Rakitis er en mangelsygdom, der berører væksten; den viser
sig ved et utilstrækkelig kalkholdigt knoglevæv, som derfor kun er lidt modstandsdygtigt
for stød og tryk. Den bevirker deformationer, fortykkelser og forkortelser af
lemmernes knogler, skævheder i rygsøjlen og hindrer kraniets knogler i at gro
normalt sammen. Disse knoglelidelser viser sig som oftest hos de helt unge
killinger, der lige er vænnet fra og som udelukkende fodres med kød, men det
hænder også, at man støder på dem hos meget gamle katte, hvis skelet delvis
mangler mineraler.
Den unge kat, der rammes af rakitis, holder op med at lege
og bliver liggende i sin kurv. Den gør modstand, når man vil tage den op, da
berøringerne gør ondt på den. l alvorlige tilfælde lammes bagbenene og det
mindste stød forårsager et brud, som er overordentlig smertefuldt. Ved
røntgenfotografering har skelettets knogler et bladagtigt udseende.
Hvis de første symptomer hurtigt opdages, kan der rådes bod
på kalk- og vitaminmanglen. Man kan give killingen et dagligt tilskud på 200
til 400 g kalk forudsat, at den samtidig får en tilstrækkelig mængde fosfor.
Denne balance er ikke så vanskelig at opnå hos katten som hos hunden, da
kattens mere kød rige kost indeholder mere fosfor. Ikke desto mindre er det
vigtigt, at forholdet kalk/fosfor holdes mellem 0,9 og 1,1, hvilket stort set
svarer til en tilførsel af 0,5 g kalciumkarbonat pr. 100 g kød. I fremskredne
tilfælde kan sidstnævnte indsprøjtes direkte i en åre. Samtidig behandles
katten med D-vitamin i tilstrækkelige mængder.
Se ernæring, knogledystrofi.