Man hører undertiden sige, at en hunkat, som har parret sig
med en han af en race, der er forskellig fra dens egen, for altid er »præget«,
og at det fremtidige afkom, selvom den parres med hankatte af sin egen race,
for altid er spoleret og altid vil indbefatte en eller flere killinger, der
ligner den første avlshan. Denne skamplet skulle ligeledes ramme den avlshan,
som har parret sig med en ikke-raceren hunkat.
Selvfølgelig drejer det sig om en skrøne, som der intet som
helst grundlag er for, og man spørger sig selv om, hvordan en sådan »teori« har
kunnet få tilhængere blandt opdrættere, som er i besiddelse af blot noget
kendskab til arvelighed.
Til gengæld kan to kendsgerninger forklare, at den har
vundet tiltro hos folk, der er dårligere underrettet. For det første kan en
hunkat, som ikke overvåges, udmærket parre sig med flere hanner i den samme
løbetidsperiode, og dersom en af killingerne i kuldet ikke har samme far som de
andre, er det naturligt, at dens udseende bliver anderledes. For det andet var
fastsættelsen af typen ikke fuldkommen, da man begyndte at forædle varianterne,
og fra tid til anden dukker der en killing op med karaktertræk, der stammer fra
en fjern forfar, der muligvis slet ikke har haft det racepræg, som senere er
renavlet.
Denne påståede »prægning«, også kaldet telegoni, må ikke
forveksles med den for nylig fremsatte teori om prægning, som hævder at et dyr
hele livet påvirkes af væsener og ting, som omgiver det ved dets fødsel
(moderpræg, menneskepræg). Det er tilstrækkeligt at læse Konrad Lorenz' bøger
for at overbevise sig om betydningen af denne påvirkning for alle dyrearter.
Et lille sidespring kan
ikke »præge« hverken en hun- eller hankat. Et broget kuld kan skyldes at der er
mere end en far til kuldet.