Heste er smukke og højt udviklede dyr. Studiet af de
forskellige racer og deres historie er et bredt emne, og i løbet af årene er
der udviklet en særlig terminologi, der beskriver hestenes fysiske og psykiske
karakteristika. Det er vigtigt at kunne disse begreber for at få det fulde
udbytte af beskrivelserne i race-guiden.
Fysiske karakteristika
- Begreber
Temperament beskriver hestens mentale og åndelige
egenskaber. Eksteriør henviser til hestens bygning eller skikkelse. I
forbindelse med jagt og ridesport har disse begreber stor betydning.
En hests bygning eller skikkelse er bestemt af skelettets
form. En dårlig bygning øger risikoen for overbelastning og skader og begrænser
hestens ydeevne, fx kan en for stejl skulder betyde, at hesten ikke springer og
galopperer så godt som en hest med skrå skulder. En dårlig bygning påvirker
også hestens adfærd.
Den ideelt byggede hest skal stå med vægten ligeligt fordelt
på alle fire ben, og bagbenene skal stå nøjagtig lige bag forbenene. Hvert
benpar skal være ens og hovene skal pege lige frem. Ofte forekommer der dog
afvigelser fra idealet. For forbenene gælder det, at står hovene for tæt på
hinanden, kalder man det snævert stillet, står de for langt fra hinanden kaldes
det vidt stillet. Peger hovene indad kaldes det indfodet, peger de udad kaldes
det fransk stillet. For bagbenene gælder det, at peger haserne indad og
tåspidserne udad, er hesten kohaser, mens hesten har snævert stillede hove, når
haserne peger udad.
Er hesten bredtstående med bred bringe, betyder det ofte, at
hesten er langsom. Hvis bringen derimod er smal, kan hesten have problemer med
balancen.
Haserne skal være lavt ansat, hvilket betyder, at den
nederste del af bagbenene skal være kortere end den øverste del. Det giver den
bedste vægtfordeling og formindsker risikoen for overbelastning.
Set fra siden skal haseledet være på linie med kastanien på
forbenene. Forpiben skal være kortere end underarmen.
Hvis hesten har en god dybde, betyder det, at der er masser
af plads til hjerte og lunger. Benenes længde bør ikke overstige hestens dybde
eller gjordemål målt fra manken til albuen.
Hvis hestens ben er for lange, lukker den meget dagslys ind
- der er altså meget plads under hesten. Hvis den er kortbenet og kompakt,
lukker den ikke meget dagslys ind, hvilket er en fordel.
Hvis hesten har en kort ryg, betyder det, at afstanden
mellem det sidste ribben og hoften ikke er mere end en håndsbredde. Dette er
tegn på styrke og udholdenhed. En lang ryg indikerer, at ryggen er svag, og at
hesten bevæger sig dårligt.
Svajet ryg opstår, når hestens kryds sidder højere end dens
manke. Det er en yderst skadelig bygningsfejl, da sadlen vil glide fremefter og
gnave sig ind i skuldrene. Det gør hesten øm, og det kan skade muskler og hud.
Det giver også rytteren en ubehagelig følelse af at falde forover. Krydset bør
være på højde med manken eller være lidt lavere placeret - det giver den bedste
ridestilling.
Hestens hals måles fra bagsiden af øret til forsiden af
skulderbladet, og den ideelle hals skal have samme længde som hoved, skuldre og
ryg. Svanehals beskriver en lang, tynd hals, der kan se elegant ud, men som
giver dår- lig balance og som er uønsket i rideheste, da de let kan unddrage
sig biddets virkning.
Skrå skuldre betyder, at hesten er i stand til at tage lange
skridt og derved bruge mindre energi under arbejdet.
Hestens personlighed kan til en vis grad aflæses af dens
hovedform. En lige profil indikerer, at hesten er ukompliceret og lærenem, mens
et hoved med konkav profil (araberprofil) kan betyde, at hesten er følsom og
frygtsom. En hest med lige pande og konveks næseryg har et romersk eller ramskoppet
hoved. Denne hest er ofte stædig og lærer langsomt.
Farver og aftegn
Hestens farve og aftegn har udviklet sig i løbet af millioner
af år, for at give dyret den bedst mulige kamuflage i naturen. Jo tættere
hestens farve er på omgivelsernes farve, jo lettere kan den skjule sig for
rovdyr.
Den ældste heste- og ponyfarve er dun (gullig beige) med
sorte områder - man, pandelok, hale og det nederste af benene. I områder, der
ikke er særligt grønne, kan dun-farvede heste let skjule sig.
Der verserer mange historier om gode og dårlige farver til
heste. Rødlige heste skulle efter sigende være meget iltre, sorte skulle være
ondskabsfulde og ikke særligt udholdende, brune og mørkebrune skulle være
pålidelige osv. I virkeligheden spiller farven ingen rolle med hensyn til
temperament eller evner.
Den eneste undtagelse er hvide heste med lyserød hud. Disse
heste er langt mere ømfindtlige over for vejret end andre heste, fordi den
lyserøde hud mangler farvepigmentet melanin. Den lyserøde farve stammer fra
blodet, der cirkulerer lige under den farveløse hud. Da huden er mindre
modstandsdygtig over for sol og fugt og dermed over for bakterier, bliver
hesten hyppigere inficeret med hudsygdomme, bliver solskoldet og får allergier.
Den varietet der findes blandt hestenes farver er opstået
gennem selektiv avl og har intet med kamuflage at gøre. Visse heste, fx
palomino og pinto (gylden med lys man og hale og broget) fremavles for deres
særlige farver. I løbet af de sidste 100 år har man i Tyskland fremavlet
Marstall Cremellos isabella-farvede køreheste -heste, der trækker en vogn.
Nogle heste har en mørk stribe hår ned langs ryggen. Den
kaldes enten en urstribe eller slet og ret ål. Nogle fa ponyracer og en del
æsler har desuden en mørk stribe, der krydser ålen ved manken.
Aftegn er hvide områder på kroppen, benene og hovedet. Disse
begreber er fastlagt af de forskellige avlsforbund. På kroppen kan der være
tale om zebra-striber på ben, hals, manke eller på bagpartiet; ansigtshvirvler
(et mønster af hår omkring et midterpunkt). Aftegn på benene kan bl.a. være
sokker (hvidt område på koden og piben) eller hvidt ben (hvide områder der
strækker sig op over knæet eller haseleder). Aftegn på hovedet benævnes stjerne
(en lille hvid plet på panden); strimmelblis (en hvid linie, der strækker sig
ned over hestens ansigt); blis (en bred linie, der strækker sig fra øjne til
mule); hjelm (pande, øjne, næse og dele af mulen er hvide); snip (et hvidt
område omkring eller i det ene næsebor); og ringøje (blåligt eller hvidligt
øje).
Højde
En hests højde måles fra jorden til det højeste sted på
manken. Det er vigtigt, at hesten står med vægten ligeligt fordelt på alle fire
ben på et plant underlag, når den måles.
I de engelsksprogede lande bliver hestens højde angivet i
hands - en hand er 10,16 cm, hvilket er den gennemsnitlige bredde på en mands
hånd. I andre lande, heriblandt Danmark angives hestens højde i centimeter og
meter.
Racer og typer
Siden mennesket tæmmede hesten, har man gennem selektiv avl
med heste med forskellige særpræg skabt hesteracer med de fysiske og psykiske
egenskaber, der var nødvendige på det givne tidspunkt. Mange forskellige racer
er blevet udviklet i løbet af århundrederne, og de ændrer sig hele tiden. Visse
racer uddør, fordi mennesket ikke længere har brug for dem; det er mange træk-
og kørehesteracer er eksempel på. Gamle racer bliver ændret og nye racer bliver
udviklet for at imødekomme de skiftende behov. I løbet af de sidste tyve år har
der været en stigning i interessen for ridning, både konkurrencemæssigt og
fornøjelsesmæssigt, og man har udviklet særlige racer netop til disse formål.
En ny race bliver officielt anerkendt, når der oprettes en
stambog. Der findes to slags stambøger. En ny race har som regel en åben
stambog, det betyder, at hingst og hoppe ikke nødvendigvis er af samme race,
men de skal dog være raceheste. En åben stambog tillader den fortsatte
udvikling af racen og krydsningsavl, der kan rette op på de fejl, der måtte opstå.
Ældre racer har en lukket stambog, hvilket betyder at begge forældre skal være
registrerede medlemmer af den bestemte race.
Kategorier
Man opdeler heste i fire kategorier: ponyer, koldblod, varmblod
og fuldblod.
Ponyracer skal være under 148 cm i Danmark, men der er andre
forskelle på ponyer og heste end højden. Mange ponyracer er opstået i naturen,
hvilket har givet dem en naturlig intelligens og udholdenhed, som man sjældent
ser hos hesteracer. De bliver sjældent syge eller lamme. De har primitive træk
og i de fleste racer nedarves forældrenes karakteristika til føllene.
Koldblodsheste er en gruppe af svære arbejdsheste. De har et
blidt temperament, er føjelige, udholdende og hårdt arbejdende.
Til fuldblodsheste hører både orientalsk og engelsk
fuldblod, der begge kendetegnes ved det fyrige, stolte og livlige temperament.
Varmblodsheste er den mest omfattende gruppe i dag. Det er i
denne gruppe sports- og ridehestene hører hjemme og nogle af de lettere
trækheste. Racerne i denne gruppe er af blandet oprindelse. De fleste af
racerne nedstammer fra araberen, men ved at krydse den med pony eller trækhest,
er de fremavlede heste blevet temperamentsfulde, udholdende, medgørlige og
hårdtarbejdende og mere robuste end arabere og fuldblodsheste.
Der findes visse hestekategorier, der ikke forekommer i en
stambog, men som alligevel er anerkendt som særlige typer, fx cob, hack og
hunter. Det er dog muligt at have en registreret fuldblods hack eller hunter.
Hack
Navnet hack stammer formentlig fra ordet hackney eller
haquenai, der i middelalderen refererede til en lejet hest af dårlig kvalitet.
I løbet af årene kom udtrykket til at dække over rideheste i modsætning til
jagtheste (hunter).
I dag er en hack en ridehest af meget høj kvalitet. En hest
til folk, der kan lide at ride og tage sig godt ud. En hack skal ikke blot have
gode manerer og et flot udseende, den skal også være velopdragen, have gode bevægelser,
reagere hurtigt på hjælperne (rytterens hænder, underben, sæde og stemme), og
den skal kunne hoppe over lave hegn. I Europa er en lille fuldblodshest med en
smule araber i sig en populær hack, hvorimod man i USA holder mest af den,
kaldte Saddlebred Horse.
Hunter
Disse heste skal kunne bære rytteren sikkert, bekvemt og
fornuftigt under jagten i det åbne terræn.
Forskellige jagtområder kræver forskellige hesteryper.
På flade områder med store, åbne marker og høje hegn, er
hurtighed og frygtløse spring af yderste vigtighed, og her er fuldblods eller
næsten-fuldblods heste mest egnede. I bjergrige eller uvejsomme områder er
krydsninger mellem fuldblodsheste og en let trækhest eller en pony mest
velegnet. De er rolige, sikre på benene, er udholdende og har en god
selvopholdelsesdrift.
Ridepony
Rideponyen er blevet udviklet for at skabe en race, der især
er velegnet til børn. De indfødte racer, der har udviklet sig vildt i naturen
har mange værdifulde kvaliteter: de er intelligente, hårdføre og sikre på
benene. De indfødte racer er dog ikke nødvendigvis de bedst egnede racer til
børn, da de har en meget bred ryg og ofte er stædige. Det har længe været
almindeligt at krydse de indfødte racer med araber eller fuldblod, for at skabe
ponyer med god tilpasningsevne, atletiske evner, elegance og et mildt sind
blandet med de indfødte ponyers karakter og udholdenhed.
Cob
Disse heste er kompakte og stærke. Det er kun welsh cob, der
er klassificeret som en race. Disse heste er resultatet af en krydsning mellem
en tung hunter-hoppe og en fuldblodshingst, eller mellem en welsh cob-hoppe og
en fuldblods ride-pony eller måske endda en araber-hingst.
En cob er lydig og rolig og giver en behagelig ridetur uden
den store fart. En cob er ideel til alle, der har brug for en rolig hest. En
cob er også utrolig stærk og kan bære en tung rytter hele dagen under jagten.
SÅDAN BRUGES DETTE SITE
Selvom mange heste- og ponyracer stammer fra et bestemt land
eller region, er de nu spredt ud over hele verden. I dette site er de opdelt
efter deres oprindelsessted. Kendte og mindre kendte heste- og ponyracer er
nævnt. De enkelte afsnit giver oplysninger om oprindelsessted, historie og
deres brug i dag. Racens udvikling anskueliggøres ved at opstille forfædrene i
kronologisk orden fra racens tilblivelse til det 20. århundrede.
Nøgleinformationerne kan findes under følgende overskrifter: Oprindelse, farve,
højde, fysik, træk, temperament, brug. Derudover er den kategori hesten
tilhører angivet under navnet: koldblod, varmblod, fuldblod eller pony.
Oprindelseslande
Følgende lande er nævnt:
Nordamerika
Sydamerika
England og Irland
Vesteuropa
Skandinavien
Sydeuropa
Østeuropa og Centralasien
Mellemøsten og Afrika
Fjernøsten og Oceanien
Uden oprindelsesland