Russian blue kaldtes tidligere også Archangelsk-kat, og den
første kan være blevet bragt med fra denne russiske havn af engelske sømænd og
handelsfolk, der på Elisabeth I's tid handlede der, men blå katte kan også
forekomme som en naturlig mutation og har også været kendt som malteserkatte.
Tidligere i dette århundrede, da det engelske navn for denne type var Foreign
Blue, fik en engelsk opdrætter to hunkatte, der faktisk kom fra Archangelsk.
Den første, der dukkede op i Amerika, blev indført til Chicago omkring
århundredskiftet, men racen" blev ikke etableret i De Forenede Stater før
end efter anden verdenskrig. På den tid var skandinaviske og britiske
opdrættere begyndt at indføre katte af siameser-blod, og i 1950 fik Foreign
Blue en standard, som krævede en helt igennem blå siameser-type. På nuværende
tidspunkt er der sket en tilbagevenden til den oprindelige type. Russian blue
er kendt for sin reserverede natur og er undertiden sky og har som regel en
meget spæd stemme, så det kan være vanskeligt at vide, hvornår en hunkat er i løbetid,
hvis man ikke kender katten godt. Imidlertid knytter de sig nært til deres
ejere, så det er ikke sandsynligt, at dette volder problemer. De synes at have
let ved at vænne sig til at leve i lejligheder.
Forbehold og reservation hører til russian blues
karaktertræk.
Standard
Både europæiske og amerikanske standarder kræver nu en kat
med en langstrakt, elegant krop, med en middelkraftig knoglebygning, som har en
temmelig lang og tilspidset hale, høje ben, små ovale poter og et kort
kileformet hoved med en flad hovedskal og en lige pande og næse, som danner en
vinkel ved næseroden. Næsen er kortere end hos siameseren. Øjnene er mandelformede
med stor indbyrdes afstand. De skal være livligt grønne, når katten er voksen.
Ørerne er store og tilspidsede, brede ved roden og anbragt lodret på hovedet.
Et specielt kendetegn for racen er ørerne s tynde hud, der skal være omtrent
gennemsigtig, og indersiden skal være en smule behåret. Knurhårspuderne er
veludviklede.
Pelsen skal have en klar blå farve, og selvom nogle
tabby-aftegninger kan være synlige hos killingerne, bør disse forsvinde når de
bliver ældre, og der må ikke være nogen skygger. I Europa foretrækkes en mellem
blå farve, men farvens jævnhed er vigtigere end schatteringen. Der skal være et
tydeligt sølvskær, som fremkommer af det dobbelte hårlag. Standarder kræver, at
pelsen er opretstående, tyk, blød og silkeagtig. Den skal være kort, tæt og
meget fin, og sølv spidserne på hvert hår fremhæver den ønskede virkning. Denne
bliver særlig fremtrædende om vinteren, mens stærk sommersol kan give pelsen en
brunlig nuance.
Points | |
Farve | 20 |
Pels og kondition | 25 |
Krop og hale | 25 |
Hoved og ører | 15 |
Øjne | 15 |
I alt | 100 |