Takket være Pasteur, som i 1886 fremstillede vaccinen mod
rabies, hundegalskab, mente man, at Europa definitivt var befriet for den
frygtelige sygdom. Men i den sidste snes år er sygdommen dukket op igen i egne,
hvor man troede den var udryddet. Det drejer sig hovedsagelig om Tyskland, hvor
dette fremstød antager en særlig foruroligende karakter på grund af de arter,
som det berører.
De dyr, der rammes mest af denne nye epidemi, er således
vilde dyr, og først og fremmest ræve, hvilket gør det uhyre vanskeligt at
bremse smitten. Dette forklarer, hvorfor det hidtil, trods meget strenge
sanitære forholdsregler, ikke er lykkedes at begrænse sygdommen og hindre den i
at brede sig mod vest med en fart af 30 til 50 km om året. I Danmark har der
været enkelte tilfælde hos vilde dyr i Sønderjylland og man har derfor indført
en rabiesgrænse, som desværre nu er rykket mere nordpå. Dyr syd for denne
grænse skal vaccineres mod rabies ligesom dyr der medtages til dette område fra
de øvrige dele af landet, skal være vaccineret.
Det er rævene, der repræsenterer den største fare for
huskattene, som de kan smitte gennem deres bid, deres spyt eller deres døde
krop. Som den uforbederlige jæger den er, er katten særlig sårbar.
Inkubationstiden for rabies, der er meget varierende, strækker sig fra et par
uger til flere år, men udviklingen foregår meget hurtigt, når først symptomerne
viser sig, og dyret dør i løbet af cirka en uge. Da et smittet dyr ikke smitter
før nogle dage inden symptomernes tilsynekomst, er det tilstrækkeligt, når man
er blevet bidt under mistænkelige forhold, at holde katten under kontrol i de
efterfølgende fjorten dage.
Rabies kan vise sig på to måder, den såkaldte
»galskabsform«, som gør den syge aggressiv, og den såkaldte »stumme« form, der
lammer. I galskabsformen bliver katten urolig, nægter at tage føde til sig og
har vanskeligt ved at drikke. Den udstøder uophørligt mjavende lyde, bliver
arrig, forsøger at bide og kradse. Symptomerne ved den stumme form er ikke så
karakteristiske: kraftesløshed, rysten, fordøjelsesbesvær og lammelse, der
begynder i baglemmerne og efterhånden breder sig over hele kroppen.
Blandt alle de husdyr, der kan overføre rabies til
mennesket, er katten uden tvivl det farligste, da den kan smitte både ved at
kradse og bide. Derfor er lovgivningen meget streng for dens vedkommende. I de
egne, hvor sygdommen findes, bliver omstrejfende katte dræbt. Den kendsgerning,
at en kat er vaccineret ændrer ikke sundhedsmyndighedernes forholdsregler.
Se lovbeskyttelse, vaccination.