles angorakatte og indført dem til Frankrig. Hvis man kan tro Paradis de Moncrif, den første forsker i kattenes historie, skal en anden franskmand, Menard. også hundrede år senere have medbragt en langhåret kat fra Rom, som han uden held krydsede med korthårede hankatte.

Man kunne derfor gå med til, at perseren nok har nogle persiske forfædre, men ingen er enige - på et århundrede nær! - om datoen for Pietro della Valles rejse, og intet beviser, at han virkelig rejste til Teheran. Det eneste nøjagtige fingerpeg, man har, er af langt nyere dato. Det findes i et brev, dateret den 11. maj 1856, fra Lottin de La Val, korresponderende medlem af det kejserlige zoologiske selskab.

Efter udtrykkelig at have nævnt, at han havde fundet angorakatte i Lilleasien, især i Kurdistan, hvor ærkebispen ejede tre i forskellige farver - en hvid, en grå og en rød-hvid - tilføjer de La Val: »Jeg fandt dette smukke katteeksemplar på den store armeniske højslette, i Erzerum, hvor klimaet er mærkværdigt forskelligt fra det i Angora.«

Og han slutter med at tilføje, at han også har set nogle i Bagdad, men »slet ingen i Persien«.

Her drejer det sig i alle tilfælde om angorakatte og ikke om persere.

I virkeligheden er det afgjort, at selvom man kan gå med til, at perseren virkelig stammer fra Ankara, så er det de engelske opdrættere, der har skabt den nuværende type, og det er lykkedes dem at frembringe mange pelsfarver og opnå finere og mere silkeagtige hår. Forskellene i farve er så store, at Federation Internationale Feline d' Europe nu anerkender over tyve variationer af persere.

Deres kropsbygning er den samme: kroppen er massiv og tæt, båret afkorte, kraftige ben og forlænget med en prægtig busket hale, der ikke er særlig lang, men umådelig fyldig; hovedet, der er rundt med hvælvet pande og kort næse, har små ører, der sidder langt fra hinanden; de store meget lysende øjne, hvis farve skal harmonere med pelsens farve, er praktisk talt runde; endelig danner den overdådige pels en krave og skjuler delvis forbenene.

Se flere billeder nederst på sitet

Persere

Blåcreme perser

De blå og creme farver skal være lyse og lette, blandet uden antydning af rødt, som ville minde om den skildpaddefarvede. Pelsen er tæt og meget blød at røre ved. Hovedet, der er af den klassiske type, skal have farverne blandet i ansigtet. Øjnene er dybt orange eller kobberfarvede. Den korte, tætte krop hviler på kraftige ben.

Denne variant, oprindelig et produkt af parringer mellem blå og creme, er ofte af en overordentlig god type, da begge de inddragne varianter er kendt for deres gode typer. Den tætte, bløde og silkeagtige pels skal have klare blå og creme farver, blødt blandet i pastel toner, der giver en virkning som changerende silke, for at svare til den europæiske standard.

Blå perser

Standarden for den blå perser tillader alle blå og gråblå farver, men farven skal være ren og ensartet over hele kroppen. Den meget langhårede fine og silkeagtige pels skal være overordentlig tæt med en smuk krave. Som hos alle persere har det runde hoved meget små velplacerede, langt fra hinanden siddende ører. Den korte næse sidder midt i et bredt ansigt med veludviklede kinder. De runde og meget udtryksfulde øjne må ikke vise den mindste anelse af grønt. Kroppen, der er tæt, på lave ben, ender i en kort hale, der er fyldig, ikke tynd eller tilspidset og uden knude eller »knæk«.

Den blå perser har en meget blød grå pels, hvis reflekser kan have forskellige blå nuancer, men den er altid ensfarvet og fremhæver de orange eller kobberfarvede øjne.

Det var på katteudstillingen i London i 1888, at den blå perser gjorde sig bemærket. I mange år har opdrætterne bestræbt sig på at forvandle de første eksemplarers mørke gråblå farve til lavendelblå, men den alt for vidtdrevne indavl frembragte kun katte med et meget skrøbeligt helbred. Faktisk var det først i 1946, at udvekslinger mellem franske og engelske opdrættere gjorde det muligt at opnå den nuværende gråblålige farve.

Blåskildpaddefarver med hvidt

Hos denne variant erstattes det sorte og røde hos skildpaddefarvet med hvidt med blåt og creme.

Blåtabby perser

Indtil videre kan denne variant ikke få certifikat.

Tabbyer med blå pels er fra tid til anden dukket op i bruntabby-kuld og kan også frembringes af en bruntabby med en ren blå, selvom dette som regel ikke resulterer i en så fin pels som tilfældet er med parringer mellem samme slags. Den anerkendes ikke i England og er stadig sjælden i De Forenede Stater, selv om den har været accepteret i Amerika siden 1962. Den anerkendes af FIFE. Typen skal være den samme som for alle persere, og farven, som kræves i standarden, skal være en bleg, blålig elfenbensfarve (heri indbefattet læber og hage) med aftegninger i en meget dyb blå farve, som giver en stærk kontrast. Næsespejlet skal være gammelrosa og trædepuderne rosafarvede. De store runde øjne skal have en skinnende kobberfarve.

Bruntabby-perser

Gode bruntabby-persere er meget sjældne, og derfor tillades - hvilket måske er en let løsning - ret uregelmæssige tabby-aftegninger, og dette er også grunden til, at man ikke så ofte ser disse katte blandt udstillingernes vinderkatte.

Farven skal være en varm sandfarve med tydelige sorte striber, der strækker sig ned over ansigtet. På kinderne tegner sig to tydelige spiraler. Brystet skal være forsynet med to smalle ubrudte striber, der breder sig hen over skuldrene og danner sommerfugletegninger. Mørkere striber markerer ryg og lænder. Benene har regelmæssige striber, og halen, der er tydeligt ringet, er dækket af en tæt pels. Hovedet er i klassisk stil med kobber- eller nøddebrune øjne.

Chinchilla-perser

Den dukkede op på en udstilling i 1919, og det var engelske opdrættere, som herefter skabte talrige krydsninger. Selv om den er fintbygget. giver den dog et robust indtryk, der måske skyldes dens udtryksfulde klare smukke grønne øjne, omkranset med sort. Den snehvide pels er ejendommeligt »ticked- med mørke hårspidser, der giver katten et vidunderligt sølv skær.

Underpelsen er meget ren hvid. Dækhårene på ryggen, hovedet, flankerne, ørerne og halen er hvide ved roden og sorte i spidsen og helheden giver det karakteristiske sølvagtige skinnende udseende. Hage, bryst, bug og øreduske skal være helt hvide, men benene kan have lette skygger af »ticking«, Trædepuderne er sorte eller mørkebrune. Ethvert tegn på striber, ethvert brunt eller cremefarvet skær betragtes som fejl. I det for typen klassiske hoved er næsen let flad, og næsespejlet skal være teglstensrødt, mens øjenlåg og slimhinder er pigmenteret med sort. Øjnene, der som regel er smaragdgrønne, kan også være blågrønne. Pelsen har en silkeagtig og fin kvalitet; den er lang og tæt med en smuk krave. Den korte hale er tæt og busket.

Colourpoint-persere

Standard

De amerikanske og europæiske standarder ligner hinanden meget, og de kræver en kat af perser-type med en tæt krop, rundt hoved med et kort ansigt og en kort næse med tydeligt stop, veludviklede kinder og små godt behårede ører med duske, der sidder langt fra hinanden. Nogen som helst lighed i type med siameseren, især en lang, lige næse, betragtes som uønsket og ukorrekt.

Pelsen skal være lang, tyk og blød i kvaliteten med en fyldig krave. Den brunmaskede s kropsfarve skal være creme med brune aftegninger som hos den brunmaskede siameser. De store, runde øjne skal være lysende blå. Næsespejlet og trædepuderne hos alle colourpoints skal svare til maskefarven.

Points for samtlige colourpoints

Blåmasket colourpoint

Denne race, som først blev anerkendt i 1955 på samme tid som brun colourpoint, ligner denne i alle henseender, med undtagelse af farven, som skal være ishvid på kroppen med blå aftegninger som hos den blåmaskede siameser. Hos både brun og blå colourpoint kan kroppens farve blive lidt mørkere efter den anden fældning som voksen.

Brunmasket colourpoint

Tilfældige parringer har fra tid til anden frembragt siameserkatte med hår, der var længere end normalt, og ved kontrolleret avl i Sverige i 1920'rne, i Amerika i begyndelsen af 1930'rne og i England lige inden anden verdenskrig, forsøgte man at skabe en variant, der kombinerede persertypen med siameserens farver. Det lykkedes imidlertid ikke avlerne at fastslå en ny varietet. De fleste af de katte, som fremavledes, var langhårede siamesere og først i slutningen af 1940'rne blev der gjort virkelige fremskridt ved at overføre siameser-aftegninger til en perser-type. Parring af langhårskatte= med siamesere resulterer i killinger, som ikke ligner nogen af forældrene: de er korthårede og ensfarvede, men selvom disse træk bliver de genetisk dominerende, besidder de gener for langhårede pelse og siameser-tegninger, som dukker op sammen i et tilfælde ud af 16 i de påfølgende parringer. For at opnå en perser-type er det nødvendigt at krydse med andre persere.

Omkring 1955 var varianten endelig tilstrækkeligt veletableret i England til, at GCCF kunne anerkende den brunmaskede og blåmaskede varietet under navnet colourpoint (brugen af sorte og blå langhårskatte til fremstilling af denne type var grunden til, at disse farver blev anerkendt først).

Først i 1957 blev de anerkendt i Amerika, men under navnet himalayakat.

Chokolademasket colourpoint

Den chokolademaskede er identisk med de andre colourpoints med undtagelse af, at aftegningerne skal have den samme varme chokoladefarve som hos den chokolademaskede siameser, og kroppens elfenbensfarve og en eventuel schattering skal harmonere med masken. Til frembringelse af denne farve er der blevet brugt udkrydsninger med både chokolademasket siameser og havana.

Lillamasket colourpoint

Lilla var den næste colourpoint-farve, der blev fremavlet ved kombination af generne for chokolade med gener for blåt. Kroppens pels skal have en magnoliafarve med den lilla schattering, som harmonerer med masken som ved de andre farvevariationer. Hos både lilla- og chokolade-colourpoints holder den lyse kropsfarve som regel i hele kattens liv, og dens pels viser ikke tegn til at blive mørkere med alderen, som det er karakteristisk for de andre farver.

Rødmasket colourpoint

Den røde colourpoint skal være identisk med de andre farvevariationer med undtagelse af, at kroppen skal være off-white og maske og aftegninger have en godt afgrænset rød farve. Creme colourpoint (fortyndet form af rødt) er nu blevet fremavlet, men den har endnu ikke fået en standard.

Skildpaddemasket colourpoint

Kropsfarven hos skildpadde-colourpoint skal være creme. I andre henseender er den farvemæssigt identisk med den skildpaddemaskede siameser og en eventuel kropsschattering skal harmonere med masken.

Tabbymasket colourpoint

Denne variant er blevet provisorisk godkendt på FlFE's generalforsamling i 1977. Standard er endnu ikke udarbejdet.

Creme perser

Denne variant, der først blev døbt »rødgul«, »rosa- eller »kastanje« , alt efter den opnåede farve, synes i dag at være stabil. Pelsen, som tidligere var af en rødlig, lidt bleg farve, har nu fået en smuk cremefarve. Den bliver ensfarvet temmelig sent. De fleste killinger bevarer, alt imens de har en smuk farve, nogle skygger i cirka fire måneder. Efterhånden som de bliver ældre, blegner farven lidt og bliver mere ensartet.

Standarden kræver, at cremefarven er meget ren, uden skygger eller pletter. Den lange, tætte pels dækker over en tætbygget krop på korte og kraftige ben. Hovedet er rundt og massivt, ørerne små, velplacerede, næsen er kort og forholdsvis bred, kinderne er meget fyldige. øjnene, der er meget åbne, er kobberfarvede. Halen er kort og busket.

Hvid perser med orange øjne

Det var i forsøg på rigtigt at fæstne den »hvide- type, at man fandt frem til varieteten hvid med orange øjne, der er meget smuk og meget efterspurgt. Æren for denne variant tilkommer for en stor del franske opdrættere.

Standarden er den samme som for den hvide med blå øjne, men øjnene skal være enten orange eller kobberfarvede; og pointskalaen er den samme.

Hvid perser med blå øjne

Alle de mange, der holder af denne kat, er rede til at hylde dens pels, renhed og dens bliks dybde. Desværre er den næsten altid døv. Desuden har dens krop tilbøjelighed til at være for langstrakt. For at bøde på disse to ufuldkommenheder har man skabt den hvide med orangefarvede øjne.

Denne er meget værdsat, og den hvide med blå øjne er efterhånden sjælden.

Det kræves, at farven er meget ren, uden aftegning eller skygge. Killingerne kan have nogle pletter på hovedet, men de forsvinder med alderen. Pelsen er langhåret, silkeagtig, luftig og ikke ulden at føle på. Krave og hale er meget fyldige. Kroppen er massiv og tætbygget, benene korte. Hovedet har de samme karakteristiske træk som den sorte persers. De store dybblå øjne må ikke være fremstående.

Hvid perser med forskellig øjenfarve (odd eyed)

Denne variant, hvis ene øje er blåt og det andet orange eller kobberfarvet, accepteres af FIFE.

Standarden er som for de andre hvide (undtagen for øjnenes vedkommende), og pointskalaen er den samme.

Kamé-katte - shell cameo

Katte med rosa pels er fra tid til anden dukket op ved ukontrollerede parringer, men i dag skyldes kame-kattenes tilstedeværelse på de amerikanske udstillinger en omhyggelig planlagt avl i 1950'erne, og de blev først anerkendt i De forenede Stater i 1960. De er nu godkendt i FIFE-området. Denne røde kat med sølvagtig underpels er blevet frembragt gennem krydsninger mellem chinchillaer og røde persere. En af årsagerne til deres langsomme udvikling i England er manglen på gode røde persere, og der er der blevet brugt cremefarvede (da creme er fort yndet rødt), men katte med cremefarvede spidser accepteres ikke i Amerika.

Typen som helhed er den samme som andre langhårskatte, men gode farver er af større betydning for avlerne. Shell Cameo'en, som er den blegeste af kamékattene, skal ifølge standarden have en elfenbenshvid underpels. Hvert hår i kappen, der strækker sig over ryg, flanker, hoved, ører og hale skal være let ticked med rødt eller creme. Ansigt og ben kan have lette schatteringer, men hage, øreduske, mave og bryst samt halens underside må slet ikke have nogen ticking, og der må ikke være nogen antydning af striber. Næsespejl, trædepuder og øjenrande skal være rosa-farvede. Øjnene skal have en dyb kobberfarve. En af vanskelighederne ved at bruge chinchillaer til udvikling af denne variant er den grønne øjenfarves vedholdenhed. Af denne grund har man brugt smoke-katte i stedet for, men de giver ikke en så glansfuld pels som chinchillaen.

Shaded Cameo er en mørkere udgave af Shell Cameo'en med den samme hvide underpels og hage, øreduske, mave, bryst og halens underside, mens kappen skal være jævnt ticked med rødt eller creme. Næsespejl og øjenrande skal være rosa-farvede og øjnene dyb kobber.

Rødtabby-perser

Endnu en variant, der er vanskelig at opdrætte og meget efterspurgt, for rødtabby-perseren anses med rette for at være en af de smukkeste persere.

Den røde grundfarve har mørkere aftegninger, som går helt over i mahogni. Standarden foreskriver, at disse aftegninger skal være meget klare og godt afgrænsede og fortsætte over brystet, benene og halen. Den lange, tætte silkeagtige pels beklæder fyldigt en kort hale, hvis spids ikke må være hvid. Kroppen og hovedet som for øvrige persere. De store og runde øjne skal have en dyb kobberfarve.

Rød perser

Denne variant, som englænderne kalder »Red Self«, er endnu ret sjælden. Ikke desto mindre er den meget smuk. Den perfekte type kendes på sin meget varme farve og tætte pels.

Farven skal være meget dybrød, uden spor af striber eller nogen som helst skygge. Den lange silkeagtige pels er tæt, men blød. Halen er kort og tæt. Hovedet adskiller sig ikke fra den typiske persers. Øjnene er af en dyb kobberfarve. Den solide og ret massive krop bæres af kraftige ben. De velplacerede ører skal have kraftige øreduske.

Røgfarvet perser (smoke-perser)

Man klassificerer som regel den røgfarvede perser blandt de ensfarvede katte. I virkeligheden har dens pels to farver oven på hinanden. Hvert hårs rod er hvid, mens spidsen er sort eller blå. Kraven, flankerne og øreduskene er tydeligt lysere. FIFE anerkender to klart adskilte varieteter, smoke og blåsmoke, af hvilke den første synes at være den mest efterspurgte.

Farven er sort eller blå på flankerne, maske og ben meget mørke, krave og øreduske sølvfarvede. Underpelsen må være så renhvid som muligt. Pelsen er lang og meget silkeagtig med en tæt krave. Hovedet er rundt og bredt, ørerne små og sidder langt fra hinanden, næsen er flad, og de store, runde orange- eller kobberfarvede øjne har et tiltalende udtryk. Halen er kort og busket. Smoke og blåsrnoke dømmes i hver sin udstillingsklasse.

Shaded silver-perser

Denne variant, der stadig er afholdt i Nordamerika, og som også anerkendes andre steder, indbefattet FIFE, anerkendes ikke længere i England, hvor den blev opgivet i 1902, fordi dommerne ikke kunne skelne mellem den og de første chinchillaer. Det er ikke let at skelne mellem chinchilla- og shaded silver-killinger, når de dukker op i samme kuld - nogle af de mørkeste killinger ender som chinchillaer, skønt shaded silver er rnørkest som voksen. Shaded silvers pels kan betegnes som tinfarvet, når den sammenlignes med chinchillaens sølvfarve. Underpelsen skal være hvid og kappen - det navn den amerikanske standard giver det nuancerede område, som dækker sider, ryg, flanker, hoved, ører og hale - skal have hår med sorte spidser (kraftigere farvet end hos chinchillaen), der gradvis går fra mørkt i kanten til hvidt på hage, bryst, mave og under halen. Benenes farve skal svare til ansigtets. Næsespejlet skal være teglstensrødt og trædepuderne sorte. Den synlige hud langs øjenranden skal være sort og læber og næse skal være omgivet af sorte streger. øjnene skal være store, runde og grønne eller blå-grønne.

Skildpaddefarvet perser

Sort, rød og creme udgør klart afgrænsede pletter i en varm lysende farve, der dækker hele kroppen og hovedet. Typen er som hos andre persere med dybt orange eller kobberfarvede øjne. Pelsen er lang og fyldig, især på krave og hale.

Karakteristisk for denne variant er, at på nær meget sjældne undtagelser, består den kun af hunner. De få hanner, der tilfældigt fødes, har et sart helbred og er altid sterile på grund af det unormale antal kønskromosomer.

Skildpaddefarvet m/hvidt (trefarvet).

Det hvide skal være klart adskilt fra de tre andre nuancer. Der tolereres en lille hvid plet under hagen, men en hvid plet på ryggen regnes i reglen som fejl. Den meget fyldige pels omfatter en smuk krave og en busket hale. Kroppen og hovedet viser de sædvanlige karakteristiske træk, typiske for perseren, med dybt orange eller kobberfarvede øjne.

Denne ret sjældne variant er tre-farvet, selvom den faktisk har fire farvenuancer: sort, rød, creme og hvid, som, hvis eksemplaret skal godkendes, må være godt fordelt. Da varianten udelukkende består af hunner, bruges hankatte af forskellig farve til avlen.

Sort perser.

Farven skal være ensartet, kulsort helt til hårrødderne, uden den mindste anelse af andre farver eller nogen som helst aftegninger. Pelsen skal være lang og silkeagtig med en fyldig krave. Det runde og brede hoved karakteriseres ved en lille næse, korte ører der sidder meget langt fra hinanden og godt dækket med hår, fyldige kinder og en bred snude.

Underbid er en fejl. De orange- eller kobberfarvede meget lysende øjne bør ikke vise den mindste anelse af grønt. Kroppen er massiv uden at være tung, og halen kort og busket.

I denne nattens fyrstes kulsorte ansigt gløder et stærkt lysende orangefarvet blik. Desværre er perfekte eksemplarer sjældne. Pelsen har ofte spor af misfarvning, der giver den et rødligt udseende. Den gamle overtro, der i de sorte katte ser djævelens sendebud, forklarer måske, hvorfor de er forholdsvis lidt efterspurgt af katteelskere.

Til gengæld sætter opdrætterne stor pris på dem, da de er glimrende avlsdyr.

Sølvtabby-perser.

Tabbypersere har de samme sorte aftegninger som de europæiske korthårtabbyer, men længden af deres pels gør aftegningerne mindre klare. Opdrættet er vanskeligt, da deres nuancer er meget svære at bevare. Sølvtabby-perseren har ofte en chinchillaperser blandt sine forfædre.

Grundfarven er meget ren sølv og aftegningerne dybsorte uden antydning af brunt. Hovedet er stort og rundt, ørerne der sidder langt fra hinanden, er små med duske. Næsen er kort som hos alle persere. øjnene er grønne eller nøddebrune, Den silkeagtige, lange og tætte pels dækker en tæt, massiv krop med kraftige ben. Halen er kort og busket. N.B. Grønne øjne foretrækkes.

Tofarvet perser

Som navnet siger, skal denne type perser have to klart adskilte og regelmæssigt fordelte farver, hvoraf den ene er hvid og den anden enten sort, blå, rød eller creme. Enhver antydning af stribning betragtes som fejl.

Øjnene er orange eller ravfarvede. Pelsen silkeagtig og smidig og særlig langhåret på krave og hale. Kroppen er af den klassiske type. Hovedet karakteriseres af et bredt og kort snudeparti.

Hvid perser med blå øjne.

Sort perser.

Sølvtabby perser

To-farvet perser

Creme perser

Brunmasket colourpoint

Rødtabby perser

Hvid perser med orange øjne.

Blåmaskede colourpoints. Mange tidligere colourpoints lå tæt op ad siamesertypen - de ligner nemlig siamesere.

Blåmasket colourpoint.

Bruntabby-perser

Blåcreme perser

Brunmasket colourpoint

Skildpaddefarvet perser m/hvidt

Sølvtabby perser

Skildpaddefarvet perser m/hvidt (trejarvet)