»Kommer du ikke snart tilbage?« synes denne killing at
spørge. Forladte sommerhuskatte er hvert år et stort problem for dyreværnsforeningerne.
Dette begreb burde egentlig slet ikke eksistere, men er
desværre stadig aktuelt trods ihærdig propaganda både i radio, tv og
dagspresse. Problemet gentager sig år efter år i næsten alle sommerhusområder,
og den fastboende befolkning må efter hver sæson konstatere, at der igen er
efterladt et stort antal helt unge katte.
Hvert forår fødes der i den naturligt forekommende vilde
bestand af katte, som findes i næsten alle land- og sommerhusområder, meget
store kuld. Killinger og ungdyr fra disse kuld har ofte held med at finde et
hold »plejeforældre« i sommerhusområdet, ofte mennesker der kun er på en
kortere ferie, som så tager dyret til sig. Disse katte mister i løbet af ganske
få uger de egenskaber, der skal til for at klare en tilværelse som »vild« kat
på grund af den omsorg og den kontakt, de har fået med mennesker. Når så ferien
er forbi, går de en ynkelig skæbne i møde. Man bør derfor huske, at når man har
taget en sådan kat til sig (hvilket ofte kan være meget svært at undgå) har man
ansvaret for den, uanset om man har mulighed for at beholde den eller ikke. Og
kan man ikke skaffe et permanent hjem til den bør man uanset det ubehagelige
heri sørge for, at den bliver aflivet på behørig vis.
Se »vild kat«.